Kristian Hald kalder SFs kritik af uvildig advokatundersøgelse ironisk og grænsende til det hykleriske

I sidste uge skulle vi politikere tage stilling til en uvildig advokatundersøgelse af Hans Luunbjergs involvering i den såkaldte “biogassag”. En beslutning, hvor to af landets førende eksperters voldsomme kritik skulle undersøges. Det var, for mig at se, ikke
en svær beslutning. Alligevel måtte jeg både til byrådsmødet og efterfølgende konstatere, at mit forslag blev genstand for kritik. En kritik, der kom fra en, for mig, overraskende kant, nemlig SF og en kritik, der gik på min person og min ageren i politik. Her er mit svar.

Da byrådet i sidste uge vedtog at få udarbejdet en uvildig advokatundersøgelse af sagen om den tidligere borgmester Hans Luunbjergs (V) biogasanlæg, satte byrådet kommunens integritet og troværdighed først. Og sådan måtte det være. Dét kan man ikke sætte en pris på. Det var ikke bare det rigtige at gøre, det var det eneste rigtige at gøre. Men helt udramatisk blev det ikke, skulle det vise sig.

Trådt over tæerne

Beslutningen om en advokatundersøgelse kom, meget overraskende, ikke enstemmigt i hus, idet Alex Haurand (SF) ikke stemte for mit forslag. Han stod således alene imod byrådets øvrige 24 medlemmer, og jeg måtte til byrådsmødet konstatere, at hans bevæggrunde i høj grad skyldtes min ageren i sagen. I en kaskade af kritikpunkter, måtte jeg erfare, at jeg havde trådt den erfarne lokalpolitiker gevaldigt over tæerne, ved at have kommunikeret min holdning ud i medierne, samt ved at have krævet punktet på dagsordenen via min såkaldte initiativret.

At modtage kritik, både fra politiske kollegaer og borgere, hører til jobbet som politiker. Men at jeg skulle befinde mig i en situation, hvor jeg modtog kritik for at have fortalt borgerne HVAD jeg mener og HVORFOR jeg mener dét, samt for at have brugt min lovbestemte initiativret, har jeg stadig svært ved at finde mening i.

Politik – for de få? Eller for alle?

Et helt central emne i Alex Haurands kritik var, at jeg selv og flere andre byrådspolitikere, i denne sag, angiveligt skulle have haft ”mere travlt med at stå i blitzlyset, end at arbejde i demokratiets hus” og samtidig skulle være ”mere styret af at fremstå handlekraftig end af at nå et mål for borgerne”.

Min forseelse i denne sag må her være, at jeg efter at have anvendt min initiativret, gjorde noget så utilgiveligt, som at informere borgerne i Kerteminde kommune om min beslutning og mine bevæggrunde herfor, i et debatindlæg i KJ avis. Og for efterfølgende at være gået i dialog med nysgerrige borgere på de sociale medier.

Men er det virkelig så farligt, at tage demokratiet med ud til borgerne? Hvad er det vi bange for at der sker? Kunne det være, at vi i dialogen blev klogere og stod tættere sammen, når sagerne nåede sin afslutning?

Og ja, jeg ønskede handlekraft. For det var dét, jeg mente, at borgerne havde brug for at se, da en potentiel meget alvorlig sag om kommunens tidligere borgmester og daværende forvaltning ramte forsiderne på landets aviser. Vi skulle ikke, som Alex Haurand foreslog, have haft sagen igennem et eller flere politiske udvalg for at ”få læring i eget regi”. Læringen skal vi nok få, men fuld klarhed over forløbet finder vi ikke ved at trække sagen igennem et langt politisk cirkus, hvor den nuværende forvaltning ville stå i en situation, hvor de skulle undersøge sig selv. Det giver simpelthen ikke mening.

Noget med sten og et glashus

Min uenighed i kritikken fra Alex Haurand kan jeg ikke understrege nok. Men kritikken ville på en eller anden måde cementere sig på et højere niveau, hvis afsenderen selv helt var afholdende fra at søge ”demokratiets fordør”, som Alex Haurand så flot kaldte den offentlige samtale, hvor meninger brydes, under henvisning til bogen Entreprenørstaten af Sigge Winther Nielsen.

For ironien – grænsende til hykleriet – i at bruge byrådsmødet på at klandre mig og andre politikere, for at gå med hovedet først ind i den offentlige samtale, for så selv at gå på præcis de samme medier med sin anke dagen efter, er svær at overse. Men jeg vil da gerne rose Alex Haurand, for netop at være god til at deltage i den offentlige samtale. Jeg må blot stille mig undrende over for hvorfor demokratiets fordør kun må stå åben, når lige netop Alex Haurand selv har en pointe, han gerne vil have over dørtrinnet.

SF får opbakning fra dele af Venstres bagland

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at personer i Venstres bagland har rørt på sig, på de sociale medier, efter jeg i flere debatindlæg og artikler har kommenteret åbent og ærligt på sager, hvor Hans Luunbjerg har spillet en central rolle. Kritikken er til at føle, og den er da også poppet op efter advokatundersøgelsen blev vedtaget, hvor jeg har set mig selv som genstand for retoriske perler som ”populist”, ”personlig hetz” og ”såret dyr på savannen”.

Jeg var klar over, at jeg ”rørte i Venstre-gryden”, da jeg offentligt tog afstand fra at genudpege Hans Luunbjerg til formandsposten i Kerteminde forsynings bestyrelse, men at Venstres bagland nu igen er ude med riven, viser mig, at jeg rammer ned i et opgør med en hel kultur. En kultur om hvordan vi i Kerteminde kommune bedriver politik. Og med hvem.

Mistilliden starter der hvor dørene lukker

Jeg tror ikke, at mistilliden til Kerteminde Kommunes byråd, som vi har set den de senere år, kommer af, at jeg selv og andre politikere kommunikerer direkte med de borgere vi repræsenterer, i løbet af valgperioden. Jeg tror tværtimod, at det skyldes, at et bestemt segment af politikere fortsat insisterer på, at politik kun er noget, der skal drøftes inden for væggene af ”demokratiets hus”.

Jeg anerkender, at min måde at bedrive politik på, på det seneste, kan være svær at sluge, hvis man et helt politisk liv har været vant til, at politik var for de få udvalgte, og at borgerne kun blev inddraget hvert fjerde år. Men når jeg modtager kritik fra dele af det etablerede politiske liv i Kerteminde kommune, som f.eks. dén Alex Haurand og dele af Venstres bagland nu rejser, bliver jeg kun bekræftet i, at jeg ikke vil lade mig intimidere, men tværtimod, at jeg vil holde snuden i sporet og fortsætte med at gå forrest i kampen om at sætte en ny retning. For det mener jeg, er det rigtige at gøre.