Navnet Lulu kommer af, at begge ejere hedder Louise. Louise Andreasen, der er medejer, men har et andet job og Rikke Louise Steffensen, der både ejer og arbejder i caféen. Foto: Martha Frederikke Wiese
I syv år har Rikke Louise Steffensen drevet byens mest populære café. Mød kvinden bag kaffen og konceptet her.
”Om jeg er lidt perfektionistisk?” hun trækker spørgsmålet. ”Tjaaah…” hendes højre pegefinger skubber brillerne ned på næsen – nærmest teatralsk – og hun kigger påtaget alvorligt på mig. ”Det er bedst, hvis tingene står, hvor de skal, ik’?”. Rikke Louise Steffensen bryder grimassen, og hendes ansigt mildnes i et hjertevarmt grin.
Det er onsdag morgen, og Rikke Louise Steffensen har klemt et interview ind i timerne før, at hun drejer låsen op og inviterer dagens første gæster ind. Som så ofte før vil de bestille en kop kaffe, måske købe noget sødt til. Så vil de sidde i Lulus Café og Boutiques varme lokaler og kigge deres ægtefælle, søster eller veninde i øjnene. Mærke et nærvær, fordi det er det, Rikke Louise Steffensen i sin café har skabt rammerne til.
Denne onsdag morgen har Lulu’s levet i syv år og to dage. Før det var Rikke Louise Steffensen sælger. Kursen blev ændret, da hun og hendes mand mødtes med venneparret Louise Andreasen og hendes mand på Lundsgaard Gods. Rikke kan ikke helt huske, hvordan samtalen blev sporet ind på idéen om at åbne en café i Kerteminde, men hun kan huske, at hun var imponeret over Louises Andreasens ’det gør vi da bare!’-tilgang. Imponeret, måske endda smittet, af mindsettet begyndte de to kvinder at udvikle på idéen. Hurtigt lærte de, at deres hjerner komplimenterede hinanden godt, og på den måde gik der ikke mange måneder fra tanke til handling.
”Noget af det bedste ved det her arbejde er mit samarbejde med Louise,”
Ud over at være medejer af Lulus, ejer Louise Andreasen Sika Design, hvor hun også er direktør, og derfor gav det god mening for café-indehaverne at bruge nogle af de håndlavede møbler, Sika Design er kendt for, i lokalerne. Faktisk er det meste, man kan spotte med det blotte øje, til salg i Lulu’s Café og Boutique; kurvemøbler, smykker og keramik – bare ikke Rikkes integritet og loyalitet over for det koncept, hun har bygget op.
Her taler vi sammen – ikke i mobilen!
Det er begrænset med siddeplads, men gæsterne er gode til at rykke rundt for hinanden, så der bliver plads til flest muligt, fortæller indehaveren. Foto: Martha Frederikke Wiese
Skriften pryder den sartgrønne væg, der er bagtæppe til caféens primære siddeområde. Lulu’s Café og Boutique er en død zone for forretningsopkald, facetime og telefoniske ’nu skal du bare høre’-samtaler. På mit eget første besøg i byens travleste café, modtog jeg selv et opkald, som jeg gladeligt besvarede – sikkert med et ’hej’ i et unødigt højt toneleje. Jeg havde ikke læst skriften på væggen, før Rikke Louise Steffensen stod foran mig og insisterende pegede på den et sted bag mig. Forfjamsket og pinligt bevidst om, at jeg lige havde brudt et kodeks, alle andre end jeg selv kendte, måtte jeg undskylde og pakke elektronikken væk.
”Nogen synes måske, jeg er streng, men jeg synes virkelig, at det gør noget mærkeligt ved atmosfæren, hvis folk er alle mulige andre steder end lige her. Jeg fornemmede ret hurtigt, at det også var forstyrrende for mine andre gæster, og derfor tog jeg det valg, at skal du sidde på café og snakke i telefon, så skal du sidde på en anden café end min,” siger indehaveren.
Rikke Louise Steffensen er bestemt, men kærlig. Travl, men nærværende. Flyvsk i sine tanker, men med benene plantet solidt på jorden. Alt det, hun er, lægger hun i Lulu’s. Det er også derfor, at caféen – trods sine altid flotte overskud på bundlinjen og evigt voksende popularitet blandt både lokale og turister – aldrig bliver en kæde.
”Folk spørger en gang imellem: ’Hvorfor åbner du ikke sådan en her i København? I Århus? I Odense?’. Det er ofte turister, der siger, at de gerne ville have vores café i deres egen by. Jeg kan også sagtens lade fantasien leve i et par dage, men jeg kommer altid tilbage til det samme. At jeg ikke kan være to og slet ikke tre, fire eller fem steder af gangen,”
At videnskabsfolkene ikke er længere i kloningsprocessen, end de er, er én ting. Noget andet er, at Rikke Louise Steffensen endelig har fundet ro – også i at holde fri. Det tog nogle år, for Lulu’s er hendes hjertebarn. I lang tid var det sådan, at havde hun besluttet sig for at holde fri en dag, fyldte tankerne om, hvordan det nu gik i caféen alt, indtil hun til sidst forlod sit hus i Tværgade og gik derned.
”Det er jo ikke bæredygtigt i længden, men jeg kunne ikke finde ud af at slippe det. Det var ikke fordi, jeg ikke stolede på, at mit personale havde styr på det, men når man har lagt liv og sjæl i noget så længe, så kan det godt føles, som om man efterlader en del af sig selv, hver gang man er væk fra det. Jeg er heldigvis blevet bedre til det. I år tror jeg faktisk, at jeg vil holde hele to ugers sammenhængende ferie!” hun spærrer øjnene op ved den sidste sætning.
De to ugers ferie bliver sammen med hendes mand Peter og deres to fælles børn, og så bliver de uden for landets grænser. For selvom Rikke Steffensen er blevet bedre til at slippe arbejdet, så går det altså bedst med det, hvis hun er mindst en lille flyvetur væk.
Hvor mange fødselsdage endnu?
Hun ved, at hun ikke skal eller kan drive Lulu’s for evigt. Hun bliver ikke servicetræt, det er ikke det. Men branchen er hård for kroppen, kan hun efterhånden mærke. Så hvor længe, det togt, den lille café i starten af Langegade er ude på, har hende som kaptajn, kan hun ikke svare definitivt på.
Mens vi snakker, klirrer service mod hinanden i køkkenet, hvor den ene af Rikke Steffensen og Louise Andreasens fuldtidsansatte er i gang med at forberede dagens salater og sandwiches. Den anden møder ind med et hyggeligt, om end lidt søvnigt, ’godmorgen’ lidt tid efter og går i gang med at gøre klar udenfor.
”Jeg har byens bedste personale, ved du godt det? Jeg er satme glad for dem,”
Fuldtidsmedarbejderne, flexjobberen, fritidsjobberne og de ansatte, der kommer til i takt med, at temperaturen stiger, er alle klar til at hjælpe Rikke Steffensen gennem endnu en sæson. Og hun selv er klar til at gøre det, hun har gjort de sidste syv år, endnu en gang.
”Noget bestemt, jeg glæder mig til… hmm…” hun er stille længe, ”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg glæder mig da til, at det bliver bedre vejr, men ellers kan jeg ikke lige komme i tanke om noget specifikt, nej. Er det dårligt?” siger hun næsten undskyldende. Som om hun er lidt nervøs omkring ikke at kunne svare på et spørgsmål, de fleste forretningsfolk kan svare på uden for meget eftertanke. Ofte vil de fremhæve en bestemt begivenhed, måske noget, de ved, de vil tjene godt på. Men ikke Rikke Steffensen.
Jeg hører det som om, at du bare glæder dig til, at det er, præcis som det er. Det er da egentlig ret sigende?
”Ja, det er det jo egentlig,” smiler hun og fortsætter ”Min mand og jeg snakkede om min tid hernede forleden. Han pointerede, at han aldrig har hørt mig sige, at jeg virkelig ikke gad på arbejde, og det er rigtigt. Jeg elsker det for meget,” hun tager en tår af sin kaffe, læner sig lidt tilbage i sofaen og kigger rundt. Hendes café. Perfekt for hende – præcis som den er.
