
Det er her politikerne i Kerteminde Kommune har besluttet, vejen ind til grusgraven i Birkende skal placeres. Foto: Peter Hougesen
Vejen ind til grusgraven i Birkende blev flyttet meget tættere på Birkende, end det oprindeligt var planlagt. Plan,- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune har hørt de nærmeste naboer, men ikke borgerne i Birkende. Nymølle Stenindustrier, der skal grave efter grus, ville slet ikke have haft vejen der, hvor den nu bliver placeret.
Grusgraven i Birkende, der kommer til at blive etableret på nabogrunden til det nye boligkvarter, Tave Bonden, bliver en realitet. Det står udenfor enhver tvivl. Det er i sig selv upopulært blandt ejere og lejere i kvarteret. Sidste tirsdag besluttede Plan,- og Teknikudvalget så at flytte vejadgangen fra det, der var Nymølle Stenindustriers oprindelige plan længere ned mod Birkende by. Den beslutning er borgerne i Birkende ikke blevet hørt om.
”Vi valgte udelukkende at høre de beboere, der har adresse på Odensevej, da det var vores opfattelse, det ville være dem, der ville blive direkte berørt af selve vejadgangen. Den er jo kun 5-6 meter. Hvordan Nymølle placerer vejen efter vejadgangen inde på grunden, det kan vi ikke vide. Derfor vurderede vi ikke, indbyggerne i Tave Bonden skulle høres i forbindelse med selve vejadgangen”, forklarer Christian Barding, der er chef for Kultur, Fritid- og faciliteter i Kerteminde Kommune.

Nymølle Stenindustriers oprindelige forslag til vejen ind til grusgraven, var væsentlig længere væk fra Birkende, end den beslutning, det er end med. Grafik: Gitte Hougesen
Den oprindelige vej adgang, som blev foreslået af Nymølle Stenindustrier, var 500-600 meter længere væk fra Birkende og dermed kvarteret Tave Bonden. I den forbindelse blev ejerne af tre ejendomme på Odensevej hørt og en af de indsigelser, der kom i den forbindelse, besluttede medlemmerne af Plan,- og Teknikudvalget at efterkomme, ved at flytte vejen så langt væk fra ejendommene på Odensevej som muligt og dermed tættere på Birkende by. Men altså dermed også ikke at høre borgerne i Birkende by om den løsning.
”Vi har valgt den løsning, vi vurderede, ville genere færrest mulige i forbindelse med vejadgangen til grusgraven. Den kommer så langt væk fra huse på Odensevej, som det er muligt. Derudover har vi valgt, der skal være tale om en asfalteret vej og der skal bygges støv og støjvolde op langs skellet til Tave Bonden, så der bliver taget størst muligt hensyn til de beboere, der bor der”, forklarer Anne Fiber, der er medlem af Plan,- og Teknikudvalget
Men det var slet ikke der, hvor vejen nu bliver placeret, der var Nymølle Stenindustriers plan. Virksomheden var af den opfattelse, vejadgangen skulle placeres der, hvor de oprindeligt havde foreslået.
”Vi ville faktisk ikke have haft vejadgangen der, hvor det nu er besluttet. Vi ville have haft den der, hvor vi oprindeligt havde foreslået. Men det kom der indsigelser imod i høringssvarene, kan jeg forstå. Nu er der så politisk enighed om denne løsning, så det retter vi naturligvis ind efter,” forklarer Ole Nørklit, der er administrerende direktør for Nymølle Stenindustrier A/S.
En af årsagerne til beboerne i Birkende går op i hvor vejadgangen blev placeret, er de frygter vejen inde i selve grusgraven så kan komme til at blive placeret meget tæt på det nye kvarter Tave Bonden. Den frygt er ikke helt ubegrundet.
”Det er klart, at vi jo i et eller andet omfang skal nordpå, fra der hvor vejadgangen nu bliver etableret, fordi der ligger yderligere råstofområder, som vi gerne vil udgrave. Men det er for tidligt at sige noget om, hvordan den eksakte vejføring bliver”, forklarer Ole Nørklit videre.

Den nye vej ind til grusgraven er tæt på både virksomheden Exhausto og den gennemgående vej i Birkende, Hans Tausensgade. Foto: Peter Hougesen
En anden årsag til borgerne i Birkende er modstandere af den vej adgang til grusgraven, der nu er vedtaget, er bekymringen for hvordan de 60 lastbiler, der hver dag skal ind og ud af grusgraven, kommer til at påvirke trafikken, når borgerne i Birkende skal ind eller ud fra den gennemgående vej i Birkende, Hans Tausensgade. Den del har politikerne i Plan,- og Teknikudvalget ikke vurderet ville blive forværret ved at flytte vejadgangen.
Selve beslutningen om, der skal etableres en grusgrav, har Kerteminde Kommune ikke haft noget med at gøre. Området har været udlagt til graveområde siden 1986 af det daværende Fyns Amt. Når et område er det, så er det regionens beslutning om der skal etableres en grusgrav. Når der er lavet en aftale mellem en indvinder og en lodsejer af et område, der er udlagt til graveområde, så er der meget lidt, hvis noget, nogen myndighed kan gøre.
”Vi får en henvendelse fra Nymølle Stenindustrier og lodsejer, der sammen har lavet en aftale om at ansøge om at udvinde råstoffer på et område, vi allerede har udlagt til Råstofområde. Når vi får en sådan henvendelse, så skal vi vurdere nogle miljøforhold og andre omstændigheder. Men der skulle ekstraordinære omstændigheder til, før vi som Region kunne sige nej til planerne. Vi har jo allerede i 1986 besluttet, området var udlagt til udgravning af råstoffer”, siger Camilla Bjerre Scheffel, der er Områdechef for Regional Udvikling, Klima og Ressourcer i Region Syddanmark.
Det var lige præcis det, der var tilfældet. Nymølle Stenindustrier fik en henvendelse fra lodsejeren, der hedder Erik Vind. Da Nymølle Stenindustrier har netop indvinding af sand, sten og grus som forretningsområde, så var virksomheden interesseret.
”Vi får en henvendelse fra Erik Vind, der forespørger på om vi er interesserede i at grave i området. Det er vi naturligvis. Vi kan sagtens forstå, det er upopulært blandt beboerne i Tave Bonden og jeg kan garantere, vi kommer til at tage alle de hensyn til dem, som vi overhovedet kan”, slutter Ole Nørklit.
Du kan læse den første artikel om grusgraven, der kom bag på beboerne i Tave Bonden her


