Med rødder i både Grønland og Munkebo og en baggrund i bæredygtighed og foreningsliv, stiller Bella Kuluk Mortensen op for Socialdemokratiet – med mærkesager som tryghed, grøn omstilling og bedre rammer for børn i folkeskolen

Bella Kuluk Mortensen foran A/B Lindøhusenes kontor og værksted. Foto: Andreas Horskjær
Hun er en kvinde, der kan jonglere mange bolde på en gang – 39-årige Bella Kuluk Mortensen, Munkebo, som senere på efteråret for første gang går ind lokalpolitik, når hun stiller op for Socialdemokratiet.
Det udenlandsk klingende mellemnavn ”Kuluk” er grønlandsk og stammer fra hendes mor. Bella Mortensen er født på Grønland, men har boet hele sit liv i Munkebo med sin danske far og grønlandske mor. Hun fortæller, at hun gik på Mølkærskolen – det, der nu er blevet til Munkebo Skolen.
Senere har Bella Mortensen læst en kandidatgrad i statskundskab på Syddansk Universitet, hvilket gjorde hende bevidst om, at politik altid ville være en vej, hun ønskede at gå.
Siden har hun arbejdet i vindenergifirmaet Resolux Group som Global Sustainability Manager og efterfølgende i Rynkeby Foods som ESG-konsulent. Begge stillinger har haft fokus på bæredygtighed og grøn omstilling – en af Bella Mortensens centrale politiske mærkesager.
I sin fritid er hun bestyrelsesformand for Munkebos største boligforening, A/B Lindøhusene. I dag bor hun selv i Lindøhusene med sin mand og tre børn – og stiller altså op for Socialdemokratiet ved det kommende kommunalvalg.

Bella Kuluk Mortensen cykler i øvrigt også på Team Rynkeby. Denne sommer cyklede Bella 7700 højdemeter og 350 kilometer i de franske Alper, hvor Team Rynkeby indsamlede 63 millioner danske kroner til kritisk syge børn. Foto: Bella Kuluk Mortensen
Fællesskab i det nære
Hvorfor stiller du op til lokalpolitik?
– Det er fordi, jeg godt kan lide at bidrage til det nære miljø. Jeg har været med til at starte en privat børnehave, fordi der manglede børnehaver i det område, vi boede i, da min ældste datter var helt lille. Jeg har siddet som formand her i andelsboligforeningen, og jeg er fodboldtræner i den lokale fodboldklub – så det med at bidrage til det nære samfund har altid været noget, der har drevet mig.
Hvorfor Socialdemokratiet?
– Socialdemokratiet ligger tæt op ad det, jeg gør. Jeg tror på, at vi fungerer bedst i fællesskab, og jeg tror på, at foreningslivet har en kæmpe effekt på, hvordan et samfund fungerer. Er der et sundt foreningsliv, så er der også et sundt samfund. Det er vigtigt, at vi løfter i flok, samtidig med at vi skal rumme og have plads til hinanden – og det er jo nogle af de kerneværdier, der findes hos Socialdemokratiet.
Justitsminister Peter Hummelgaard var i april på besøg i Munkebo for at tale om nogle af de følgevirkninger, der har været af regeringens bandepakker. Kriminelle kan nu få forbud mod at opholde sig inden for en kommunes grænser i en længere periode. Det har dog haft den konsekvens, at mange af de kriminelle, der har fået opholdsforbud i Odense Kommune, flytter til nærområder – eksempelvis Kerteminde Kommune og i høj grad Munkebo, grundet den tætte placering til Odense og de generelt lavere boligudgifter.
Det er noget, Bella har mærket tæt på.
Efter en længere tænkepause fortæller hun, at hun er usikker på, om hun skal dele følgende, da det vigtigste for hende er at skærme sine børn. Men hun mener, at budskabet er vigtigt:
– Jeg har en teenagepige, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor jeg er så meget mere opmærksom på hende nu, end jeg var tidligere. Det er fordi, hun har oplevet nogle meget ubehagelige ting – ting, som ikke bør være normale, når man færdes på gaden i Munkebo.
Det omhandler blandt andet synet af bilafbrændinger og en ubehagelig hændelse for datteren personligt.
Om løsningen siger Bella:
– Løsningen ligger i et samarbejde mellem national og lokal politik. Noget af det, vi kan gøre her og nu i Munkebo, er at opsætte kameraer for at beskytte borgerne i de områder, hvor man færdes. Og jeg ved godt, at det ikke er alle steder i Munkebo, der skal have kameraer – det skal ikke være et overvågningssamfund – men man skal vide, at der er steder, hvor man kan færdes mere trygt.

Justitsminister Peter Hummelgaard i samtale med Borgmester Kasper Ejsing Olesen om bandepakkernes utilsigtede effekter. Foto: KJ Avis
Velfærd og grøn omstilling
Mens tryghed i kommunen er en af Bellas vigtigste mærkesager, går hun også op i klassiske socialdemokratiske emner som en mere grøn og bæredygtig fremtid – og selvfølgelig velfærd for børnene.
Bella er stærkt engageret i at udvikle Odense Havn i en grøn og bæredygtig retning, og hun har stor viden på området fra sit tidligere arbejde i vindmølleindustrien.
Til sidst understreger Bella, at det er vigtigt at finde løsninger på de udfordringer, skolevæsenet står overfor.
Der arbejdes allerede med Fremtidens Skole i kommunen, og Bella forklarer, at hun godt kunne forestille sig, at man kunne spare ressourcer ved at skabe bedre rammer i folkeskolen for børn med særlige behov. På den måde kunne man flytte nogle af ressourcerne fra specialområdet over i den almene folkeskole. Det kræver bedre afskærmning og to voksne i de klasser, hvor der er behov for det.

Bella Kuluk Mortensens kandidatbillede Foto: Kim Poulsen


