Palle Hansborg-Sørensen, der i 16 år var socialdemokratisk bykonge i Munkebo Kommune og som bagefter blev den nye Kerteminde Kommunes første borgmester, kan torsdag 15. oktober fejre sin 80 års fødselsdag. Han har to børn og fem børnebørn, der alle bor i Munkebo

Palle Hansborg-Sørensen fotograferet ved forskellige lejligheder over de seneste godt 40 år, for eksempel da han under årets Kirsebærfestival blev udnævnt til kirsebærminister. Han har blandt andet været aktiv omkring motionsløbet One Mile Run og skaterlandsholdets besøg i Munkebo Multipark. Hans søn Lars er byrådsmedlem i Kerteminde, og barnebarnet Elias gør familienavnet ære som professionel fodboldspiller i først OB, nu Fredericia. Foto-collage: Michael Rathje
Palle Hansborg-Sørensen, Munkebo, der er Kerteminde Kommunes længst regerende borgmester, fylder torsdag 15. oktober 80 år.
Han indledte sin politiske karriere i kommunalbestyrelsen i Munkebo Kommune i 1982 og var i to valgperioder formand for teknisk udvalg. Sideløbende med sit politiske virke arbejdede Palle Hansborg-Sørensen inden for skolevæsenet. Han kom i 1970 til den daværende Troelskærskolen i Munkebo som lærer og blev siden skoleinspektør.
I 1990 blev Palle Hansborg-Sørensen borgmester og satte sig blandt andet i spidsen for en fornyelse af Munkebos centrum med opførelse af et nyt kulturcenter og bibliotek.
Efter 16 år som borgmester i Munkebo blev Palle Hansborg-Sørensen efter kommunalreformen i 2006-07 den første borgmester i den nye Kerteminde Kommune.
Hans tid som borgmester blev ikke så lang, som han selv havde regnet med. Efter kommunalvalget i 2009 regnede både han og Socialdemokratiet med at fortsætte, da Sonja Rasmussen, der indtil da havde været hans partifælle, kuppede ham, stiftede Borgerlisten og indgik konstitueringsaftale med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Palle Hansborg-Sørensen forblev medlem af Kerteminde Byråd i endnu to valgperioder, frem til udgangen af 2017.
Han sluttede dermed sin politiske karriere i bevidstheden om, at Kerteminde Kommune igen havde en socialdemokratisk borgmester, Kasper Ejsing-Olesen, der nåede at få otte år på posten.
Stor indsats for hjembyen
Siden har Palle Hansborg-Sørensen koncentreret sig om at gøre en indsats for sit lokalområde, ikke mindst hjembyen Munkebo. Han har blandt andet været involveret i vikingeevent ved Munkebo Havn, MGP (Munkebos Gæve Pensionister), Munkebo Multipark, Halloween-arrangement, Virk og Gro, Lindø-dagene, Fjordens Dag ved Boels Bro, juletræstænding i Munkebo, Munkebo Bakkes forskønnelse og One Mile Run.
Som hans efterfølger som borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) sagde, da Palle Hansborg-Sørensen i 2023 blev udnævnt til Årets Borger:
– Palle Hansborg-Sørensen er et fyrtårn, der rager op over alle de andre frivillige.
Torsdagens fødselar lever sammen med Bodil, som han har kendt i over 20 år. Palle Hansborg-Sørensen er far til to sønner og farfar til fem børnebørn, der alle bor i Munkebo eller omegn.
Fødselsdagen fejres under private former med en middag på Munkebo Kro med familien.


