Plejecenter Lindhøj er hårdt ramt af sygemeldinger. Foto: Arkiv
I sidste uge satte medlemmerne af Ældre,- Handicap – og Sundhedsudvalget sig for at undersøge om der skulle gøres en indsats, for at få arbejdsglæden op og sygefraværet ned på udvalgte plejehjem. KJ Avis var via en anmodning om aktindsigt fået adgang til tal, der viser, det formentlig er en god idé.
Fra 4,40% til 10,91% – så stor er forskellen på Dalsbo og Lindhøj plejehjems sygefravær i 2022 indtil nu. KJ Avis har via en anmodning om aktindsigt fået udleveret tallene, der viser, hvor meget sygefravær, der er på de enkelte plejehjem i Kerteminde Kommune.
Dalsbo plejehjem er det plejehjem i kommunen med lavest sygefravær. I 2022 indtil nu har det gennemsnitlige fravær for året første ni måneder været 4,40%
I samme periode har Birkelund haft et fravær på 6,91%
Svanehøj 7,79%
Fjordly 10,45%
Og Lindhøj 10,91%
Lindhøj oplevede i sidste måned et samlet fravær på 16,88% og måtte i samme måned hyre vikarer ind i 1228 timer.
”De tal, du nævner der, bekræfter jo lige netop, hvorfor vi i Ældre,- Handicap- og Sundhedsudvalget på sidste møde satte gang i en undersøgelse, hvor vi vil forsøge at lære noget af de plejehjem, der har lavt sygefravær. Det her er jo netop årsagen til, det her emne er nummer et emne på dagsordenen i udvalget både nu og det næste lange stykke tid”, forklarer medlem af Ældre,- Handicap- og Sundhedsudvalget, Michael Nielsen.
Sygefraværet blandt de ansatte rammer kommunekassen dobbelt. De syge medarbejdere, skal naturligvis have løn under sygdom. Men der skal også kaldes vikarer ind, der skal sørge for, Kerteminde Kommune er i stand til at yde den ældrepleje, der skal til.
”Udover at det koster os en hulens masse penge, så er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at vi i Kerteminde Kommune har svært ved at tiltrække arbejdskraft. Det er der mange kommuner, der har. Derfor er vi også nødt til at gøre en indsats, sådan vi sikrer de bedst mulige forhold, hvis vi skal være i stand til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fremadrettet”, forklarer Michael Nielsen videre.
Sygefraværstallene er en procentuel opgørelse over alle sygemeldinger blandt alle ansatte på det enkelte plejehjem.


