Læserbrev: Hans Luunbjerg bør undersøges nærmere

26
3472

En usund og magtfuldkommen kultur opstår ikke hen over natten, skriver byrådsmedlem Kristian Hald (S) i dette debatindlæg om biogassagen, tidligere borgmester Hans Luunbjerg og forhenværende kommunaldirektør Tim Jeppesen

Kh3

Kristian Hald (S) har begået dette læserbrev. Læserbrevet er udtryk for skribentens personlige holdning. Foto: Privatfoto

Byrådsmedlem Kristian Hald (S) skriver:

Det er nu ved at være en måned siden, Kammeradvokaten lagde et smut forbi Kerteminde Kommune. Et møde jeg stadig er ved at sluge. Jeg er desværre afskåret fra at kunne gengive advokatens ord, idet mødet blev afholdt under lukkede rammer.

Jeg kan dog fortælle, at jeg fire gange(!) spurgte ind til, hvem og hvorfor man havde besluttet, at den daværende kommunaldirektør, Tim Jeppesen, ikke skulle interviewes. Et egentligt svar blev det aldrig rigtig til. Men vigtigheden af at have kendt lige præcis Tim Jeppesens viden om biogassagen er nu om muligt blevet endnu mere relevant. Og i forlængelse heraf er vi nu også kommet dertil, at vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet ”er der mere i Hans Luunbjergs borgmesterperiode, der ikke er foregået efter bogen?”

Kommunaldirektørs moralske kompas

Den daværende kommunaldirektør i Kerteminde Kommune, Tim Jeppesen, som nu er kommunaldirektør i Nyborg Kommune, er endnu engang havnet i centrum af en uskøn sag. Nyborg Kommune oplever aktuelt intet mindre end en skandale i deres socialafdeling, hvor en rapport har afsløret massiv svigt af børn og familier i sociale sager.

Hvilken rolle Tim Jeppesen har i dén sag, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men hans handlinger i kølvandet på rapporten bør få den vakse borger i både Kerteminde Kommune og Nyborg Kommune til at løfte et øjenbryn eller to. Tim Jeppesen har nemlig udsendt en mail til Nyborg Kommunes byrådsmedlemmer, hvor han rådgiver dem om at benægte ethvert kendskab til sagen i deres socialafdeling.

Desværre for Tim Jeppesen er det så langt fra sandheden, som noget kan være, idet byrådsmedlemmer i Nyborg Kommune løbende er orienteret om sagerne helt tilbage fra 2016, med nye rapporter fra så sent som sidste år.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Tim Jeppesen ikke var klar over, at han rådgav byrådsmedlemmerne om at lyve om deres kendskab til sagen. Selvfølgelig vidste han, at byrådsmedlemmerne var orienteret om sagerne. Det er hans job at vide den slags! Og dén detalje er interessant, for den fortæller noget om Tim Jeppesens moralske kompas, hans villighed til at skære hjørner, når det er belejligt, og ikke mindst hans ihærdighed efter at beskytte sin borgmester for enhver pris.

Spørgsmål rejser sig

Tilbage til biogassagen i Kerteminde Kommune. Sagen kører sin gang. Sådan må det være. Sagen skal følges til dørs, og ender det med et påbud om nedrivning af anlægget, må byrådet være klar til at træffe den beslutning. Vi må også være klar til konsekvensen, som kan være en efterfølgende årelang retssag mellem kommunen og den tidligere borgmester. Det nuværende byråd bærer ikke ansvaret for biogassagen, men vi skal sammen løfte opgaven om at få lukket sagen på en måde, hvorpå borgerne igen kan have tillid til det lokale folkestyre.

I mellemtiden synes jeg, man bør stille sig selv følgende fire spørgsmål:

  1. Hvis Tim Jeppesen i 2023 kan rådgive byrådsmedlemmer om at lyve om deres viden i en kommunal skandalesag i Nyborg, hvad kunne han så finde på at rådgive sine medarbejdere om tilbage i 2015, da Hans Luunbjerg på mystik vis fik en række tilladelser i hus, på et lille lukket borgmesterkontor i Kerteminde, vel at mærke først efter Tim Jeppesen blev involveret i sagen.
  2. Hvis Tim Jeppesen går så langt for at beskytte den siddende borgmester i Nyborg Kommune, at han udsender en mail, hvor han rådgiver alle til at benægte ethvert kendskab til sagen, hvilke længder kan man så forestille sig, at han var villig til at gå for at beskytte Hans Luunbjerg, dengang han var kommunaldirektør i Kerteminde Kommune?
  3. Da Hans Luunbjerg inviterede Tim Jeppesen med til et afgørende møde i Kerteminde Kommune, hvor udfaldet blev, at alle regler i forvaltningsloven blev kastet ud af vinduet, var invitationen så et forsøg på at sikre korrekt sagsbehandling, som Kammeradvokaten konkluderede? Eller var det i virkeligheden for at få en embedsmand med stjerner på skuldrene og en villighed til at skære hjørner til at sikre en ”pragmatisk sagsbehandling,” hvorved Hans Luunbjerg på mirakuløsvis slap for en dyr og tidskrævende miljøundersøgelse, som også ville have betydet politisk behandling af sagen?
  4. Og til sidst, og absolut vigtigst: Er det sandsynligt, at kombinationen af Tim Jeppesen og Hans Luunbjerg, der i forening styrede Kerteminde Kommune med hård hånd fra 2014 til 2017, kun har sørget for ”pragmatiske løsninger” for Hans Luunbjerg i den aktuelle biogassag?

Jeg vil lade læserne danne deres egen mening om ovenstående, men min egen overordnede analyse er klar: Den adfærd, vi har fået afdækket om både den daværende kommunaldirektør og borgmester i biogassagen, vidner om en usund og magtfuldkommen kultur i den absolutte top. Sådan en kultur opstår ikke hen over natten, ligesom den ikke bare fordufter af sig selv igen.

Jeg vil med afsæt i ovenstående analyse forlange en sag på dagsordenen på det førstkommende byrådsmøde i det nye år, hvor jeg beder om, at forvaltningen udfærdiger en komplet oversigt over andre private sager, Hans Luunbjerg har fået behandlet i sin tid som borgmester. Her ønsker jeg det undersøgt, om Hans Luunbjerg har erklæret sig inhabil, om kommunaldirektøren er blevet inddraget, og om han i sagerne har anvendt sin borgmestermail.

Sagt med andre ord: Jeg vil – ved brug af færrest mulige ressourcer – vide, om biogassagen er den eneste af sin slags, eller vi blot har kradset lidt i overfladen.

Er vi alle lige for loven?

Hvorfor egentlig bruge tid, penge og kræfter på sager, der ligger to byrådsperioder tilbage, spørger du måske dig selv. Det vil jeg gerne svare på, for jeg er langt fra drevet af et personligt vendetta mod Hans Luunbjerg. Faktisk har vores veje kun krydset hinanden kortvarigt en enkelt gang, og vi har således hverken et privat eller politisk mellemværende.

Men dét, han repræsenterer og det der er sket i hans borgmesterperiode, er et så grundlæggende svigt af vores demokrati, og noget, der ligger milevis fra den måde jeg ønsker at forvalte mit eget politiske mandat, at jeg føler mig nødsaget til at tage et opgør med det.

Vi gambler med noget så vigtigt som borgernes retsfølelse, når vi på den ene side har en borgmester, der har fået en astronomisk ”forvaltningsmæssig forlomme,” samtidig med, at vi gang på gang ser små, lokale erhvervsdrivende komme i klemme i paragrafrytteriet, kommunerne er underlagt.

Gad vide, hvordan Pia har det med, at hendes pølsevogn skal fjernes, fordi loven ikke muliggør den nuværende løsning, når der et stenkast derfra er opført et biogasanlæg på et så ulovligt grundlag som noget kan være? Hvad mon Verena og Michael tænker, når de formentlig bliver påbudt at fjerne deres vejbod ved Skovløkke Frilandsgrønt, mens toppen af biogasanlægget fortsat toner frem i det fjerne? Hans Luunbjerg har vel for pokker ikke mere ret til at beholde sit biogasanlæg, bare fordi det er dyrere?

Som lokalpolitiker har jeg minimal til ingen indflydelse på at ændre landets lovgivning. Men jeg kan som minimum gøre mit for at sikre, at vi alle er lige for loven, uanset om man ejer en vejbod, en pølsevogn eller et biogasanlæg. Det har jeg i sinde at gøre.

Tak fordi du læste med.

Kristian Hald kritiserer i ovennævnte læserbrev Tim Jeppesen, der er kommunaldirektør i Nyborg Kommune. Kjerteminde Avis har forelagt kritikken for Tim Jeppesen og tilbudt ham at tage til genmæle, men han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig.