
Chefredaktør, Peter Hougesen, svarer på spørgsmål stillet af Torben Andersen i forbindelse med KJ Avis’ dækning af fjernvarmesagen. Foto: Arkiv Martin D. Knudsen
Torben Andersen har i et læserbrev tidligere i dag sat spørgsmålstegn ved KJ Avis dækning af Fjernvarmesagen. Hermed svar på Torben Andersens kritik af KJ Avis’ dækning samt et overblik over, hvilke artikler KJ Avis har bragt om emnet, og hvem der har været kilder på historierne.
Der er bragt 24 elementer om sagen. De fire har været læserbreve. Det er det antal, redaktionen har modtaget. Af de resterende 20 elementer, har Hans Luunbjergs habilitet været et tema i fire artikler og som et spørgsmål til Michael Nielsen i en femte. De tre af de artikler er med Hans Luunbjerg selv, Alex Haurand, der forklarer, hvorfor han ikke synes, Hans Luunbjerg er inhabil og resultatet af advokatundersøgelsen. 15 af artiklerne beskæftiger sig ikke med emnet. Ingen af de fire læserbreve, nævner Hans Luunbjergs habilitet.
Torben Andersen beskylder KJ Avis for ikke at interessere sig for andet, end Hans Luunbjergs person. Ovenstående oversigt bør besvare det spørgsmål.
Torben Andersen stiller spørgsmål om, hvorfor avisen ikke har søgt aktindsigt i rapporten, der er udleveret til politikerne. Rapporten er behandlet på et lukket møde, og er derfor ikke omfattet af retten til aktindsigt.
Derudover stilles der spørgsmål til, hvilke spørgsmål professor Brian Vad Mathiesen har fået. Professoren har, i modsætning til, hvad Torben Andersen skriver, ikke fået spørgsmålet vedrørende ledningen fra Munkebo til Kerteminde. Han forholder sig alene til, at der er tale om en ”enten eller” løsning. Altså enten fortsætte med at købe fjernvarme fra Fjernvarme Fyn, eller etablere sin egen varmeforsyning. Professorens udtalelser om investeringen handler om ledningen fra Fjernvarme Fyn til Kerteminde Kommune.
Netop artiklen med professoren var med til at informere læserne om alternativerne. Han foreslår en ”både og ” løsning. Det erklærer Michael Høj-Larsen sig i øvrigt enig i, men forklarer samtidig, det ikke er en af de muligheder, Kerteminde Forsyning har fået præsenteret fra Fjernvarme Fyn.
De spørgsmål, der er stillet i artiklen 7/12, er de spørgsmål, jeg vurderede, var de væsentligste at få svar på for læserne på det tidspunkt. Flere af dem er stillet af læserne selv. Et par af dem, er også dem, Bettina Eriksen stiller i sin mail 22/11, der bringes i KJ Avis 9/12.
KJ Avis har, efter bedste evne, interviewet alle nøglepersoner i forbindelse med denne sag. Det være sig to professorer, Bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning, Hans Luunbjerg, den administrerende direktør fra Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig, den administrerende direktør for Kerteminde Forsyning, Michael Høj-Larsen, den konstituerede kommunaldirektør, borgmesteren, bestyrelsesmedlem i Kerteminde Forsyning og medlemmer af byrådet fra: SF, Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Nye Borgerlige. KJ Avis har interviewet både tilhængere og modstandere af projektet. Ligesom samtlige debatindlæg, der er sendt til redaktionen er blevet bragt uden skelen til, hvem der var afsender, eller hvad vedkommende mente.
TV 2 Fyn har vurderet artiklerne og emnerne på samme måde som KJ Avis, og har bragt både indslag og artikler om præcis de samme emner. Det alene burde få Torben Andersens tanke om, det skulle være andre end chefredaktøren på KJ Avis, der bestemmer indholdet, til at forsvinde.
Fælles for alle artikler har været: De er blevet læst af mange flere, end normalt på KJ Avis og de har afstedkommet langt flere kommentarer både her på siden og på sociale medier, end normalt.
Oversigt:
KJ Avis har i forbindelse med dækningen skrevet nedenstående artikler i kronologisk rækkefølge.
10/11 referat af Hans Luunbjergs nabohøring om Biogasanlægget dagen før.
En læser stiller sig i en kommentar til den artikel kritisk overfor Hans Lunbjergs dobbeltrolle som både energiproducent og Formand for Kerteminde Forsyning. Samtidig antydes det i samme kommentar, der skulle ligge en aftale mellem Luunbjerg, Terje Pedersen og Kasper Ejsing Olesen. På baggrund af den kommentar søger KJ Avis aktindsigt i disse emner.
11/11: Professor i forvaltningsret, Sten Bønsing, udtaler at Hans Luunbjergs dobbeltrolle er i en juridisk gråzone i forhold til forvaltningsloven, men understreger de almindelige habilitetsregler gælder. Han udtaler sig altså ikke om, hvorvidt Luunbjerg er inhabil. Han udtaler sig alene om, hvorvidt der er i strid med forvaltningsloven. Jens Gantriis medvirker i samme artikel.
16/11: Politikere var overraskede over den måde, de blev orienterede om projektet på. Kilder: Malte Jäger, Claus Lade og Kasper Ejsing Olesen
17/11: Fjernvarme Fyn undrer sig over Kerteminde Forsynings planer. Kilder Jan Strømvig og Michael Høj-Larsen
17/11: Kerteminde Forsynings planer om at etablere egen varmeforsyning undrer professor i Energiplanlægning. Kilde Brian Vad Mathiesen
18/11: Konservative sender pressemeddelelse til KJ Avis og Fyens.dk, hvor partiet foreslår Kerteminde Forsynings planer bliver sat på pause. Borgmester Kasper Ejsing Olesen er enig. Begge medier bringer den. Kilde: Michael Nielsen og Kasper Ejsing Olesen
21/11: Er Kerteminde Forsyning kommet på dagsordenen på det kommende møde i Klima,- og Bæredygtighedsudvalget 30/11. Kilder Michael Nielsen og Claus Lade
23/11: opfølgende artikel på Brian Vad Mathiesens udtalelser, hvor henholdsvis Michael Høj-Larsen og Jan Strømvig forklarer processen.
24/11: På det her tidspunkt har der været et utal af kommentarer på artiklerne indtil nu. Både her på KJ Avis og på sociale medier. På den baggrund søger KJ Avis aktindsigt i, om der fra politisk hold har været stillet spørgsmålstegn til Kerteminde Forsynings planer og i givet fald hvilke. KJ Avis bliver meddelt, den type kommunikation ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Det er det kun i det tilfælde, hvor byrådsmedlemmer, der også er medlemmer af bestyrelsen i Kerteminde Forsyning i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer, har stillet spørgsmål. KJ Avis søger derfor aktindsigt i en sådan eventuel kommunikation
30/11: Michael Høj-Larsen forklarer at Hans Luunbjergs tidligere udtalelser til fyens.dk fra april i år om, ledningerne fra Fjernvarme Fyn til Kerteminde Forsyning ikke kan trække mere varme, er taget ud af en sammenhæng og dermed ikke korrekte. Kilde: Michael Høj-Larsen
30/11: Et enigt Klima,- og Bæredygtighedsudvalg beslutter sig for at anbefale, Kerteminde Forsynings planer bliver sat på pause. Kilde: Michael Nielsen
3/12: Hans Luunbjerg forklarer Kerteminde Forsyning er indstillet på at besvare alle de spørgsmål politikerne måtte have. Kilde: Hans Luunbjerg
5/12: Hans Luunbjerg forklarer, han ikke mener, han er inhabil. Spørgsmålet vedrørende hans habilitet har på det tidspunkt været et af de mest stillede spørgsmål i kommentarsporerne på artiklerne indtil nu. Kilde: Hans Luunbjerg
6/12: Henrik Madsen fra Konservative sender et debatindlæg om fjernvarmesagen til både KJ Avis og Fyens.dk. Begge medier bringer det.
7/12: Da der allerede på det tidspunkt har været stillet mange spørgsmål til sagen, personer, aftaler og habilitet skriver jeg artiklen: Forstå sagen om Kerteminde Forsyning. Det ved vi og det mangler vi svar på. På det her tidspunkt er de tal, der er udleveret fra Kerteminde Forsyning på lukkede temamøder 13/10 og 24/11 til politikerne, ikke offentligt tilgængelige. Ligesom referaterne fra bestyrelsesmøder i Kerteminde Forsyning A/S i denne sag heller ikke er. Da Kerteminde Forsyning A/S er et A/S, er virksomheden ikke omfattet af retten til aktindsigt.
8/12: Alex Haurand sender et debatindlæg til KJ Avis, som bliver bragt. Han støtter Kerteminde Forsynings planer.
8/12: KJ Avis bringer en uddybende artikel om Alex Haurands synspunkt, hvor han også forklarer, han ikke kan se, Hans Luunbjerg er inhabil. Samme dag lækker Alex Haurand de tal, som Kerteminde Forsyning har fremlagt for politikerne på et lukkede møder til fyens.dk. Samme dag får KJ Avis svar på anmodningen om aktindsigt fra 24/11. Bettina Eriksens bekymringsmail til Claus Lade og Kasper Ejsing Olesen udleveres i den forbindelse. TV 2 Fyn begynder at dække sagen
9/12: TV 2 Fyn og KJ Avis bringer Bettina Eriksens mail, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved, om der er søgt tilstrækkelig dokumentation, om beregningsgrundlaget er sikkert nok, om bestyrelsesansvar og om Hans Luunbjergs habilitet. Hun søger afklaring på, hvorvidt bestyrelsen i Kerteminde Forsyning agerer indenfor lovgivningens rammer. TV 2 Fyn bringer nogle citater fra KJ Avis og bringer samtidig en lydoptagelse fra Hans Luunbjergs nabohøring, der er foretaget af KJ Avis, men som KJ Avis ikke har bragt.
9/12: Bettina Eriksen svarer på, hvorfor hun sendte den mail. I den forbindelse svarer hun, hun er helt sikker på, Kerteminde Forsynings planer ikke ender med en årlig besparelse, men tværtimod et anseeligt tab.
9/12: Politiske reaktioner på Bettina Eriksens mail. Kilder: Malte Jäger, Alex Haurand, Sebastian Nielsen og Bo Sandberg
12/12: Michael Nielsen sender et læserbrev til KJ Avis. KJ Avis bringer det.
12/12: Advokatundersøgelsen, der skulle klarlægge om Hans Luunbjerg var inhabil eller ej, som er bestilt af Kerteminde Forsyning 7/12 er klar. Advokatfirmaet Horten konkluderer meget klart, Hans Luunbjerg ikke har været og ikke er inhabil.
13/12: Politiske reaktioner på advokatundersøgelsen. Kilder: Hans Luunbjerg, Klavs Norup Lauridsen, Henrik Madsen, Alex Haurand og Michael Høj-Larsen
14/12: Torben Andersen sender et læserbrev, der kritiserer KJ Avis’ dækning af sagen. KJ Avis bringer det.
14/12: KJ Avis svarer på Torben Andersens kritik