Enigt udvalg anbefaler, at Kerteminde Forsyning sætter løsrivelsesplaner på pause per omgående

0
1615
IMG 1877 (1)

Et enigt Klima,- og Bæredygtighedsudvalg sparker Kerteminde Forsynings løsrivelsesplaner fra Fjernvarme Fyn til hjørne, forklarer Michael Nielsen. Foto: Arkiv Privat

Sjældent har en melding fra et fagudvalg været mere klar, end den et enigt Klima, – og Bæredygtighedsudvalg formulerede i aftes. Udvalget anbefaler, at Kerteminde Forsyning indstiller alt arbejde på at løsrive sig fra Fjernvarme Fyn, og at der ikke bruges flere penge på det lige nu.

Det var sådan set ikke engang et punkt, udvalget kunne vælge. Der var fem punkter, der var anbefalet fra administrationens side og det, udvalget kom frem til, var ikke et af dem.

Det, udvalget kom frem til, var at anbefale, at byrådet træffer beslutning om, Kerteminde Forsyning skal sætte al arbejde, der kan relateres til løsrivelsesplaner fra Fjernvarme Fyn på pause og ikke træffe økonomisk væsentlige beslutninger i den henseende. I mellemtiden bliver Fjernvarme Fyn inviteret til at komme på besøg, så politikerne kan indsamle information, før der træffes beslutning i sagen.

”Vi har haft en åben og ærlig dialog i Klima, – og Bæredygtighedsudvalget, og vi er enige om, at vi beder Kerteminde Forsyning om at sætte projektet på pause. Og at vi får nogle opdaterede beregninger fra dem og en dialog med fjernvarme Fyn, sådan vi får et oplyst grundlag at træffe beslutninger på. Derfor har vi sendt den protokollering videre til byrådet med vores anbefaling”, forklarer Michael Nielsen

Den ordrette formulering fra udvalget lyder: “Vi henviser til protokolleringen fra byrådsmødet 29. januar 2020, punkt 327 (læs) Det gør vi fordi, vi ønsker foretræde fra Fjernvarme Fyn, før vi tager stilling til projektets fremtid. Vi beder Kerteminde Forsyning om at sætte projektet på pause, og at der ikke bliver truffet økonomisk skelsættende beslutninger”, hedder det

Det var jo ikke en af de fem mulige beslutninger, der var anbefalet fra administrationens side?

“Nej, men vi fra Konservative havde sendt noget, som du også har bragt i KJ Avis, og det vi blev enige om, læner sig meget op ad det”.

Konservatives forslag kan læses i sin fulde længde i denne artikel

Er det normalt, at et fagudvalg træffer en beslutning, der ikke er anbefalet af administrationen?

“Nej – det kan jeg også undre mig over. Men jeg hæfter mig ved, at et enigt udvalg har sendt det videre til byrådet med en sjette mulighed, som stort set læner sig op ad det, vi skitserede”, slutter Michael Nielsen

Referatet fra mødet i Klima,- og Bæredygtighedsudvalget kan læses her