Bettina Eriksen: “Derfor sendte jeg mailen”

5
2366

Bestyrelsesmedlem i Kerteminde Forsyning, Bettina Eriksen, forklarer hvorfor hun sendte en bekymringsmail til borgmester og kommunaldirektør. Foto: Arkiv

“Jeg kunne ikke gøre andet”. Så klart forklarer Bettina Eriksen, der er medlem af bestyrelsen for Kerteminde Forsyning, sin beslutning om at sende en bekymringsmail til kommunaldirektør og borgmester.

Tidligere i dag kom det frem, at Bettina Eriksen d. 22 november i år har sendt en bekymringsmail vedrørende Kerteminde Forsynings planer om at løsrive sig fra Fjernvarme Fyn og etablere egen varmeforsyning samt bestyrelsesformand, Hans Luunbjergs habilitet i sagen.

“Hvorfor sendte du den mail”?

– På det tidspunkt jeg sendte mailen havde der allerede været en del artikler i Kjerteminde Avis. Derfor modtog jeg en række henvendelser fra forskellige mennesker om, at jeg skulle gøre noget. Det kunne jeg ikke, da det udelukkende er bestyrelsesformanden, der udtaler sig, forklarer hun.

Men der er også en mere naturlig forklaring på Bettina Eriksens beslutning: Hvis ikke hun havde ageret, havde det, ifølge hende, været i strid med loven.

– Da jeg var i direktionen i Ewii, blev jeg sendt på en længere bestyrelsesuddannelse på CBS, og jeg er derfor meget bevidst om, at uagtet man gør indsigelser, eller stemmer i mod, så kan man ikke unddrage sig sit bestyrelsesansvar. Den eneste mulighed, du derfor har, er at henvende dig til den kapitalejer, der har indsat dig i bestyrelsen – i det her tilfælde Kerteminde Kommunes kommunalbestyrelse, forklarer hun.

“Hvad er det, der gør dig så bekymret, du føler dig kaldet til at sende en så markant mail?”

– Selve projektet har gjort mig bekymret. Det vil påvirke vores borgere og give os dyrere fjernvarme. Jeg kan ikke se andet, end at borgerne i Kerteminde Kommune får en dyrere løsning, hvis det her gennemføres, fortsætter hun.

“Men husker jeg helt forkert, hvis jeg husker, at Alex Haurand i går skrev, Kerteminde Kommune ville spare 11-12 millioner om året, hvis der blev etableret egen varmeforsyning? Det lyder da meget godt?”

– Hans regnestykke er baseret på en elpris på 53 øre. Lige nu er prisen lidt over tre kroner. Hvis elprisen er 1,22 kroner går det i nul,

“Så du tror, det bliver en underskudsforretning”?

– Jeg tror ikke, det giver underskud. Det er jeg sikker på, det gør. Det bliver et underskud på et større tocifret millionbeløb,

“Du skriver også i din mail, du er bekymret for Hans Luunbjergs habilitet fordi han sidder med den afgørende stemme i bestyrelsen i Kerteminde Forsyning. Har der været situationer i denne sag, hvor han har gjort brug af den?”

– Det kan jeg ikke kommentere på. Det må jeg ikke kommentere på,

“Du skriver også, du ikke mener, bestyrelsen i Kerteminde Forsyning agerer indenfor lovens rammer. Kan du uddybe det?”

– Nej. Det gør jeg ikke. Jeg beder kapitalejerne om at få det undersøgt,

“Har du modtaget svar?”

-Kasper var henne ved mig samme dag, som jeg havde sendt mailen, i forbindelse med temamøde, og kvittere for at jeg havde fået det møde jeg skulle have med jurist og kommunaldirektør. Jeg er blevet indkaldt til møde med de to. Det er blevet flyttet nogle gange. Lige nu er det flyttet til næste uge,

“Hvad er alternativet?”

– Jeg har bedt kapitalejer om at vurdere det. Så er det jo som et alternativ til at trække sig ud af bestyrelsen. Det er en kompleks vurdering, som tager tid at undersøge,

“Din pointe er, så vidt jeg kan gennemskue, at Kerteminde Forsyning lægger en urealistisk lav elpris til grund for at gennemføre det her projekt, og at det dermed ikke bliver en billigere løsning?”

– Ja, vi står hermed med et projekt, der for mig at se ikke er det billigste,

“Men så er det jo i strid med varmeforsyningsloven?”

– Ja, det er det formentlig,

“Er du bekymret over dit bestyrelsesansvar, hvis det her projekt gennemføres?”

– Ja. Man er forpligtet til som bestyrelse at man træffer beslutninger på et dokumenteret grundlag. Og det mener jeg ikke, vi gør her. Jo mere dokumentation du søger jo større er muligheden for at blive fritaget for bestyrelsesansvar. Men jeg mener ikke, vi har søgt nok dokumentation i denne sag, slutter hun

Bettina Eriksen har fortsat ikke modtaget svar på sin bekymringsmail fra hverken Claus Lade eller Kasper Ejsing Olesen i denne sag.

Sådan er mailen blevet håndteret

Bettina Eriksens mail har nu ligget i Kommunens øverste ledelses indbakke i 17 dage.

– Jeg har sikret mig, at Claus Lade tog sig af den sammen med vores chefjurist. Det har ikke noget, der har med politik at gøre, det er noget, der har med noget faglighed at gøre, så det ligger på Claus’ (Lade, red.) og vores juristers bord, siger Kasper Ejsing Olesen om, hvordan han har håndteret mailen.

Borgmesteren tilføjer, at han også, umiddelbart efter modtagelse af mailen, mundtligt kontaktede Bettina Eriksen for at sikre sig, at der var en aftale i stand mellem hende og kommunaldirektøren.

“Tror du, at I på noget tidspunkt i processen ville have fundet det relevant at orientere politikerne om den her mail?”

– Det kan jeg jo ikke vide. Der er en jurist, der skal læse det her, så hvis vi skulle (orientere politikerne, red.), så skulle jeg have det fra juristen, at det var noget, der skulle gøres noget ved, svarer han.

Mødet mellem Bettina Eriksen, Claus Lade og Kommunens chefjurist har endnu ikke fundet sted, og er, ifølge Bettina Eriksen, blevet rykket flere gange.

Udover aftalen om et forestående møde, har Bettina Eriksen ikke modtaget nogen reaktion fra hverken borgmester eller kommunaldirektør. Det bekræfter Claus Lade i en besked til KJ Avis.