Mens de fleste andre politikere i byrådet er ved at danne sig et overblik over, hvad der skal gøres ved det biogasanlæg, der står opført i dag, går SF i en anden retning. Alex Haurand vil i stedet sætte gang i en udvidelse af Kerteminde Biogas.

SFs enlige mandat i byrådet Alex Haurand vil sætte gang i behandlingen af planerne om en udvidelse af Kerteminde Biogas. Foto: Arkiv
På torsdag skal byrådet i Kerteminde for første gang tage stilling til, hvad der fra politisk side skal gøre med det biogasanlæg, der står opført som Kerteminde Biogas i dag. Direktionen indstiller til, at politikerne tager kammeradvokatens rapport til efterretning og genoptager afgørelserne om miljøgodkendelse, landzonetilladelse, byggetilladelse og VVM-screening (miljøundersøgelse, red).
Alex Haurand (SF) vil i stedet sætte gang i den store udvidelse af Kerteminde Biogas, der var planlagt til at skulle blive politisk behandlet i juni måned sidste år. Den politiske behandling blev sat på pause på grund af KJ Avis artikler om Kerteminde Biogas. I stedet besluttede byrådet at bestille en advokatundersøgelse, der skulle undersøge, hvordan Hans Luunbjerg havde fået tilladelserne til sit biogasanlæg, mens han var borgmester. Nu mener SF at tiden er inde til at lade planerne om den store udvidelse behandle politisk igen.
Hvorfor mener SF, at der netop nu skal holdes fokus på udvidelsen af Kerteminde Biogas?
– Vi bliver nødt til at få en endelig og meningsfuld afslutning på den her sag. Sagen startede jo med at Konservative og LA stoppede sagsbehandlingen af en ny lokalplan for Kerteminde Biogas Aps i juni måned sidste år. Den politiske indblanding i myndighedsarbejdet startede en sneboldeffekt med et forslag fra Kristian Hald endte med en 1.5 millioner dyr rapport fra kammeradvokaten, som påpeger nogle mindre fejl, men ikke ”den rygende pistol” og anviser nogle mulige løsninger. En mulig løsning kunne være fysisk lovliggørelse – altså nedrivning af hele eller dele anlægget. Skulle vi ende med nedrivning, ville det kunne få snebolden til at blive en lavine med retssager og sagsanlæg og i sidste ende kunne ende med erstatningskrav på mange millioner kroner, da kommunen jo har givet byggetilladelse. Det eneste ansvarlige at gøre, er at starte forfra og lave en lokalplan og en sagsbehandling, som beskriver hvad vi ønsker og på hvilke vilkår – og få bragt tingene i overensstemmelse hermed. Det vil sikre miljøet og kommunens ressourcer vil kunne bruges til noget mere fornuftigt, svarer Alex Haurand
Der har været flere artikler, der blandt andet har dokumenteret omfattende miljøproblemer på Kerteminde Biogas. Hvordan hænger SFs ønske om en udvidelse af virksomheden sammen med SFs normale fokus på hensynet til miljøet?
– SF går meget op i miljøet og derfor ønsker vi at dette kommer i fokus gennem en ny beslutning om hvad kommunen ønsker i forhold til en fortsat produktion af biogas. Fokus i en sådan plan skal være: ”Hvad gavner miljøet ? – og hvilke krav skal kommunen stille til en fremadrettet produktion ” Her vil der være en offentlighedsfase med høring og ret til indsigelser. Det duer ikke, at bruge mio af flere kroner på at grave i fortiden og lade medarbejderne begrave sig i gamle papirer, mens nye initiativer fra andre virksomheder og borgere blive parkeret i venteposition.
Hvordan har SF tænkt sig, at der kan laves en lokalplan for en udvidelse af Kerteminde Biogas, når flere eksperter mener, at det vil være stærkt problematisk i forhold til gældende lovgivning og virksomhedens beliggenhed?
– Vi har ikke hørt om eksperter, der mener at en fornyet lokalplanlægning og efterfølgende sagsbeahndling, hvor vi starter forfra, er stærkt problematisk i forhold til gældende lovgivning. Tværtimod har Kj Avis citeret ”eksperter” for at mene, at der er en mangel på ”sagssbehandling”. Spørgsmålets, som KJ Avis stiller hviler således på et forkert forudsætning. I SF mener vi, at sagen kræver alt andet end følelser og mavefornemmelser, beskyldninger og mistænkeliggørelse. Vi må i den her sag begynde at træffe nogle rationelle beslutninger til gavn for borgere og natur – og ikke sætte kommunen i stå for at grave i fortiden. Hvis man mener at kunne påpege noget kriminelt må man gå til politiet.
I første omgang skal byrådet på torsdag behandle sagen om Kerteminde Biogas. Her skal politikerne tage stilling til, om de givne tilladelser til Kerteminde Biogas skal genoptages.