
Bestyrelsesmedlem i Kerteminde Forsyning og medlem af byrådet i Kerteminde Kommune, Bettina Eriksen, har sendt en bekymringsmail til Kerteminde Kommune, hvor hun forklarer den øverste ledelse, hun er bekymret for, hvorvidt bestyrelsen i Kerteminde Forsyning agerer indenfor lovens rammer. Foto: Arkiv
Interne stridigheder i bestyrelsen i Kerteminde Forsyning kommer nu frem. Det sker, efter KJ Avis efter en anmodning om aktindsigt har fået udleveret en mail fra bestyrelsesmedlem Bettina Eriksen sendt til Kerteminde Kommunes øverste ledelse, hvor hun udtrykker bekymring over, hvorvidt bestyrelsen i Kerteminde Forsyning agerer indenfor lovens rammer.
Det er en meget markant mail, Bettina Eriksen har sendt til konstitueret kommunaldirektør, Claus Lade og borgmester, Kasper Ejsing Olesen den 22. november.
KJ Avis har via en anmodning om aktindsigt fået mailen udleveret. Bettina Eriksen indleder med:
“Jeg er dybt bekymret. Der er flere forskellige bekymringspunkter, som har forårsaget at jeg blandt andet har haft dialog ad flere omgange med min advokat vedrørende mit bestyrelsesansvar. Og på grund af mit bestyrelsesansvar må jeg skrive denne mail under hensynstagen til min tavshedspligt, hvorfor jeg ikke skriver mere, end hvad du i forvejen ved som ejer”, begynder hun
Årsagen til Bettina Eriksens mails skal findes i Kerteminde Forsynings verserende planer om at etablere egen varmeforsyning og dermed kappe forbindelsen til Fjernvarme Fyn. Hendes bekymringsmail indeholder to primære bekymringer. Det ene er, om løsrivelsen fra Fjernvarme Fyn er baseret på faktuelle forhold, så den beslutning overhovedet er lovlig. Det andet er bekymring over bestyrelsesformand, Hans Luunbjergs habilitet. Derfor skriver hun således:
“Omdrejningspunktet er den igangværende offentlige debat omkring dels Kerteminde Forsynings strategiske retning med frigørelse fra FVF samt det konkrete projekt omkring etablering af solcelle park i Munkebo. Min bekymring kan struktureres i to hoved overskrifter:
Processen omkring beslutning af solcelle park, – herunder den mangelfulde dokumentation og kalkulationsgrundlag, samt bekymring omkring manglende overholdelse af retningslinjer.
Habilitets-problemstillingen omkring bestyrelses formanden, som yderligere forstærkes af ovenstående besynderlige proces”.
Bettina Eriksen, der tidligere har siddet i direktionen for energiselskabet Ewii, uddyber sin bekymring om hvorvidt bestyrelsen i Kerteminde Forsyning agerer indenfor lovens rammer således (KB=Kommunalbestyrelse. KF=Kerteminde Forsyning):
“På kommunal bestyrelsens (KB) sidste temamøde blev det konkrete projekt vedrørende solcellepak i Munkebo fremlagt af Direktør og bestyrelsesformand, der søgte KBs opbakning til projektet. Det i sig selv virker besynderligt, når projektet ved forrige bestyrelsesmøde i KF blev fremlagt til godkendelse, men det blev IKKE godkendt. KB gav som bekendt heller ikke projektet opbakning, men ønskede yderligere information.
Min egen modstand skyldes flere forhold. 1) ifølge lovgivning skal vi vælge det billigste alternativ for forbrugerne. Kalkulationsgrundlaget var for det første usikkert, og der skal være en elpris på under 1,20 dkk for at det er en bedre løsning end den vi har fra FVF. 2) ved en så stor investering på over 300 mdkk vil jeg forvente at der er alternativer, og ikke mindst at der kan sammenlignes med eksisterende løsninger. Så mit spm er om sådan et dokumentationsgrundlag overholder lovgivningen?
Projektet besluttes på efterfølgende bestyrelsesmøde i KF på et spinkelt flertal. Mit spm er også om vi/KF kan tage denne beslutning når KB ikke har givet opbakning? Iflg ejerstrategi skal anlægsinvesteringer fremlægges i november, så formoder jeg at et projekt af denne størrelse skal dagsordensættes i et besluttende møde?
Iflg ejerstrategien skal ejer godkende når KF indgår i nye forsyningsarter, og for at drive solcellepark, skal man godkendes som el selskab. Mit spm er om vi retmæssigt kan tage denne beslutning i bestyrelsen uden ejer har godkendt?
Vi/KF tager et skridt mod løsrivning af FVF. Det er en strategisk beslutning om infrastruktur og om at forlade en relation med en producent, der er underlagt en bestyrelse med demokratisk valgte repræsentanter, til eventuel afhængighed af store enkeltstående selvstændige producenter. Det er en stor infrastrukturel strategisk beslutning. Er det beslutninger vi retmæssigt kan tage i KF bestyrelse uden om ejer?”
Udover de juridiske spørgsmål vedrørende Kerteminde Forsynings planer om løsrivelse fra Fjernvarme Fyn, stiller Bettina Eriksen også spørgsmålstegn ved bestyrelsesformand, Hans Luunbjergs habilitet i forbindelse med beslutningen.
Habilitet:
Når KF vælger at gøre sig fri ad FVF og i stedet delvis selv at producere samt få leveret fra lokale producenter, er det den største lokale producent der er den udslagsgivende stemme i bestyrelseslokalet KF. Og i samme øjeblik, at sådan en beslutning er cementeret vil producentens aktivmasse/virksomhed stige voldsomt i værdi.
Mit spm er derfor: agerer vi indenfor lovens rammer her?”
Mailen er sendt til konstitueret kommunaldirektør, Claus Lade med cc til Kasper Ejsing Olesen.


