Professor i offentlig forvaltning Kurt Klaudi Klausen har fulgt sagen om Kerteminde Biogas. Hans analyse af hele sagsforløbet og den efterfølgende politiske debat, er meget klar.
Sagen om Kerteminde Biogas har fået professor i offentlig forvaltning ved SDU Kurt Klaudi Klausen til at komme med denne analyse af forløbet. Foto: Arkiv
Da KJ Avis udkom med de første artikler om Kerteminde Biogas sidste år, udtalte professor i offentlig forvaltning Kurt Klaudi Klausen sig. Det gjorde han også, da kammeradvokatens rapport lå klar i november. Denne gang har han fulgt dækningen og den politiske debat fra sidelinjen, men har indgående kendskab til sagens akter og forløbet omkring Kerteminde Biogas. Dette er hans betragtninger.
– De mange sager er artig læsning og tegner et tydeligt billede af en person, der har en anløben moral, og gang på gang overtræder loven, men får administrativ særbehandling, fordi han er borgmester. Det er et entydigt billede af en person, der udnytter, dvs. misbruger sin politiske magtposition til egen vinding, hvilket er selve definitionen på korruption. Der tegnes også et billede af et administrativt kommunalt tilsyn, som svigter.
Man må spørge sig selv om dette tilsynssvigt kun knytter sig til, at Luunbjerg har lagt direkte og indirekte pres på forvaltningen, eller om det også knytter sig til manglende kompetence i den kommunale forvaltning, samt at kommunen og dens politikere (herunder også politikere valgt for SF) kan have en interesse (der er begrundet i andre hensyn) i at se gennem fingre med ulovligheder.
Det samlede sagsforløb dokumenterer, at der på samme tid er tale om en korrupt borgmester og en inkompetent kommunal forvaltning af miljøområdet.
Sidstnævnte kan bl.a. skrives tilbage til Strukturreformen i 2007, hvor kommunerne overtog miljøtilsynet fra regionerne. Mens regionerne både var professionelle på området med miljø- og tilsynsforvaltninger i og med de gennem årtier havde udviklet en særlige kompetencer, og var neutrale instanser karakteriserede ved, at de ikke havde en særlig interesse i af eksempelvis erhvervspolitiske årsager, at se gennem fingrene med lovbrud, er kommunerne karakteriseret ved det modsatte. De har hverken en særlig ekspertise, der kan sammenlignes med specialiserede regionale myndigheders, eller en neutral position i tilsynet. Det er hvad man kan kalde en designet og altså forudsigelig fiasko (som at lade ræven vogte får).
I dele af sagsforløbet, som du har præsenteret for mig tidligere, kan vi dog se, at kommunens forvaltning nogle gange har forsøgt på at lave en så objektiv sagsbehandling som mulig, men at de er blevet banket på plads af den magtfulde borgmester.
Samlet set går dette alt sammen ud over ikke blot Luunbjergs men også hele kommunens legitimitet. Det er med andre ord et demokratisk og politisk problem, en skændsel for det lokale folkestyre.
Hvis man i offentligheden efterlades med den opfattelse – og det peger al evidens i denne sag på – at der er forskel på borgere, på rig og fattig, og at de rige får særbehandling så svækkes retsfølelsen, så er der ingen retfærdighed til stede.
Hvis man ’bare’ skal lave en tilstrækkelig stor og bekostelig lovovertrædelse for at få tilgivelse, mens der bliver slået hårdt ned på mindre syndere, så ophører en grundlæggende principiel forestilling i rets- og velfærdsstaten, nemlig forestillingen om lighed for loven.
Kurt Klaudi Klausen
Professor i offentlig forvaltning, SDU
