
Et flertal i byrådet vil nu undersøge muligheden for at fusionere Kerteminde Forsyning med Fjernvarme Fyn. Foto: Arkiv Martin D. Knudsen
Opdateret med præcisering: Som KJ Avis kunne fortælle i sidste uge, var der efter Temamødet et flertal i byrådet, der mente egen varmeforsyning var rykket længere væk og en fusion med Fjernvarme Fyn tættere på. Nu vil Socialdemokratiet og Konservative, der tilsammen har 19 ud af 25 mandater i byrådet, have undersøgt mulighederne for netop en fusion med Fjernvarme Fyn. Det fremgår af en fælles pressemeddelelse, de to partier har sendt ud:
“Angående fremtidig forsyning.
Kerteminde Forsyning har gennem noget tid, i tråd med Byrådets beslutning tilbage i januar 2020, undersøgt fordele og ulemper ved at etablere egne varmeforsyningsanlæg, som et alternativ til den nuværende løsning, hvor Fjernvarme Fyn leverer varmen.
Siden 2020 har hele branchen og varmeforsyningens strategiske betydning ændret sig. Det er vores opgave som byråd at sikre den samfundsøkonomisk bedste løsning, og der er en række forhold, som skal afvejes mod hinanden når vi vælger den endelige retning: miljø og klima, forsyningssikkerhed, omkostninger for forbrugerne m.v.
Det er vores ansvar, at de relevante alternativer undersøges inden vi træffer en beslutning – hvad end det er at Kerteminde Forsyning fokuserer på sine nuværende kerneforretningsområder og fortsat indkøber varmen hos Fjernvarme Fyn (som i dag), udvider sine forretningsområder ved at etablere egen varmeforsyning, eller det er en fusion med Fjernvarme Fyn. Det er sidstnævnte løsning vi nu ønsker belyst.
Det vil vi fra Konservative og Socialdemokratiet sikre ved at vi på næste økonomiudvalgsmøde den 8. februar vil bede administrationen om at forberede en sag til Byrådets møde i marts som indeholder en tids- og procesplan og omkostninger forbundet med at undersøge en mulig fusion. Først derefter kan administrationen gå i gang med undersøgelserne.
På vegne af de Konservative og Socialdemokratiet.
Klavs Norup Lauridsen
Kasper Ejsing Olesen”
Du kan danne dig et overblik over fjernvarmesagen her


