Campen for livet

Byrådsmedlem Charlotte Campen har tilbragt hele sommeren i yderst luksuriøse omgivelser. Hendes seng er god, og værelset er stort. Her bliver der serveret kaffe og kage, når hun ønsker det. Der tilberedes fantastisk mad hver dag, og der er masser af underholdning for gæsterne. Lokalerne er høje, lyse og venlige med fuglemalerier på væggene. Personalet er professionelt og meget opmærksomt. Men Charlotte Campen ville helst have været fri for dette ferieophold. Hun er nemlig midlertidigt indlagt på hospice

Den 24. juni holdt byrådet det sidste møde inden sommerferien. Det var bagende varmt i byrådssalen, selvom alle vinduer stod åbne. Hele syv byrådsmedlemmer havde meldt afbud på grund af sygdom, eller fordi de allerede var taget på ferie. Men ikke Charlotte Campen. Trods sin alvorlige sygdom mødte hun op og blev kørt i kørestol hen til sin plads i byrådssalen.

De seneste år har budt på mange op- og nedture for Charlotte Campen. Dog flest nedture.

Hun fik i 2021 stillet diagnosen tarmkræft. I 2024 havde kræften spredt sig til lunger og knogler. I december samme år blev hun efter lang tids sygefravær fyret som jurist i Kerteminde Kommune. Opturen kom i efteråret 2025, hvor hun stillede op til byrådet for SF og til sin store overraskelse, blev hun valgt ind. Det blev dog hurtigt til en ny nedtur, da hun ikke kunne komme overens med den måde partiet blev ledet på. Hun brød med SF og blev løsgænger. Den megen medicin hun tog for at holde kræftsygdommen nede, sled hårdt på hendes krop, og hun måtte begynde at bruge kørestol. Lige før sommer blev hun så også skilt fra sin mand, og hun flyttede fra Munkebo til Langeskov med sine to teenagedrenge.

Og nu tilbringer hun så sommeren på hospice. Men det er ikke nogen nedtur. Tværtimod. Det er en optur for hende. Opholdet er nemlig kun midlertidigt og skal give hende ny energi, så hun kan komme hjem igen efter sommer og genoptage sit byrådsarbejde til efteråret.

– Der er stadigvæk ro på kræften. Men mit problem var, at jeg var blevet mere og mere fysisk dårlig. Jeg kunne ikke gå så langt, og jeg kunne ikke spise ret meget. Jeg var simpelthen nødt til at vende det rundt på en eller anden måde, så jeg kunne få det bedre. Og det kunne jeg ikke af mig selv. Og slet ikke midt i en skilsmisse. Min læge besluttede sig derfor at henvise mig til hospice, og jeg kom ind inden for ganske få dage, fortæller Charlotte Campen.

De fleste har den opfattelse, at et hospice er sidste stop inden døden. Men det er bestemt ikke alle, der slutter deres liv på et hospice. Mange med uhelbredelige sygdomme bruger et ophold på et hospice til at komme til hægterne igen. Det gælder også for Charlotte.

– Jeg skulle lære at spise igen, og de skulle lære at smertedække mig korrekt. Jeg har smerter, fordi mine lymfekirtler er vokset og trykker på nervebanerne. Så der får jeg strålebehandling.

Selve kræften har de styr på. Jeg slapper af her, og jeg sover helt vildt. Det er nok en reaktion på alt det, der er sket det sidste halve år, siger hun.

Ud over det faste personale på Hospice Fyn i Odense kommer der omkring 30 frivillige, der gør alt for at forsøde livet for beboerne. De holder jævnligt forskellige arrangementer. Blandt andet et Jaguar-træf. Charlottes to drenge på 15 og 18 år var meget begejstrede for de flotte biler, og de var stolte, da deres mor kravlede ind i en Jaguar og fik en køretur rundt i Odense.

Selvom Charlotte bliver forkælet og nyder sit ophold på hospicet, er der nu også mange ting, hun savner.

– Det er supertrist, at jeg ikke er sammen med mine børn her i sommeren, og at vi ikke kan tage på sommerferie sammen.

Charlotte har taget den svære snak med sine børn om døden.

– Vi har talt om, at jeg kan dø af min sygdom. Det er jo selvfølgelig hårdt at tale med sine børn om det. Men det var også en lettelse at få det sagt, så jeg ikke behøver at føle mig trist over for dem, hvis jeg pludselig dør.

Hun har også tænkt meget over sin egen begravelse.

– Pludselig kom der så en skilsmisse oveni. Det var jo slemt uheldigt, fordi jeg har hele tiden sagt: “Jeg dør ikke, men hvis jeg dør, så må det jo være min mand, der står for at planlægge begravelsen.” Så måtte jeg simpelthen sidde og planlægge min begravelse i mindste detalje. Jeg bad en af mine veninder om at stå for begravelsen, og hun sagde heldigvis ja. Og så har jeg bedt min ene søn, der er rigtig god til at spille på saxofon, om at spille en sang. Min far døde, da jeg var 19, og min mor var meget distræt, så jeg skulle planlægge begravelsen, og jeg vidste intet om det. Det skal mine børn ikke udsættes for, siger Charlotte.

Hun ser frem til at opholdet på hospicet, kan give hende nye kræfter, så hun kan vende tilbage til sit byrådsarbejde på trods af sin sygdom.

– Det er et spændende arbejde. Det giver mig noget at se frem til. Politik er min passion. Jeg synes også, at når man er valgt ind i byrådet, skal man deltage, hvis man overhovedet kan krybe, kravle, gå eller komme i kørestol.

Hun fortæller, hvordan hun under valgkampen sidste år begyndte at tabe store totter af sit hår. Hun besluttede derfor at barbere det hele af og fortsætte valgkampen med tørklæde på hovedet. I dag er hendes hår vokset ud igen. Så meget, at hun har fået tid hos en frisør, som kommer fast på hospicet. Sanne Sørensen er en af de omkring 30 frivillige, der kommer og forsøder tilværelsen for beboerne.

– Jeg fik en arbejdsskade og kunne ikke fortsætte som frisør. Siden har jeg lavet lidt forskelligt frivilligt arbejde for blandt andre Røde Kors. Og nu er jeg så her og er sindssygt glad for det. Beboerne bliver behandlet så værdigt. Når de kommer her, falder skuldrene ned, de føler sig trygge og taget godt om. Når man er her, så lever man. Det kan der sættes en tyk streg under: Man lever, når man er her, siger Sanne Sørensen.

Det hører med som frisør at snakke, mens der klippes, og de frivillige får ofte et tæt forhold til beboerne.

– Jeg taler med dem om, hvor de kommer fra, og så begynder de at fortælle nogle historier, og jeg byder også ind med mine historier. Men man prøver ligesom at gå i en stor bue udenom sygdom og død, fordi det ved man jo. Hvis der er nogle af os frivillige, som måske får en lidt hård følelsesmæssig udfordring, hvis en af beboerne går væk, så er der også hjælp. Der er psykologhjælp, hvis det er det, man har brug for, fortæller Sanne Sørensen.

Charlotte Campen havde regnet med, at hendes ophold på hospice ville være afsluttet, inden mandag den 10. august, hvor det første møde efter sommerferien i Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget finder sted.

Men Charlotte Campen må desværre melde afbud. Hun har fået problemer med at holde maden i sig, og har derfor fået et nyt ophold på Hospice Sydfyn i Svendborg, hvor man er bedre til at behandle sådanne problemer. Hun regner dog med, at opholdet her kun tager tre uger, så hun kan komme hjem til sine drenge og genoptage sit politiske arbejde.