
OMB-OKMJ14 og Mh6 i 1966 februar i Kerteminde. Foto: H.J.Fredberg
Som fuglen Føniks genopstår en gamle fynsk motorvogn af
sin egen aske – vognen der i dag er Danmarks næstældste motorvogn har også kørt på Hindsholm.

Der pusles om den gamle motorvogn. Foto: Asger Christiansen
12. juli 1926 markerede Svendborg-banen sit 50-årsjubilæum. Det blev naturligvis fejret.
Jubilæumstoget fra Odense Sydbanegård til Svendborg med indbudte gæster og honoratiores blev fremført at den spritnye benzinmekaniske motorvogn M2 som sammen med sin tvillingbror M1 en uges tid i forvejen var ankommet til Odense fra Vognfabrikken Scandia A/S i Randers. Det er næsten hundrede år siden nu.
Det mest imponerende er imidlertid: Motorvognen eksisterer den dag i dag!
Mariager-Handest Veteranjernbane vækker den gamle vogn til live igen; nyt liv pustes i vognen efter mere end halvtreds års dvale. En tur ned ad Memory Lane i Kielervogn med blandettog til Fåborg via Nørre Broby toner frem i horisonten som det muliges kunst. En tur fra den tid, hvor farfar og farmor (måske endda olde?) kørte i motorvognen til og fra skole i Svendborg, Nyborg, Odense eller Bogense, eller årets udflugt med madpakke og saftevand måske gik til Skovpavillonen i Fruens Bøge eller med badetoget til Kerteminde?
Vognen er i dag Danmarks næstældste motorvogn.
Motorvognen på Kerteminde station 1966. Foto: H.J. Fredberg
Moderne motorvogn; en ny tid for Sydfynske Jernbaner
Året inden Svendborgbanens jubilæum havde Sydfynske Jernbaner indhentet tilbud på levering af de allernyeste og moderne motorvogne, der fandtes på markedet. Valget faldt på såkaldte ”Kieler-vogne”, bygget på licens af Vognfabrikken Scandia i Randers med mange af de mekaniske dele fra Deutsche Werke i Kiel. To styk blev bestilt til levering i jubilæumsåret. Scandias motorvogne var bogievogne godt og vel 18 meter lange med bogier med 2,5 m akselafstand. Vognene var bygget som tilsvarende moderne danske personvogne med teaktræsbeklædte vognsider og med store spejlglasruder. Vognene førte kun 3. klasse, hvor der var 76 pladser på fjedrende sæder betrukket med læder og 10 pladser på klapsæder. Sæderne var langt mere komfortable end tidligere tiders træsæder, og komforten var fuldt ud på højde med standarden på 2. klasse.
Passagerafdelingen var opdelt i en afdeling for ikke-rygere og en noget større afdeling for rygere. I denne afdeling var der i midten et langsæde med 2×5 pladser. Under sædet ragede motoren op. Vognene var forsynet med elektrisk belysning og med noget så moderne som trykluftbremse. Opvarmningen skete ved kølevand fra motoren.
Motoren, som ragede op midt inde i vognen, var placeret på et særligt bæreåg ophængt mellem vognens bogier. Der var tale om en sekscylindret benzinmotor på 150 hk.
Gearskiftet var ganske specielt. Det foregik fra et rat midt på førerbordet via kæder og trækstænger til gearkassen.
M2 kom i lighed med sine søskende rundt på alle strækningerne på Sydfyn og gæstede næsten dagligt Fåborg, Svendborg, Ringe, Nyborg og Odense. Vognen blev udnyttet til det alleryderste. Optegnelser viser, at f.eks. i driftsåret 1931/1932 tilbagelagde den 119.750 km!
Under besættelsen, da der var mangel på næsten alt, blev Kielervognene i 1941 forsynet med gasgenerator og kunne således fortsætte kørslen på bøgebrænde. Kørslen blev dog indskrænket betragteligt, men f.eks. i året 1943/1944 nåede hver vogn omkring 20.000 km på gengas.
Kielervognene får ny ejer
I 1949 overgik driften af banerne på Sydfyn til DSB. Det meste af det rullende materiel fulgte med over til den nye ejer, heriblandt også Kielervognene.
Året efter blev vognen sendt til Scandia for modernisering, og den udslidte benzinmotor blev udskiftet og vognen fik installeret en Hercules dieselmotor. Kielervognen fortsatte dog uændret sin kørsel hos den nye ejer, og betjente fortsat alle jernbanestrækningerne på Sydfyn.
Fra Sydfyn til Nordfyn
Det blev til endnu to års arbejde for DSB. I en alder af 26 år blev vognen i 1952 solgt til Nordvestfynske Jernbane, (Odense-Middelfart-Bogense), hvor vognen blev omdøbt til OMB Mh6.
Vognen var i daglig drift sammen med tilsvarende og jævnaldrende Kielervogne, som kørte på såvel Nordvestfynske Jernbane som på Kerteminde-banen. Næsten dagligt nåede den til Bogense, Middelfart, Odense, Kerteminde og Martofte.
I sine år på Nordfyn viser opgørelser, at vognen årligt kørte omkring 50.000 kilometer. Denne kørsel sled naturligvis på dieselmotoren, så i 1964 blev vognen forsynet med en ny 160 HK Leyland dieselmotor.
31. marts 1966 var det imidlertid slut for privatbanerne på Nordfyn. Der kørte ikke længere tog til Bogense, Brenderup Kerteminde eller Martofte.
Alle privatbanernes motorvogne fik dødsstødet og endte hos ophuggeren med undtagelse af én vogn, nemlig Mh6.
Læs også: En hilsen fra en tidligere flittig bruger af motorvognen
Tilbage til Jylland, hvor det hele startede
Om vognen fra fødslen var forsynet med særlige sejlivede overlevelses-gener er ikke til at sige? – Men skærebrænderen fik ikke tag i den nu 40 år gamle motorvogn. Nyt arbejde dukkede op, men nu i Randers, hvor vognen var kommet til verden fire årtier forinden.
Hos Randers-Hadsund Jernbane, blev vognen M4. Det var på det nærmeste en ”familie-komsammen” af Kielervogne, som privatbanen i Randers kunne præstere. Privatbanens to første motorvogne RHJ M1 + M2 var Kielervogne og var fortsat i drift. Disse to vogne var et år yngre end den nytilkomne M4 fra Fyn. Men i Randers holdt også M4s gamle tvillingbror M1 fra Sydfyn.
Tvillingbroren var kommet til Hadsund-banen allerede i 1959 direkte fra DSB. Ikke færre fire
Kielervogne kunne Hadsund-banen således fremvise.
Tre aktive år hos Hadsundbanen blev det til.
31. marts 1969 var det imidlertid slut for M4 og de tre Kielervognskolleger. Men endnu en gang undslap M4 skærebrænderen. De tre kolleger ”gik al skrottes gang”, men M4 med sit særlige overlevelsesgen reddede livet.
En femte ejer overtager motorvognen
En nystartet jysk veteranbane havde kig på M4. Medlemmer af Dansk Jernbane-klub arbejdede i sidst i 60`erne på oprettelse af en jysk veteranbane mellem Mariager og Handest. Blandt det materiel, der blev indkøbt i forbindelse med de store privatbanelukninger sidst i 1960`erne, var RHJ M4. Vognen skulle køre på veteranbanen i Mariager. Sådan gik det imidlertid ikke lige; men med flere og lange omveje og med mange årtiers pauser er det nu ved at lykkes.
Et halvt århundrede med det ene ben i graven
En istandsættelse af RHJ M4 blev påbegyndt omkring 1980, men det viste sig at blive langt mere omfattende end forventet. Mange timer er allerede brugt på renovering af bogier og undervogn, der var mere medtaget, end det umiddelbart var erkendt. Renoveringsarbejdet tilbage i 80`erne er heldigvis ikke spildt. Restaureringen gik imidlertid i stå, da andre krævende opgaver hos banen kom til. Vognen har derfor aldrig været i drift hos Mariager-banen. Vognen har desværre stået ude året rundt i al slags vejr og fristet en kummerlig tilværelse, som i den grad har tæret på hele køretøjet og sat sine spor. Vognen er ganske enkelt blevet mere og mere ringe, som årene er gået.
I Veteranbanens remise og værksted i Mariager har en lille gruppe dedikerede medlemmer imidlertid kastet sig ud i det omfattende restaureringsarbejde af motorvognen M4.
Teaktræsfront klar til oliebehandling. Foto: Asger Christiansen
Nyindkøbte messingskruer monteres. Foto: Asger Christiansen
Gamle lædersæder bliver ombetrukket. Foto: Max S. Rasmussen
Veteranbanens driftsbestyrer Ole Juhl løfter lidt af sløret for de arbejder, der står for døren:
– Der er masser af træarbejder, der skal udføres på vognen. Dele af vognens egetræsskelet skal udskiftes. De udvendige beklædningsbrædder af teak skal slibes ned og repareres, hvor der er skader. Alle messingskruer bliver udskiftet. Det drejer sig i omegnen af firetusinde stk.
– Vognens gearskifte er helt unikt og foregår fra et ”rat” på førerpladsen, der ved hjælp af bl.a. cykelkæder ned til gearkassen skifter gear. Her skal der repareres, konstrueres og fornyes. Nogle af vore ihærdige medlemmer kommer naturligvis også til at stå på hovedet i dieselmotoren og i gearkassen, så de vitale dele atter bliver driftssikre. Motoren ligger i øvrigt på langs under vognen, og adgangen til motoren er via det langsgående sæde inde i passagerafdelingen, fortæller driftsbestyreren videre.
– Da sidebeklædningen blev fjernet, væltede det ud med gamle brune edmonsonske papbilletter fra tiden på Hadsundbanen og årene på Nordfyn. Billetterne var tabt ned bag ved vinduerne og panelerne i vognen og har ligget der i mere end et halvt århundrede. Mange af billetterne var i en bemærkelsesværdig god stand.
Måske du kan bidrage lidt til vognens historie?
Det er slet ikke utænkeligt, at der blandt læserne er nogle, der husker vognen fra dens fyrre år på Fyn? – Nogle har måske billeder af vognen i drift?
I så fald hører veteranbanen gerne fra jer. Vi er interesseret i at låne alt det materiale, vi kan finde om vognens historie på Fyn til kopiering/scanning. – På forhånd STOR tak.
Måske er der blandt nogle, der har en lille sjov historie eller oplevelse om vognen, mens den var i drift, så hører vi også meget gerne herom. Skriv eller mail til veteranbanen.
Hvad er fremtidsudsigterne og tidshorisonten?
Vi tør endnu ikke sætte et årstal på, hvornår vognen er køreklar igen. Meget afhænger naturligvis af antallet af hænder, der hjælper til, om uforudsete udfordringer og om penge. Om fem år har vognen 100 årsfødselsdag. Til den tid kunne det være rigtig spændende, om vi kan præsentere Danmarks næstældste motorvogn i køreklar stand.
En sej slider og overlever
Et dyk ned i privatbanernes arkiver viser, at motorvognen i sine 53 år lange jernbane-karriere tilbagelagde et formidabelt antal kørte kilometer.
➢ 23 års tjeneste hos Sydfynske Jernbane 1.532.000 km
➢ 3 års tjeneste hos DSB 168.000 km
➢ 14 års tjeneste bos Nordvestfynske Jernbane 736.000 km
➢ 3 års tjeneste hos Hadsundbanen 64.000 km
I alt 2.500.00 km
Det svarer til 60 gange rundt om Jorden ved Ækvator eller 3 ture fra Jorden til Månen og tilbage igen!
Genoplev et privatbanemiljø
Hos landets mange privatbaner fandtes der et enestående og hyggeligt jernbanemiljø, uanset om det var på Sydfyn, på Nordfyn eller mellem Randers og Hadsund. M4 bidrog dertil og var en del af dette miljø, som for længst er borte. – Og dog!
Denne unikke og hyggelige privatbaneatmosfære, genfindes hver sommer hos veteranbanen i Mariager. På den 17 kilometer lange strækning mellem Mariager og Handest genskabes 20`ernes og 30`ernes privatbaneliv; med damptog og dieseltog, med gamle personvogne med åbne endeperroner og med 90-årige motorvogne. Men M 4 mangler i samlingen af historiske juveler fra ”Motorismens lømmelalder”.
Med genskabelsen af den gamle fynske Kielervogn fuldender vi et levende og fungerende stykke dansk kulturhistorie og vognbygningskunst på Danmarks længste veteranbane! Vi har i omegnen af ti tusinde gæster pr. år, som begejstres over oplevelsen af et aktivt museum med masser af mekanik.
Kontakt Max Rasmussen her: max.rasmussen@outlook.dk