Solformørkelsen set fra bakken ved Viby Mølle en smuk sommeraften

0
110

Fotograf Emil Andresen har sendt Kjerteminde Avis en samling fotos og en fin øjenvidneberetning fra solformørkelsen onsdag aften

Solformørkelse (8)

Udstyret med klapstole, tæpper og for nogle vedkommende også picnickurve havde over 100 mennesker onsdag aften taget turen til Viby Mølle for at se solformørkelsen. Foto: Emil Andresen

Kjerteminde Avis’ flittige husfotograf, Emil Andresen, har haft en travl sommer med blandt andet ArtWeek, Kirsebærfestival, havnefest, Verdensballetten og nu også Danish Golf Championship.

Onsdag aften var han – som så mange andre – ude for at se på solformørkelsen. Emil Andresen tog til Viby, hvor der hele ugen er et hav af aktiviteter, som er stablet på benene af lokale ildsjæle til glæde for både golfturister og fastboende.

Udover fine billeder fra begivenheden har Emil Andresen sendt os følgende beretning:

Over 100 mennesker var cirka klokken 19 mødt op ved den smukt restaurerede Viby Mølle, hvorfra man kunne iagttage den anmeldte partielle solformørkelse.

Over en lille times tid kunne det iagttages, hvordan månen skyggede for mere og mere af solen, og man kunne tydeligt fornemme, at det blev både mørkere og koldere under forløbet. Nogle skyer skyggede en smule for fænomenet undervejs, men ikke mere, end det var til at leve med.

Deres udsendte fotograferede med sin mobiltelefon, en Google Pixel 9 Pro XL, skærmet af en solformørkelsesbrille til 25 kroner, hvilket fungerede aldeles fremragende!

Nu må vi så vente til år 2035, før en lignende solformørkelse finder sted!

Alle fotos er taget af Emil Andresen. Klik på det enkelte billede for at gøre det skarpt.