Debat: Fjernvarmesagen: – Det gik som vi frygtede

1
1608

Formanden for Liberal Alliance i Kerteminde Kommune kritiserer i nedenstående læserbrev, at tre bestyrelsesmedlemmer i Kerteminde Forsyning samtidig er medlemmer af Klima- og Bæredygtighedsudvalget og dermed inhabile

Bo Sandberg 400x440

Bo Sandberg, der er formand for Liberal Alliance i Kerteminde Kommune, kritiserer i dette læserbrev den seneste udvikling i Kerteminde Forsyning. Foto: Arkiv

Da kommunalbestyrelsen i Kerteminde på sit byrådsmøde i maj måned 2023 skulle vælge nye bestyrelsesmedlemmer til Kerteminde Forsyning, skete det på baggrund af, at dele af den eksisterende bestyrelse, i tæt samarbejde med selskabets direktør, bevidst havde modarbejdet og bekæmpet ejernes ønsker og retning for Kerteminde Forsyning.

Samtidig stod det klart, at kommunikationen fra selskabets bestyrelse til ejerne var både manipulerende og mangelfuld.

På byrådsmødet forslog Bettina Eriksen fra Liberal Alliance, at der blev valgt en helt ny bestyrelse, uden deltagelse af tidligere bestyrelsesmedlemmer, samt at man rekrutterede en ekstern professionel bestyrelsesformand.

Baggrunden for forslaget var, at en ny start kræver en bestyrelse, hvor der er tillid til loyal opbakning til ejerkredsens beslutninger og retningslinjer og dermed borgernes ønsker og interesser.

Desværre var der ikke flertal for forslaget, og resultatet af det resterende byråds beslutning blev, at de eksisterende bestyrelsesmedlemmer fortsatte og der blev valgt to nye. Den resterende del af byrådet valgte sågar at forfremme et af de eksisterende medlemmer til formand for Kerteminde Forsynings bestyrelse.

I den forbindelse gjorde Bettina Eriksen fra Liberal Alliance på byrådsmødet opmærksom på, at det er stærkt foruroligende og kritisabelt, at formanden for Kerteminde Forsynings bestyrelse også er formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget, samt at tre af udvalgets medlemmer også er bestyrelsesmedlemmer i Kerteminde Forsyning.

Det er stærkt foruroligende og kritisabelt, da Klima- og Bæredygtighedsudvalget er det udvalg, som har myndighedsopgaven i forhold til Kerteminde Forsyning. I praksis betyder det, at man i tilfælde af klager og konflikter i forhold til Kerteminde Forsynings bestyrelse dermed skal undersøge sig selv. Problemet er således ikke det enkelte bestyrelses- og udvalgsmedlems kompetence eller politiske farve.

Med Kerteminde Forsynings bestyrelses fremsendelse af et notat (mulig fusion med Fjernvarme Fyn) til Kerteminde Kommunes politiske og administrative top er det tydeligt, at kommunikationsformen stadig er unuanceret, ensidig og manipulerende.

Kerteminde Forsynings direktør og bestyrelse er åbenbart stadig af den opfattelse, at de skal bekæmpe Kerteminde Forsynings ejerkreds.

Dertil kommer, at bestyrelsen tydeligvis ikke har styr på, eller er enige om, hvorvidt notatet er udarbejdet af og på direktørens initiativ, eller om formanden var med inde over.

Nogle i bestyrelsen mener sågar, at notatet er bestilt af kommunen på baggrund af, hvad andre i bestyrelsen har fortalt dem. Tilbage står et billede af en bestyrelse, der ikke har styr på deres interne anliggender, og som har udarbejdet og fremsendt et notat, hvis indhold er helt uden for skiven i forhold til den opgave, de er sat til varetage.

Med andre ord: Det er gået som frygtet.

Med hele det tidligere forløb og ikke mindst den seneste udvikling er der god grund til, at vi som borgere i Kerteminde Kommune og dermed ejere af Kerteminde Forsyning sætter spørgsmålstegn ved, om vores interesser i tilfredsstillende grad bliver varetaget af den nuværende bestyrelse, og om den nuværende bestyrelse lever op til sit bestyrelsesansvar.

Af den grund har jeg valgt at klage til Klima- og Bæredygtighedsudvalget over Kerteminde Forsynings bestyrelse med påstand om, at bestyrelsens handlinger og beslutninger ikke tjener ejerkredsens og borgernes interesser og er direkte skadelige for Kerteminde Forsyning. Det er derfor tvivlsomt, om bestyrelsen lever op til sit bestyrelsesansvar.

Og nu går det sikkert igen som frygtet.

Når Klima- og Bæredygtighedsudvalget skal tage stilling til klagen, så er tre ud af fem medlemmer (herunder formanden) nødt til at forlade mødet, da de tydeligvis har habilitetsproblemer i forhold til klagens indhold. Dermed er der kun to ud af fem udvalgsmedlemmer tilbage, hvilket gør, at udvalget ikke er beslutningsdygtigt (kræver at halvdelen af medlemmerne er til stede).

Med andre ord. En klage over Kerteminde Forsynings bestyrelse kan ikke behandles af det udvalg, som har myndighedsopgaven. Reelt betyder det, at der ikke er nogen klageinstans, hvilket er helt og aldeles uacceptabelt.

Liberal Alliance foreslår derfor endnu en gang, at der rekrutteres en professionel bestyrelsesformand til Kerteminde Forsyning, og at der vælges nye bestyrelsesmedlemmer, der ikke også er medlemmer af Klima- og Bæredygtighedsudvalget. Bestyrelsesmedlemmer, der desuden klædes godt på i forhold til det tunge bestyrelsesansvar, de påtager sig.

I en situation, hvor der undersøges en mulig fusion med Fjernvarme Fyn, er det endnu vigtigere med en professionel, brancheerfaren bestyrelsesformand, der har kvalifikationerne til at føre os sikkert og troværdigt igennem en proces, der sandsynligvis kan ende med en fusion.

Endelig kan den nye bestyrelsesformand, sammen med sin bestyrelse, beslutte om Kerteminde Forsynings nuværende direktør er den rette til at stå i spidsen for de meget vigtige opgaver, som selskabet står over for.