KJ Avis er kommet i besiddelse af redegørelsen fra Horten, der konkluderer, at Kerteminde Biogas slipper for at indstille driften, fordi biogasanlægget efter næsten fire og et halvt års systematiske overskridelser nu overholder miljøgodkendelsen. Rapporten anbefaler dog skærpet tilsyn med virksomheden, og et standsningspåbud kan komme på tale senere

Selv om Kerteminde Biogas klarer frisag i denne omgang, fordi virksomheden fra og med maj overholder miljøgodkendelsen, kan et standsningspåbud komme på tale senere. Horten anbefaler i sin rapport, at Kerteminde Kommune holder skærpet tilsyn med biogasanlægget. Foto: KJ Avis
Advokatfirmaet Horten konkluderer i en dugfrisk redegørelse bestilt af Kerteminde Kommune, at der her og nu ikke er grund til at standse driften af Kerteminde Biogas, men det er udelukkende, fordi ejeren, tidligere borgmester Hans Luunbjerg, for nylig har rettet ind og har droslet ned for produktionen.
Kommunen anbefales at føre skærpet tilsyn med virksomheden, og der vil være grundlag for at meddele et standsningspåbud senere, hvis biogasanlægget overskrider de tilladte årlige mængder biogasse. Til og med maj i år er der tilført ialt 24.002 tons, og miljøgodkendelsen tillader 36.500 tons årligt. Altså må der i perioden fra 1. juni til årsskiftet kun tilføres yderligere 12.498 tons biomasse.
KJ Avis er kommet i besiddelse af rapporten fra Horten, der over 22 sider dokumenterer gentagne og systematiske tilfælde af overskridelser af miljøgodkendelse og andre tilladelser.
Skærpet tilsyn med virksomhed
I redegørelsen konkluderes det blandt andet, at det faktum, at der er brugt op imod dobbelt så meget biomasse som tilladt, er en “meget væsentlig og grov tilsidesættelse af miljøgodkendelsen”, men et standsningspåbud skal vurderes ud fra de eksisterende forhold, og fra maj i år overholder biogasanlægget som nævnt de tilladelser, der er givet.
Derfor kommer det ikke på tale at standse driften, selv om der i de foregående fire år og de første fire måneder af 2024 er sket “markante og vedvarende” overskridelser af den tilførte mængde biomasse.
Af rapporten fremgår det, at “et standsningspåbud på nuværende tidspunkt vurderes således at være uproportionalt, da det i givet fald ikke tjener til at standse en eksisterende ulovlig aktivitet. Tidligere overskridelser af miljøgodkendelsen er blevet politianmeldt og kan således føre til strafferetlige konsekvenser for virksomheden”.
Rapporten anbefaler dog også, at Kerteminde Kommune fører skærpet tilsyn med virksomheden på grund af “de markante og vedvarende overtrædelser” af miljøgodkendelsens vilkår tidligere år og “oplysningerne om, at disse mængdemæssige overskridelser også er systematisk videreført i den drift, der har været på virksomheden i de første fire måneder af 2024”.
Systematiske overskridelser
Kerteminde Byråd besluttede i marts at genoptage behandlingen af de tilladelser, der er givet til Kerteminde Biogas i årene 2014-19, blandt andet landzonetilladelse til ombygning og udvidelse af biogasanlægget, miljøgodkendelse og en afgørelse om, at en VVM-redegørelse (vurdering af virkningerne på miljøet, red.) ikke var nødvendig.
Byrådet besluttede samtidig at bede advokatfirmaet Horten rådgive om genoptagelsen og den videre sagsbehandling i kommunen. Som det første skulle advokatfirmaet tage stilling til, om biogasanlægget lovligt kan være i drift med den nuværende miljøgodkendelse.
Horten understreger i rapporten, at “standsning af driften af en virksomhed forudsætter, at der foreligger et klart ulovligt forhold af tilstrækkelig grov karakter, og som udgangspunkt også, at standsning er nødvendig for at få nedbragt en ganske væsentlig pågående forurening”.
Advokatfirmet hæfter sig i den forbindelse ved, at der i 2022 og 2023 er sket “meget væsentlige” overskridelser af virksomhedens miljøgodkendelse, fordi der er brugt cirka dobbelt så meget biomasse, som der er givet tilladelse til. Biogasanlægget har i gennemsnit modtaget 190 tons om dagen, men har kun tilladelse til maksimalt 100 tons.
Overskridelserne er fortsat i de første fire måneder af 2024, men i maj er der sket en meget væsentlig reduktion af de tilførte mængder biomasse. I maj blev der i gennemsnit brugt 32 tons om dagen, og dermed holder Kerteminde Biogas sig nu inden for rammerne i miljøgodkendelsen. For en enkelt fraktion, dybstrøelse, er de samlede tilladte årlige mængder dog overskredet, og derfor må virksomheden ikke bruge denne type resten af året.
Konfiskation af fortjeneste
Horten henviser i sin redegørelse til resultaterne af de miljøtilsyn, der har været på Kerteminde Biogas i foråret, og som har ført til en række indskærpelser og foreløbig fire politianmeldelser.
Kerteminde Kommune har blandt andet politianmeldt virksomheden for manglende etablering af tætsluttende overdækning på en gylletank. Forholdet er indskærpet ved et tilsyn i 2023, men luftfotos har vist, at det ikke er bragt i orden. Derfor har Kerteminde Biogas “muligvis bevidst afgivet urigtige eller i hvert fald vildledende oplysninger” til kommunen.
Biogasanlægget har også tilført fraktioner, for eksempel rapsfedt, sojamasse, organisk affald og roe-melasse, som man ikke havde tilladelse til. Desuden er der brug mere af to fraktioner, dybstrøelse og glycerin, end miljøgodkendelsen tillader. Også de forhold har ført til en politianmeldelse.
Kerteminde Kommune har i forbindelse med politianmeldelserne bedt Fyns Politi udstede en bøde til biogasanlæggets ejer, Hans Luunbjerg, og anmodet om, at der rejses krav om konfiskation af den fortjeneste, virksomheden har opnået ved at tilføre biogasanlægget større mængder biomasse end tilladt.
Øget trafikbelastning
Dansk Miljørådgivning har vurderet de miljømæssige konsekvenser af virksomhedens overskridelser af vilkårene i miljøgodkendelsen og har blandt andet vurderet, at der har været øget trafikbelastning som følge af flere transporter til og fra biogasanlægget end godkendt. Trafikbelastningen har dog ikke medført væsentlige skadelige virkninger på miljøet i omgivelserne.
Dansk Miljørådgivning konkluderer også, at luftrenseanlægget på biogasanlægget har kunnet håndtere merbelastningen som følge af overproduktionen. Uoverdækkede gylletanke kan have medført øgede emissioner (udledning af forurening, red.), blandt andet ammoniakfordampning, men det fremgår ikke, om det har medført væsentlige skadelige virkninger på miljøet.