Rekonstruktør i biogassag truer med krav om erstatning

0
692

Advokat varsler, at Kerteminde Biogas eller selskabets kreditorer kan rejse erstatningskrav, uanset om Kerteminde Kommune kræver driften af biogasanlægget indstillet, mens arbejdet med at lovliggøre det står på, eller om politikerne beslutter sig for, at det skal nedrives

Thumbnail Img 7825

Kerteminde Biogas kører for tiden med lav og underskudsgivende drift, skriver rekontruktøren, advokat Preben Jakobsen, i en skrivelse til Kerteminde Kommune. Han understreger, at det er nødvendigt at holde biogasanlægget i fortsat drift, dels for at holde bakterierne levende, dels fordi driftsstop af et mekanisk anlæg vil være forbundet med meget store omkostninger. Foto: KJ Avis 

Advokat Preben Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der er rekonstruktør i sagen om Kerteminde Biogas, varsler, at der kan blive tale om at rejse erstatningskrav mod Kerteminde Kommune.

Han tager i en skrivelse, der er sendt til kommunen 10. oktober, “forbehold om erstatning for ethvert tab, som Kerteminde Biogas og dennes kreditorer måtte lide som følge af og i tilfælde af, at Kerteminde Kommune vælger at annullere afgørelserne om godkendelse af Kerteminde Biogas virksomhed”.

Advokatfirmaet Horten har netop afleveret en rapport om Kerteminde Biogas, som Preben Jakobsen forholder sig til i brevet til kommunen. Af rapporten fremgår det, at bortset fra en enkelt byggetilladelse vurderes samtlige afgørelser og tilladelser givet til biogasanlægget i årene 2014-19 (mens ejeren Hans Luunbjerg var borgmester eller viceborgmester) at være ugyldige. Altså skal de annulleres og sagsbehandlingen begynde forfra.

Preben Jakobsens varsel om et eventuelt erstatningskrav gælder også i tilfælde af, at Kerteminde Kommune skulle kræve, at biogasanlægget indstiller driften, mens arbejdet med tilvejebringe det nødvendige plangrundlag, herunder lokalplan, kommuneplantillæg, miljøgodkendelse og eventuelt VVM-redegørelse, står på.

Kerteminde Biogas er i drift nu, men kører med nedsat kapacitet.

Endelig kan krav om erstatning fra Kerteminde Biogas og/eller selskabets kreditorer også komme på tale, hvis kommunen skulle vælge fysisk lovliggørelse, altså hel eller delvis nedrivning af biogasanlægget.

Preben Jakobsen har ikke ønsket at kommentere sagen over for Kjerteminde Avis.

Byrådsmedlem Henrik Madsen (K) undrer sig over, at advokatens skrivelse slutter med bemærkningerne om et eventuelt erstatningskrav:

– Jeg synes, det er lige lovlig frisk, at rekonstruktøren på den ene side appellerer til vores velvilje med hensyn til at få ekspederet de nødvendige tilladelser i en vis fart og på den anden side truer os med bål og brand, siger han.

Henrik Madsen tvivler dog på, at Kerteminde Kommune risikerer at skulle betale erstatning.

– Jeg er ikke jurist, men jeg tror ikke på, at der er fugls føde på det krav, siger han.