Fredag den 8. maj fylder Svend Kristensen 100 år. På fødselsdagen får han blandt andet besøg af Kertemindes borgmester Michael Nielsen, der for første gang som borgmester skal til en 100-års fødselsdagsfest

Trods sine 100 år er Svend Kristensen stadig ånsfrisk og fyldt med humor. Privatfoto.
Svend Kristensen blev født den 8. maj 1926, og han boede i sin barndom på Langeland lige over for Skrøbelev Gods. Her drev hans mor en købmandsbutik, mens faren arbejdede som gartner og chauffør på godset.
Som ung tog han en højere handelseksamen og blev uddannet kontorassistent. Senere blev han assurandør for Hafnia Forsikring i Svendborg. Men han brød sig ikke rigtig om at prakke folk forsikringer på, fortæller hans datter Rita Lauritsen. Han tog derfor to år til Grønland og arbejdede på Thulebasen. Efter hjemkomsten begyndte han som kirketjener ved Vor Frue Kirke i Svendborg.
For 25 år siden flyttede han så til Kerteminde, netop som bofællesskabet Ankerpladsen på Fabers Allé blev etableret.
Her bor han stadig, og selvom kroppen ikke kan så meget længere, er han stadig åndsfrisk. Rita Lauritsen fortæller, at hendes far følger med i nyhederne, læser avis hver dag og tager udklip med til diskussion, når han holder bibelkreds hver anden uge.
Svend Kristensen blev i en ung alder religiøs og aktiv i Indre Mission.
– Min mor broderede et særligt broderi, der hænger på væggen hjemme ved ham, og det har fulgt ham hele vejen igennem livet. Der står: “Alt beror på Guds nåde”. Og det har ligesom været hans pejlemærke livet igennem. Han har sådan en tro på, at når han dør, så er det i orden. For der venter jo noget, der er bedre. Det har han sådan en klippefast tro på, og det er jo sådan set rart for os, som efterkommere af ham, at vide, at det er i orden for ham, fortæller Rita Lauritsen.
Hun fortæller, at hendes far stadigvæk har humor, og han har en enestående evne til at komme i kontakt med andre mennesker og få sat en dialog i gang og få andre mennesker til at fortælle om sig selv. Og så er han god til at lytte.
Fødselsdagsfejringen starter fredag morgen med morgenmad, rundstykker, bobler og
kransekage i Bofællesskabet Ankerpladsen og borgmesteren vil komme forbi klokken 15.
Lørdag bliver Svend Kristensen fejret af familien på Skrøbelev Gods lige over for fødehjemmet.


