Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu stadfæstet en afgørelse fra Kerteminde Kommune. Det betyder, at familien Krenz skal fjerne en afspærring og skilte med teksten “Privat” fra en trampesti, der løber over deres grund

Skiltet her på den private grund skal fjernes, og stien skal atter gøres tilgængelig for færdslen hen over haven til Longsvej 11. Foto: Michael Rathje
I oktober 2024 satte ægteparret Krenz et hegn op på deres grund på Longsvej 11, så det ikke længere var muligt for offentligheden at benytte den gamle sti fra Lillestranden til den vestlige ende af Vestergade. Der blev også sat skilte op i haven, hvor der stod ”Privat”
Ifølge ægteparret var årsagen til at spærre stien, at de efter coronapandemien var generede af mange hundeluftere, der gik på stien i bunden af deres have. Afspærringen og skiltene medførte en del klager til Kerteminde Kommune. Det endte med, at ægteparret Krenz i april sidste år modtog et påbud fra Kerteminde Kommune, hvor de fik en frist til den 22. maj 2025 til at fjerne afspærring og skilte, ellers ville der blive indgivet en anmeldelse til politiet.
Påbuddet blev dog sat i ro, da ægteparret i maj 2025 ved hjælp af deres advokat, klagede over Kerteminde Kommunes afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Efter lidt over et år har Miljø- og Fødevareklagenævnet nu behandlet klagen. De giver Kerteminde Kommune medhold i, at de kunne udstede et påbud om at få fjernet afspærringen og få genetableret den offentlige adgang langs stien.
I klagen havde Krenz’ advokat argumenteret for, at arealet er en privat have og ikke “åbent land”, at der ikke er tale om en permanent sti, og at færdslen gennem årene har været ulovlig, hvorfor stien ikke er lovligt etableret.
Men Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde mere vægt på kommunens luftfotos helt tilbage fra 2002 samt oplysninger fra en byggesag i 1989, der viser, at der reelt er tale om en synlig trampesti, som indgår i et længere, sammenhængende stiforløb langs fjorden.
I afgørelsen skriver Miljø- og Fødevareklagenævnet desuden:
”Klager reagerede ikke over for færdslen på stien før november 2024, hvor klager opsatte hegning samt skiltning og derved afskar muligheden for at færdes på dens forløb fra Vestergade i nordvest videre mod sydøst. Det er på den baggrund nævnets vurdering, at klager ikke inden rimelig tid har påberåbt sig, at stien var ulovligt etableret, hvorfor Kerteminde Kommune ikke er afskåret fra at håndhæve klagers hindring af adgangen til stien.”
Stien er derfor “vokset ind i beskyttelsen” i naturbeskyttelsesloven, fordi der ikke blev reageret i tide.
Nævnet vurderer også, at selvom ejendommen ligger i byzone, og stien krydser en have, opleves området som en del af en grøn landskabskile og et åbent, offentligt tilgængeligt naturområde langs fjorden.
Miljø- og Fødevareklagenævnet slutter deres afgørelse med at skrive, at Kerteminde Kommune kan fastsætte en ny frist for påbuddets efterkommelse.
Tidslinje for stien ved Longsvej
1944: På et kort fra en dispositionsplan ses en sti forbi gå langs fjorden forbi huset på Longsvej 11
1977: Conny og Hans Krenz køber ejendommen på Longsvej 11
1987: Ægteparret søger tilladelse til en udestue, med den begrundelse, at de gerne vil sidde ugeneret af færdslen på stien for enden af deres have
1997: Krenz køber en strimmel jord, så deres matrikel går derfor helt ud til stenkanten ved fjorden
2000: Et kort fra Lokalplan 72 viser en planlagt sti langs fjorden forbi Longsvej 11. Men en officiel sti fra Lillestranden og rundt om det meste af Kerteminde Fjord blev aldrig etableret.
2020-22: Coronapandemien lukker Danmark ned. Flere begynder at benytte stien langs fjorden over grunden på Longsvej 11
Oktober 2024: Conny og Hans Krenz spærrer stien, der går over deres grund, og opsætter skilte i deres have, hvor der står ”Privat”
November 2024: Kerteminde Kommune modtager flere klager fra borgere, der ikke længere kan benytte stien
Vinter 2024/25: Conny og Hans Krenz oplever flere tilfælde af hærværk, hvor deres skilte er knækket og smidt ud i fjorden. Samtidig foregår der en længere brevveksling mellem Hans Krenz og kommunen om lovligheden af afspærringen
Februar 2025: Ægteparret sætter alarm og videoovervågning op ved afspærringen. Kerteminde Kommune varsler, at de vil sende Conny og Hans Krenz et påbud om at fjerne afspærringen inden den 31. marts
Marts 2025: Krenz får via sin advokat udsat påbuddet, så de får tid til at komme med et høringssvar. Sidst i marts bliver trampestien over Krenz’ have sået til med græs
April 2025: Høringssvaret fra Krenz ændrer ikke kommunens beslutning. De sender et påbud om at fjerne afspærring og skilte inden 22. maj, ellers vil ægteparret blive meldt til politiet
Maj 2025: Via ægteparrets advokat, klager de over Kerteminde Kommunes afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet
Juni 2026: Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser klagen og giver Kerteminde Kommune medhold i deres krav om at få fjernet afspærring og skilte
Juli 2026: Kerteminde Kommune vil sende et nyt påbud, om at genskabe forholdene, så der atter bliver fri passage for fodgængere og cyklister på trampestien langs fjorden

Et hegn spærrer forsat for stien. Til gengæld kan den gamle trampestil næsten ikke ses mere, da der er blevet sået græs på den. Foto: Michael Rathje
Kjerteminde Avis har talt med Conny Krenz, men hun ønsker ikke at kommentere Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, som der ikke kan klages over til andre myndigheder. Sidste mulighed er at lægge sag an mod Kerteminde Kommune ved en domstol.
På grund af sommerferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra Kerteminde Kommune. Vi ved derfor ikke, om kommunen har sendt et nyt påbud, eller hvornår fristen er for at fjerne afspærring og skilte.
Få hele historien om hegnet, der spærrede stien langs fjorden:
Politianmeldelse af ægtepar sat på pause. Hegn spærrer forsat sti langs fjorden
Påbud til ægtepar: Fjern hegn og skilte ellers bliver I politianmeldt
Kerteminde Kommune varsler påbud om at fjerne hegn og skilte ved sti langs fjorden
Overvågning og alarm ved hegnet der spærrer sti langs Kerteminde Fjord
Hegn blokerer fortsat færdsel langs vandet: Endnu ingen afklaring
Afspærret sti langs kysten skaber ophedet debat


