Flere har udvist betinget interesse for at købe Kerteminde Biogas

8
1021

Advokat og rekonstruktør Preben Jakobsen fra Gorissen Federspiel har været i dialog med 14 potentielle investorer og/eller købere, men et eventuelt salg er knyttet op på, at Kerteminde Kommune får styr på tilladelserne

Kerteminde Biogas

Rekonstruktør Preben Jakobsen håber stadig på, at Kerteminde Biogas kan have fået ny ejer inden årsskiftet, men det forudsætter, at der meget snart kommer klarhed over de tilladelser, der er givet til biogasanlægget. Foto: KJ Avis

Advokat Preben Jakobsen fra advokatfirmaet Gorissen Federspiel, der er rekonstruktør i sagen om Kerteminde Biogas, har modtaget flere bud på biogasanlægget i Ladby.

1. oktober var der frist for såkaldt indikative bud, altså bud hvor en eventuel køber formelt tilkendegiver sin interesse for at købe Kerteminde Biogas, og advokaten har modtaget mere end et og færre end ti bud.

Inden da havde Preben Jakobsen været i dialog med 14 potentielle investorer og/eller købere. Heraf gik de seks videre til såkaldt due diligence, processen hvor en eventuel køber sammen med sine rådgivere gennemgår virksomheden og dens aktiver.

– Som udgangspunkt er det jo meget positivt, at der er interesse for at købe Kerteminde Biogas, men det er vigtigt at sige, at buddene er knyttet op på, at Kerteminde Kommune får styr på plangrundlaget, siger Preben Jakobsen.

Han understreger, at et lovligt tilladelsesgrundlag er afgørende for, om Kerteminde Biogas vil kunne sælges.

– Horten er tæt på at aflevere sin rapport, og så snart det sker, er det vigtigt, at politikerne i Kerteminde Kommune beslutter sig for, hvad der videre skal ske, siger advokaten.

Retlig eller fysisk lovliggørelse

Advokatfirmaet Horten har fået til opgave at vurdere, om de tilladelser, der blev givet til Kerteminde Biogas i årene 2014-19, er lovlige – det drejer sig blandt andet om landzonetilladelse til ombygning og udvidelse af biogasanlægget, miljøgodkendelse og en afgørelse om, at en VVM-redegørelse (vurdering af virkningerne på miljøet, red.) ikke var nødvendig.

Hvis Horten vurderer, at tilladelserne ikke er gyldige, så skal det undersøges, om de kan gøres gyldige inden for den lovgivning, der gjaldt på det tidspunkt, altså det der kaldes en retlig lovliggørelse. I bekræftende fald skal Kerteminde Byråd beslutte at gøre det.

Hvis advokatfirmaet derimod vurderer, at det ikke er muligt at lovliggøre tilladelserne, kan der blive tale om en såkaldt fysisk lovliggørelse, altså en hel eller delvis nedrivning af biogasanlægget. Også det vil være en politisk beslutning.

Afklaring i oktober-november

Kammeradvokatens undersøgelse, der kom i november 2023, viste, at ejeren af Kerteminde Biogas, daværende borgmester Hans Luunbjerg (V), var inhabil, og at de medarbejdere i administrationen, der har været involveret i sagen om udvidelse af biogasanlægget, som følge af borgmesterens inhabilitet var afledt inhabile. Derfor var konklusionen, at de afgørelser, der blev truffet i sagen, led af “af væsentlig retlig mangel, som kan føre til ugyldighed”.

– Jeg håber og tror på, at Horten når frem til, at tilladelserne enten er gyldige, eller at de kan blive det gennem en retlig lovliggørelse. Hvis Horten er på linje med Kammeradvokaten, vil vurderingen nok være, at der skal en retlig lovliggørelse til, og i så fald håber jeg, at Kerteminde Kommune vil trække i arbejdstøjet og få sagen ekspederet hurtigt, siger Preben Jakobsen.

Han håber på en politisk afgørelse i oktober eller november, så der kan ske skub i sagen.

Kerteminde Biogas er under rekonstruktion (det der tidligere var kendt som betalingsstandsning) efter ønske fra de to største kreditorer, Ringkøbing Landbobank og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), der tilsammen tegner sig for over 80 procent af gælden på 47 millioner kroner.