SF ønsker sig tre pladser i Byrådet

0
1938
Sf 2021

SF har sat sit hold til kommunalvalget 2021. Foto: RMJ

 – Vi stiller op som et hold, siger byrådsmedlem Jesper Hempler, der er holdets spidskandidat, om de ni kandidater SF stiller med til listen ved novembers kommunalvalg.

Jesper hempler

Jesper Hempler, der i dag har den ene plads i Byrådet, har mod på en runde mere: – Jeg vil gerne mærke hvordan det er at arbejde for en kommune, hvor økonomien endelig falder ud til en positiv side, og man derfor bedre har mulighed for at egentlig at lave politik, ud over hele tiden at skulle tænke i spareøvelser. Foto: Alex Haurand

Grøn omstilling, mere vild natur, gode arbejdsforhold med god trivsel for vores ansatte i kommunen, er noget af det, SF i den kommende byrådsperiode ønsker at arbejde med i Kerteminde Kommune: – Det er for os rigtig vigtigt at kunne få gennemført noget af den politik, som SF står for, sagde Jesper Hempler, på gårsdagens pressemøde hos SF i Hundslev.

Mennesket og naturen – og samspillet her imellem, er øverst på dagsordenen hos SF – mennesker der arbejder for vores borgere på den ene side af skranken, skal have de forhold der gør, at de kan servicere dem på den anden side af skranken på bedst mulig vis, sådan at det hele forhåbentligt går op i en højere enhed, lyder SF’ernes ønske:

– Vi vil gerne skabe gode arbejdsforhold for kommunens ansatte, for vi ved det betyder noget for, hvordan de agerer overfor borgerne. Det er her vigtigt at se på, hvordan vi som kommune skal møde borgerne.

SF, der for år tilbage havde et slogan, der bød på færre mursten, er nu klar på at byudvikle:
– SF har især sat aftryk på udviklingen i landsbyerne, hvor vi bl.a. har været med til at igangsætte initiativet Landsby Make Over, og legepladspuljen – begge tiltag der er groet i vores baghave, siger Jesper Hempler.

Røde partier kan også finde ud af at spare
– Vi får, på den såkaldt røde side, ofte skyld for at bruge mange penge, men jeg vil faktisk sige, at vi i denne omgang har været med til at rette op på økonomien igen, i forhold til den sparerunde vi også har lagt vores mandater i, netop for at få styr på kommunens økonomi – sammen med de øvrige partier. Men vi har været med til at løfte ansvaret, hvilket betyder, at vi nu kan genopbygge, og sætte ting i værk igen, fortsætter han:

– Hvem kunne, blot for få år siden, have drømt om, at vi kunne stå her i dag og sige, at nu bruger vi 120 mio. kr. på ældreområdet til at bygge nye plejecentre, storkøkken og demenscenter? – Det er blevet en realitet, siger han, om selvfølgelig at have fået vind i sejlene qua udligningsreformen: – Men det er det hårde rugbrødsarbejde bag, som vi også gerne vil tage en del af ansvaret for, der har gjort, at vi kan stå på den gode side af økonomien i dag, konkluderer han om det at have været med til at skulle stramme kursen for borgerne.

– De første fem år, jeg havde i byrådet, lavede vi ikke andet end at spare, og en af grundene til, at jeg synes det kunne være spændende at tage en periode til, er at det nu ser ud til at vi, fremadrettet, kan komme til at lave politik, hvor man ikke skal spare, siger han om at genopstille.

SF har i dag to pladser i Byrådet, men har, i den såkaldte Villy Søvndal-periode, været oppe på fem pladser. Drømmen i år er at tage tre sæder, fortæller Jesper Hempler, der gennem de seneste to byrådsperioder har “siddet lunt i svinget”, som formand for Natur-, Teknik- og Miljøudvalget for SF.

Resten af holdet hos SF er som følger: Kim Jørstad, Alex Haurand, Mohamad Sukar, Ghariba Ebrahim, Louise Pedersen, Karl Munkholm og Lilly Haunstrup.