Golfturisterne svigter: Golfcamping i Over Kærby håber til det sidste

3
467

I næste uge starter den store golfturnering Danish Golf Championship i Kerteminde. En turnering, der har kostet Kerteminde Kommune 2,5 millioner kroner at få til byen. Arrangøren havde stillet i udsigt, at der ville komme op mod 80.000 besøgende i de fire dage turneringen varer. Dermed ville der komme pres på overnatningsstederne i både Kerteminde, Nyborg og Odense. Men der er stadig masser af muligheder for at booke overnatninger

Udsigt til Great Norhern Peder Pedersen Over Kærby

Peder Pedersen må kigge langt efter golfturister til sin campingplads med udsigt over Great Northerns golfbanen. Han håber dog på, at de dukker op på mandag. Foto: Michael Rathje 

For tre måneder siden undersøgte Kjerminde Avis, om golfturisterne var begyndt at booke overnatninger. Dengang lød meldingerne, at der endnu ikke var den store interesse, men at det nok var for tidligt at drage nogen konklusion, da mange turister er begyndt at booke værelser i sidste øjeblik.

Men ”sidste øjeblik” er nu overstået, for i næste uge går det løs med Danish Golf Championship, der afvikles på banen ved Great Northern fra onsdag til lørdag. Og situationen er stort set den samme som for tre måneder siden.

Mange havde sat næsen op efter at score kassen på golfturisterne. På Airbnb var der pludselig mange nye, der udlejede et værelse eller et helt hus. Blandt dem, der normalt lejede ud på Airbnb, kunne man se, at priserne i golfugen var sat op til det dobbelte eller tredobbelte i uge 33. På Airbnb er der, her fem dage før det går løs, 170 muligheder for overnatning alene i Kerteminde Kommune.

Skærmbillede 2026 08 07

Der er stadig mange overnatningsmuligeder i Kerteminde i næste uge. Mange er endda sat ned i pris. Screenshot fra Booking.com 

På hjemmesiden Booking.com kan man finde 11 overnatningsmuligheder på hoteller og i ferieboliger. Visit Kerteminde har også oprettet en portal for privat udlejning. Her er der p.t. 38 muligheder for overnatninger.

En skam der ikke ligger et hotel-skib i bugten

I Kerteminde er der også stadig mulighed for at booke værelser på både Hotel Kerteminde Strand og Kerteminde Havneferie. Det kommer ikke bag på direktør Hans Andersen, der driver de to steder.

– Vi er stort set fuldt booket på hotellerne, så vi savner det der hotel-skib ude i bugten, som den tidligere borgmester Kasper Ejsing Olesen foreslog, da det blev offentliggjort, at golfturneringen ville komme til byen. Så kunne vi ro ud til gæsterne, hvis de manglede noget, lyder det ironisk fra Hans Andersen.

Han mener, at forventningerne til antallet af golfturister, er blevet skruet op til et urealistisk tal af Kerteminde Kommune og GolfPromote, der arrangerer turneringen.

– Vi har det sædvanlige antal gæster i forhold til sidste år. Der er stadig mulighed for overnatning i næste uge. Fra starten fik vi at vide, at alle overnatningsmuligheder ville blive booket. Men det er en gang gøgl. Sådan er det, når man som politiker ikke har forstand på økonomi. De skruer det op fra starten af. I stedet for at tage det fra bunden af og lade det komme hen ad vejen, så er det hele skruet op i nogle forventninger, som ikke kan indfries. Jeg har en regnemaskine her til 99 kroner. Sådan en burde de have købt fra starten af og så brugt den lidt, siger Hans Andersen.

Han fortæller, at kommunen havde foreslået ham at sætte 4.000 telte op på en mark.

– Du hørte rigtigt. 4.000 telte. En hel luksuscamp fra en eller anden festival. Jeg fik at vide fra Erhverv & Turisme i Kerteminde, at det ville være en knaldgod forretning. Men den idé gik jeg ikke med på. Næste projekt, jeg blev foreslået, var, at vi kunne sætte 100 telte op på Nordstranden nedenfor hotellet, griner Hans Andersen.

Nyborg Strand a

Der er god plads på Hotel Nyborg Strand. Her er ingen golfturister. Foto: Michael Rathje

Tornøes Hotel i Kerteminde har heller ikke udsolgt i næste uge. Det samme gælder Hotel Nyborg Strand, der havde regnet med mange golfturister, pressefolk og officials fra golfturneringen.

– Der er god plads her, skal vi sige det sådan? Vi har haft spærret lidt for andre bookninger i næste uge, fordi vi gerne ville have de her golfturister til at komme, men nu sælger vi til alle andre. Det tyder på, at Kerteminde godt kan absorbere de golfturister, der kommer. De kommer i hvert fald slet ikke ud til os. Min antagelse er, at mange af tilskuerne er endagsturister, der kører hjem igen om aftenen, siger hotelchef på Nyborg Strand, Anne Julie Maymann.

Peder Pedersen, Campinggolf

Peder Pedersen havde håbet på at kunne leje 60 pladser ud til campingvogne og telte, men der har stort set ikke været nogen interesse. Foto: Michael Rathje

I Over Kærby lige uden for Kerteminde havde Peder Pedersen og hans naboer også store planer i forbindelse med Danish Golf Championship. De ville lave deres baghaver om til en campingplads med direkte udsigt over Great Northerns golfbane. Her blev der gjort plads til 60 campingvogne eller telte. Men trods en fin hjemmeside og ihærdig markedsføring har de kun fået et par enkelte bookinger til deres Golfcamping.

–  Det ser godt nok udfordrende ud. Der er ikke sket supermeget de seneste tre måneder. Der er faktisk sket nærmest ingenting. Jeg er begyndt at tvivle på behovet for overnatninger. Der er ikke engang nogen, der har henvendt sig for at høre, om de kunne få en plads lidt billigere, eller er kommet med spørgsmål til campingpladsen. Men vi har endnu ikke lukket det helt ned. Holder der 10 biler i kø ud på vejen på mandag, så finder vi en løsning. Men det tror jeg bare ikke, at der gør. Det er dyrt at leje toiletvogne, og hvis der kun kommer et par stykker, skal vi bruge 10.000 kroner på at tjene 2.000 kroner, fortæller Peder Pedersen.

Kerteminde Camping melder tæt på udsolgt

Det eneste overnatningssted i Kerteminde, som ser ud til at få mange golfturister, er Kerteminde Camping.

– Det er lige før, der er udsolgt. Vi har kun 10 pladser tilbage ud af 180 pladser, så jeg er 100 procent sikker på, at vi får udsolgt i næste uge. Sidste år gik det egentlig også meget godt. Men i næste uge er det golfturister, der optager de fleste pladser, fortæller Gitte Enevoldsen fra Kerteminde Camping. De tilbyder også deres gæster og andre turister after-golf hver aften under den store golfturnering med irsk livemusik og kolde drinks.