Byrådet skal beslutte, hvorvidt Kerteminde Biogas skal undersøges for, om der er PCB forurening i jorden. Konservatives Anne Fiber har rejst en initiativretssag på baggrund af KJ Avis artikel om sagen.

Konservatives Anne Fiber har fremsat en initiativretssag på vegne af Det Konservative Folkeparti om at undersøge hvorvidt der er PCB forurening ved Kerteminde Biogas. Sagen skal behandles på det kommende byrådsmøde. Foto: KJ Avis
På byrådsmødet i 14. marts blev politikerne orienterede om, at biogassagen nu var en politisk sag. Derfor tog konservatives Anne Fiber initiativ til, at få sagen om mulig PCB-forurening i jorden ved Kerteminde Biogas behandlet på Plan- og Teknikudvalgsmødet 3. april. Det afslog formanden for Plan- og Teknikudvalget Terje Pedersen, ifølge Anne Fiber, at tage på dagsordenen under henvisning til, at det var en myndighedsopgave. Altså det stik modsatte af, hvad kommunaldirektøren havde sagt en uge i forvejen.
– Jeg havde oprindeligt bedt udvalgsformanden for Plan- og Teknikudvalget, Terje Pedersen, om at vi fik denne sag til behandling direkte i udvalget. Der har vi kompetencen og vi kunne have truffet beslutning for to uger siden. Men han efterkom desværre ikke mit ønske om, at punktet skulle på dagsorden, hvilket jeg naturligvis er noget uforstående overfor. Men jeg har da heldigvis krav på, at kunne få lagt sager frem for byrådet, så nu tager vi snakken i byrådssalen i næste uge.
Det kan også vise sig at være en god ting, for det er ikke noget vi normalt beder vores administration om at undersøge. Så nu får vi snakken i hele byrådet og så kan alle komme til orde – men jeg er selvfølgelig enormt ærgerlig over, at der skal gå længere tid inden vi kan få undersøgt om der er forurening derude.Selvom byggematerialerne har ligget i jorden længe, så haster det med afklaring, forklarer Anne Fiber om forløbet.
Anne Fiber har derfor – på vegne af Det Konservative Folkeparti – sendt en initiativretssag I byrådet. I sagsfremstillingen fremgår det:
“Det fremgår også af artiklen, at de omkring 100 ton genbrugt byggemateriale fra de nedrevne bygninger senere er genanvendt til etableringen af nye bygninger på samme adresse.
Biogasanlægget og kyllingefarmen ligger indenfor Kystnærhedszone og i Sårbart Landskab.
Hovedbygningerne ligger ovenpå Ladbyafløbet, der leder vand ud til Kertinge Nor. Bygningerne ligger desuden mindre end 1.000 m fra drikkevandsboringer, og dermed tæt på Kertemindemagasinet, desuden ligger det i et grundvandsdannende opland.
Det Konservative Folkeparti ønsker derfor, at der hurtigst muligt bliver undersøgt om der er miljøfarlige stoffer i undergrunden ved anlæggene, såsom PCB og asbest.
Konkret vil vi sikre, at der bliver prøvetaget flere steder i det nedgravede byggeaffald.
Uagtet den igangværende undersøgelse om tilladelserne til biogasanlægget, ønsker vi ikke yderligere uvished om anlæggenes tilstand, og vi mener derfor, at det er yderst vigtigt, at vi får afklaring om eventuelle miljømæssige forhold”
På den baggrund indstilles der til, at byrådet træffer beslutning om omgående at iværksætte en undersøgelse. Årsagen til at der kan være PCB i de 100 ton beton, der er genbrugt på matriklen hos Kerteminde Biogas, er at Hans Luunbjerg har udfyldt et skema om bygningens opfrsel forkert. Luunbjerg havde oplyst at bygningen, der skulle rives ned, var opført i 1977. Det var den ikke, den var opført i 1972, hvor man – i modsætning til 1977 – anvendte PCB i byggematerialer. Derfor blev de 100 ton beton aldrig undersøgt for, hvorvidt de indeholdt de giftige stof PCB.
– Det er jo enormt besværligt at skulle ud og tage prøver af noget i jorden og fundamenter. Og det kan måske virke ekstremt. Faktum er bare, at der af ansøger er afgivet urigtige oplysninger i en ret essentiel del af ansøgningsmaterialet. Spørgsmål, der er udviklet til at afsløre om der er risiko for forurening. Og havde dokumenterne været udfyldt korrekt, havde vi ikke stået i denne situation. Bygningerne står i sårbart landskab. De står oven på et drikkevandsreservoir, hvor der også i dag bliver boret i nærheden. Og så ligger det ovenpå et rørlagt vandløb, der leder ud til Noret. Det her handler om mere end bare en tilfældig blanket, der blev udfyldt for et årti siden – det er altså enormt kritisk, at vi finder ud af om der er miljøskadelige ting i jorden. Jeg håber selvfølgelig at der ikke er forurening, for selvom bygningsmaterialerne er fra en tid, hvor der blev brugt enormt problematiske stoffer, så kan vi være heldige, at de ikke blev brugt netop der. Men jeg håber virkelig at byrådet er med på, at vi skal have afklaring. Og det kan ikke gå hurtigt nok, forklarer Anne Fiber til KJ Avis.
KJ Avis ville gerne have spurgt Terje Pedersen om, hvorfor han har afvist at lade punktet komme på dagsordenen til Plan- og Teknikudvalgsmødet 3. April, når det nu er det ansvarlige fagudvalg og når administrationen har forklaret, at det er en politisk sag. Terje Pedersen er imidlertid ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Det kommende byrådsmøde er på torsdag 25. April.


