Socialdemokrat melder forfald: Stedfortræder indkaldes

Karen Dalsgaard er “af helbredsmæssige årsager” ikke i stand til at varetage sine politiske erhverv i mindst en måned. Førstesuppleanten Bella Mortensen træder ind i byrådet i hendes fravær

Karen dalsgaard

Byrådsmedlem Karen Dalsgaard (S) har tirsdag 28. april meddelt, at hun vil være fraværende fra sit politiske arbejde i mindst en måned. Billedet er fra et byrådsmøde sidste år. Foto: KJ Avis

Blot fire måneder inde i den nye valgperiode sker der ændringer i Kerteminde Byråds sammensætning.

Socialdemokraten Karen Dalsgaard har tirsdag 28. april meddelt, at hun i en periode på mindst en måned “ikke vil være i stand til at varetage sine politiske hverv af helbredsmæssige årsager”.

I hendes fravær indkaldes førstesuppleanten Bella Mortensen, der ligesom Karen Dalsgaard selv bor i Munkebo.

Bella Mortensen, der er bæredygtighedskonsulent, er formand for andelsboligforeningen AB Lindøhusene i Munkebo og skeptisk i forhold til Odense Havns fortsatte udvidelsesplaner.

Karen Dalsgaard er medlem af Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget samt Folkeoplysningsudvalget.

I sidstnævnte udvalg overtager Jens Gantriis (V), der er stedfortræder for Karen Dalsgaard, automatisk hendes plads under fraværet.

Til gengæld er det endnu ikke afgjort, hvem der skal overtage hendes plads i Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget.

Stedfortræderen modtager vederlag i perioden, og beløbets størrelse afhænger af, hvilke udvalgsposter der følger med.

Karen Dalsgaard har netop taget hul på sin anden valgperiode som byrådspolitiker. Hun var opstillet – og blev valgt – første gang ved kommunalvalget i 2021, da Socialdemokratiet fik stemmer nok til ti mandater.

Henimod slutningen af valgperioden blev hun valgt som gruppeformand, da partifællen Sebastian Nielsen flyttede til Odense, og det var således hende, der måtte stå for skud i offentligheden i forbindelse med partiets eksklusion af Kristian Hald.

Kjerteminde Avis bragte op til kommunalvalget i november 2025 en portrætartikel om Bella Mortensen. Interviewet kan læses her:

Nyopstillet socialdemokrat: “Min datter skal kunne gå trygt på gaden”