Den tidligere formand for Waterdrops, Mikael Andersen, har sendt et brev til kommunens Kultur-, Fritids- og Frivillighedsudvalg. Her skriver han om truende adfærd på generalforsamlingen, pres og trusler rettet mod formanden, politianmeldelser og psykisk sammenbrud blandt medlemmer

Efter fem år som formand for Waterdrops har Mikael Andersen valgt at vende ryggen til sit livsværk. Foto: Michael Rathje
”Jeg er oprigtig rystet og forstår intet.”
Sådan slutter Mikael Andersen sit brev til Kerteminde Kommunes Kultur-, Fritids- og Frivillighedsudvalg og til Folkeoplysningsudvalget.
I brevet, som Kjerteminde Avis er kommet i besiddelse af, anklager Mikael Andersen den nye bestyrelse i foreningen Waterdrops for ikke at have handlet overfor de medlemmer, der ifølge Mikael Andersen optrådte truende på generalforsamlingen 8. april:
”Bestyrelsen har imidlertid besluttet ikke at foretage sig nogen form for handling, herunder: Ingen håndtering af de truende personer og ingen anerkendelse af hændelsernes alvor.
Som direkte følge af denne passivitet har jeg valgt at melde mig ud af foreningen, da jeg ikke længere føler mig tryg i mit virke.”
Dermed har Mikael Andersen sagt farvel til sit hjertebarn, som han startede i 2021 og siden var formand for: Waterdrops. En forening, der laver aktiviteter i vandet og på stranden i Kerteminde – fra vinterbad til saunagus.
Kjerteminde Avis har været i kontakt med Mikael Andersen, der ikke selv var til stede på generalforsamlingen. Vi ville gerne have spurgt om, hvad der var gået forud for generalforsamlingen, hvad der mere præcist skete på generalforsamlingen, hvorfor han trak sig som formand og meldte sig ud af Waterdrops og hvorfor han har sendt brevet til udvalget.
Mikael Andersen vil kun erkende, at han har sendt brevet. Han ønsker at få ro efter et par hektiske uger og vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere sagen yderligere.
Waterdrops’ nye formand, Jan Baadsgaard, er ked af det og ærgerlig over, at det er endt med, at Mikael Andersen nu helt har forladt Waterdrops.
– Vi alle sammen er rigtig kede af det, og for mit eget vedkommende er jeg rigtig, rigtig ked af det, fordi jeg har faktisk i to et halvt år sammen med Mikael kæmpet for at få det her op og stå med planlægning og idéer, siger Jan Baadsgaard.
Den seneste idé, der nu bliver til virkelighed ved Strandbadet på Kerteminde Nordstrand, er en stor 20-personers sauna, nye udendørsbrusere med varmt vand og en ny badebro.
– Her i det sidste halve år har vi knoklet stort set hver dag, aften og weekend for at få det her færdigt. Rent praktisk har jeg stået for det tekniske, arkitekter, tømrere og murere, og Mikael har stået for fondsansøgninger og presse. Det er rigtig ærgerligt, at der her sker 14 dage før, vi skal indvie det 1. maj for klubbens medlemmer, håndværkere og sponsorer, fortæller Jan Baadsgaard.

Mikael Andersen har efter generalforsamlingen politianmeldt to medlemmer for deres truende adfærd. Foto: Michael Rathje
Bølgerne gik højt på generalforsamling
I brevet til kommunen skriver Mikael Andersen om episoden på generalforsamlingen, der har ført til politianmeldelse:
”På generalforsamlingen 8. april 2026 udviste et medlem en voldsom og truende adfærd, herunder aggressiv kropsholdning, højlydt og intimiderende tone samt fysisk nærgående adfærd. Dette skabte betydelig utryghed blandt nogle af de fremmødte. Tre medlemmer oplevede efterfølgende psykisk sammenbrud og har udtrykt frygt for at opholde sig i klubben og i lokalsamfundet. De har midlertidigt trukket sig fra foreningens aktiviteter, og har nu søgt hjælp hos krisepsykolog.”
Jan Baadsgaard bekræfter, at tre bestyrelsesmedlemmer, blandt dem kassereren, kort inden generalforsamlingen havde trukket sig, men han kan ikke komme ind på grunden til, at de valgte at træde ud af bestyrelsen. Han erkender også, at der op til generalforsamlingen har været en del snak blandt medlemmerne om foreningens økonomi og vedtægter. Derfor var der også mødt omkring 150 medlemmer op til generalforsamlingen. Det er tre gange så mange som normalt.
Til gengæld var der kun mødt to medlemmer op fra den gamle bestyrelse. Formanden, Mikael Andersen, havde ifølge Jan Baadsgaard meldt afbud af helbredsmæssige årsager.
Jan Baadsgaard fortæller, at stemningen var lidt ophedet, og at der indimellem blev råbt højt, men han kan ikke genkende den beskrivelse af generalforsamlingen, som Mikael Andersen kommer med.
– Det er rigtigt, at der var en del, der var meget kritiske over for måden, regnskabet blev kørt på, og i forbindelse med overskuddet. Og det samme med vedtægterne, som de også mente var helt på herrens mark. Men problemet var, at der ikke var nogen fra bestyrelsen, som kunne svare medlemmerne. Og de to, der var fra bestyrelsen, oplevede så de her to personer som meget truende. De var meget kritiske, men det skal man jo også have lov at være, forklarer Jan Baadsgaard.
Generalforsamlingen endte med, at medlemmerne ikke kunne godkende regnskabet, og det blev vedtaget at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til august.
Jan Baadsgaard fortæller, at de kort efter generalforsamlingen havde et konstituerende bestyrelsesmøde hjemme hos Mikael Andersen. Her accepterede Mikael Andersen ifølge Jan Baadsgaard at fortsætte som formand. Et par dage senere meddelte han så, at han trak sig som formand og meldte sig ud af Waterdrops.
Jan Baadsgaard håber, han en dag vender tilbage.
– Vi sætter stor pris på hans arbejde, og vi mangler ham i bestyrelsen. Vi håber, han ombestemmer sig, men vi har ikke kunnet gøre mere, end vi har gjort, siger Jan Baadsgaard.
Den nye bestyrelse arbejder nu på at få et regnskab og nye vedtægter klar til den ekstraordinære generalforsamling, hvor alle i den nuværende bestyrelse stiller deres mandat til rådighed.


