
Bettina Eriksen melder sig ud af venstre og ind i Liberal Alliance. Foto: Arkiv Peter Hougesen
Både byrådsmedlem Bettina Eriksen og formand for venstre i Kerteminde, Bo Sandberg, melder sig ud af venstre og ind i Liberal Alliance. Det fremgår af en pressemeddelelse, der netop er sendt ud.

Formand for venstre i Kerteminde, Bo Sandberg, melder sig også ud af venstre og ind i Liberal Alliance. Foto: Arkiv
Meddelelsen er den foreløbige kulmination på den senere tids interne uenigheder i partiet.
Bo Sandberg har offentligt udtalt, han mente partifællen Hans Lunbjerg var moralsk inhabil som bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning, fordi Luunbjerg selv producerer energi.
Bettina Eriksen har sendt en såkaldt bekymringsmail til Kerteminde Kommunes øverste ledelse, hvor Luunbjergs habilitet var et af bekymringspunkterne.
Det har medført kraftig kritik af dem begge fra bestyrelsesmedlemmet Jens Peter Henriksen.
På et bestyrelsesmøde kort inden jul var meldingen fra partiet, at luften var blevet renset og man nu så fremad. Det viste sig så i dag ikke at være tilfældet.
Pressemeddelelsen:
Styrkelse af den liberale stemme i Kerteminde Kommune
”Vi savner en klar liberal borgerlig stemme i Kerteminde Kommune, og det har vi nu taget konsekvensen af”. Sådan siger byrådsmedlem Bettina Eriksen, tidligere Venstre og tidligere formand for Venstres
vælgerforening Bo Sandberg.
De har begge gennem de sidste to uger haft dialog og møder med Liberal Alliances formand for Fyns Storkreds Camilla Silfverberg samt Liberal Alliances forretningsudvalg, og alle er enige om, at det er et godt match. Derfor har både Bettina og Bo nu meldt sig ud af Venstre og ind i Liberal Alliance.
Bo Sandberg bliver formand for Kerteminde-Udvalget i Nyborg/Kerteminde Lokalforening. Ambitionen er at få udviklet organisationen til på sigt at stifte en selvstændig lokalforening for Kerteminde Kommune.
Bettina Eriksen vil fortsætte sit politiske arbejde i byrådet, nu som byrådsmedlem for Liberal Alliance. Bettina vil fortsat arbejde politisk under overskriften ”Vækst og udvikling som forudsætning for
kernevelfærd”. Bettina vil den kommende tid have fokus på:
at der er fremtidssikre og langsigtede perspektiver på udvikling af kommunens 3 by-midter
aktivt ejerskab af kritisk infrastruktur – energiforsyning
større åbenhed og gennemsigtighed i de kommunale politiske processer herunder også for kommunalt ejede selskaber.
Hvad angår fremtidige konstitueringer kan man være sikker på, at en stemme på LA også er en stemme på en borgerlig borgmester.
”Vi har en haft en god dialog, og kemien er rigtig, så jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet”, udtaler Bettina.
Storkredsformand for Liberal Alliance for Fyns Storkreds, Camilla Silfverberg, glæder sig over, at Liberal Alliance nu bliver repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Kerteminde Kommune.
”LAs udvikling gennem de sidste år har været frem i mod større grad af lokal repræsentation. Det får vi med Bettina og Bo. Der er i høj grad tale om et tilvalg af hinanden på baggrund af vores fælles liberale værdier.
Derfor er vi meget glade for at byde Bettina og Bo velkommen i Liberal Alliance”.