
Kristian Hald er stadig en del af Socialdemokratiet, selvom han trækker sig som gruppeformand. Foto: Peter Hougesen
Kristian Hald trækker sig som gruppeformand for Socialdemokratiet i Kerteminde. En beslutning, politikeren selv kalder for ‘svær, men nødvendig’.
Socialdemokratiet har 10 medlemmer i byrådet med Kasper Ejsing Olesen i spidsen som borgmester. Foto: Rikke Mohr Jørgensen
Tirsdag aften greb Kristian Hald til tasterne på sin politiske Facebook-profil. Her indviede han offentligheden i, at han har haft sin sidste dag som socialdemokratisk gruppeformand i Kerteminde.
– En svær, men nødvendig beslutning, som bunder i interne politiske uenigheder, skriver han blandt andet.
Hvad de interne politiske uenigheder går på, har Kristian Hald ikke ønsket at uddybe overfor avisen. Heller ikke borgmester Kasper Ejsing Olesen vil komme sagen særligt meget nærmere, men fortæller dog, at det handler om et specifikt stridspunkt.
– Der har været en sag, hvor der var forskellige synspunkter, som der er i alle andre partier, siger borgmesteren.
– Jeg synes, det er ærgerligt, at Kristian synes, det skal have den konsekvens. Det er trist, at han går af, fortsætter han.
Bliver i partiet
Selvom Kristian Hald nu ikke længere er gruppeformand, fortsætter han som menigt medlem af Socialdemokratiet og byrådet og beholder også sin plads i Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalget.
– Mit politiske arbejde vil som altid være med fokus på børnene og alle dem, som ikke kan tale deres egen sag – den kamp fortsætter, skriver han i sit Facebook-opslag.
Den lokale partigruppe skal nu finde en ny gruppeformand.
– For os, så er gruppeformanden en, der udtaler sig på vegne af partiet om noget, der allerede er drøftet til enighed om internt. Det er også en person, der repræsenterer partiet i forskellige sammenhænge, når det giver mening, siger Kasper Ejsing Olesen om rollen.
Borgmesteren forventer ikke, at det bliver en udfordring at udvælge partiets næste gruppeformand. Han fortæller også, at vedkommende højst sandsynligt vil blive udpeget ved partiets gruppemøde i næste uge.
Kristian Hald har givet Kjerteminde Avis lov til at citere fra hans opslag.


