Professor i energiplanlægning: ”Det er tudetosset”

0
2316
Foto: Martin D Knudsen

Strategien for Kerteminde Forsyning A/S undrer professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiasen. Foto: Martin D Knudsen

Kerteminde Forsyning arbejder lige nu på at kappe forbindelsen til Fjernvarme Fyn helt. I stedet vil man etablere sin egen varmeforsyning. Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, kalder den strategi ”tudetosset”

For Kerteminde Forsyning er det valg, der skal træffes, enten at etablere sin egen varmeforsyning og dermed kappe forbindelsen til Fjernvarme Fyn helt. Eller også at blive som kunder hos Fjernvarme Fyn. Altså et enten- eller valg.

Den strategi undrer professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen.

”Det lyder jo tudetosset. Investeringen i ledningen, der løber fra Odense til Kerteminde, er jo foretaget. Så at man overhovedet overvejer en løsning, hvor man ikke benytter sig af den investering, giver ingen mening for mig”, svarer han, da KJ Avis præsenterer ham for det arbejde, der foregår i Kerteminde Forsyning netop nu.

I Danmark har vi en varmeforsyningslov. Den lov skal, simplificeret forklaret, sikre at forbrugerne altid bliver tilbudt varme under hensyntagen til samfundsøkonomiske og miljøvenlige forhold og at udbyderne af varme mindsker deres afhængighed af fossile brændsler. Set i det lys giver det god mening, at Kerteminde Forsyning ser på, hvilke alternativer der er til den varmeforsyning, den har i dag.

”Jamen det at undersøge, hvordan alternative løsninger kan strikkes sammen, giver god mening. Ja, faktisk er det lovpligtigt jævnfør varmeforsyningsloven. Så jeg havde være mere nervøs, hvis Kerteminde Forsyning ikke havde gjort noget for at undersøge det. Jeg forstår bare ikke, der skal være tale om enten det ene eller det andet. Det lyder jo til, som du forklarer det der, der skal være tale om en både- og løsning”, fortsætter han.

Dermed bakker professoren op om den undren, der var hos direktøren for Fjernvarme Fyn, da han blev bedt om at forholde sig til de planer, Kerteminde Forsyning er i gang med. Her udtalte Jan Strømvig ”Tendensen går i højere grad på flere samarbejder”

Den del er Brian Vad Mathiesen helt enig i.

”Det ville jo være relativt enkelt for Kerteminde Forsyning at opstille en varmepumpe, der så kunne køre, når strømmen var billig og dermed supplere fjernvarmeforsyningen fra Fjernvarme Fyn. Det handler om at skabe noget fleksibilitet. Det vil give meget mere mening af lave en buffertank og energilager i Kerteminde. Det vil give et mere konstant flow,” uddyber Brian Vad Mathiesen.

Kerteminde Forsyning A/S er et selvstændigt aktieselskab. Kerteminde Kommune ejer 100% af aktierne i selskabet.

Du kan læse de tidligere artikler skrevet om dette emne her og her.