Danmarks VILDESTE kommune kan blive naturens X Factor

0
1162

Kerteminde Kommune består som resten af de fynske kommuner mest af landbrugsjord. Men det kan man nu forsøge at gøre lidt op med. Foto: Arkiv

Kerteminde skal som kommune deltage i en konkurrence udstedt af Miljøminister Lea Wermelin. En konkurrence der kan være med til at sætte fokus på vigtigheden af biodiversitet.

I denne uge kunne man her i avisen læse at Kerteminde skraber bunden hvad angår naturens vilkår – vi har simpelthen for meget landbrugsjord og for lidt skov, hedder det sig. Men det kan borgerne i kommunen nu være med til at skubbe lidt i en anden retning.

Dansk natur har brug for mere plads. Derfor opfordres alle danske kommuner til at deltage i en konkurrence frem mod 2022, hvor det gælder om at finde de vildeste idéer til fordel for den vilde natur, hedder det sig i konkurrencen om at blive helt vild med natur.

Om kommunens deltagelse siger Jesper Hempler (F) i hvis udvalg beslutningen blev truffet:
– Jamen det vil vi da gerne være med til. Jeg kender jo godt til at vi ikke har så meget biodiversitet grundet fx landbrugsjord. Det skal dog siges at i undersøgelse hvor vi placeres lavt har man ikke regnet strandmiljøerne med, som vi jo har mange af understreger han.

Men vi kan alle gøre mere for naturen, mener Hempler, og det kan konkurrencen her måske være et incitament til: – Vi kan få flere områder der kan blive levesteder for dyr og plantearter, og vi kan gøre mere for at registrere det vi allerede har for at blive klogere på det. Vi har jo områder som både Sybergland og Urup Dam, hvor der er fokus på naturen.

– Vi kender ikke helt kriterierne for konkurrencen endnu, men ser for mig at vi kan skabe en interesse for området. Konkurrencer kan jo, ligesom med Landsby Makeoveren, være med til at skabe en interesse. Vi skal gerne have aktiveret borgerne fx ude i landsbyerne, men også i byernes villahaver og virksomhedernes arealer, skoler og  daginstitutioner. Der er mange muligheder, mener han.

Han kunne sagtens forestille sig en lille konkurrence for at få borgerne med på idéen.

– Se bare hvad en konkurrence som X Factor har gjort for interessen for sang, siger han med et glimt i øjet.

– Jeg ser dog også en force i fællesskabet omkring et lignende projekt, der kunne blive rigtig godt, især ude i landsbyerne. Der er mange gode tanker i initiativet.

– Men vi skal også arbejde på den store klinge med flere vådområder, samt inddrage lavbundsjorde, som man i samarbejde med lodsejere kunne udtage disse til natur.

– For os ville det være en sejr at kunne blive bedre til natur og give den en skalle med biodiversiteten.

Man kan følge med og blive klogere på hvordan man gør sin natur vildere her på Vild med Vilje eller mere lokalt her på Vilde Haver – Hindsholm

Dysten om at blive Danmarks Vildeste Kommune går i gang efter tilmeldingsfristen den 24. marts.

FAKTA: Om konkurrencen
– Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før: 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund opfordrer Miljøminister Lea Wermelin de danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive ’Danmarks vildeste kommune’.

– Dommerpanelet består af Miljøminister Lea Wermelin, tv-værten Frank Erichsen og biologen Morten DD Hansen, der skal kåre vinderkommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Der er fri leg, og vinderen udvælges baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.

– Et filmhold følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af ”Gi os naturen tilbage” på DR. Mere end 500.000 seere fulgte med i første sæson, der blev sendt i efteråret 2020.

– Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne ”Sammen om et VILDERE Danmark”, hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.

jmr
Selvlært journalist og cand. mag i medievidenskab og italiensk. Skriver om politik, kultur, landsbyer og alt andet hvad der rør sig i Kerteminde kommune.