Der skal nu rejses en ny flagstang foran rådhuset i Kerteminde. Ved siden af flagstangen med Dannebrog skal der fremover på enkelte mærkedage flages med regnbueflaget og andre flag. Det blev kompromiset på onsdagens byrådsmøde efter en lang debat om kommunens ny flagregulativ

Sådan vil det komme til at se ud foran rådhuset i Kerteminde. Det bliver dog kun én dag om året, hvor der også flages med regnbueflaget. AI-manipuleteret foto.
Onsdag klokken 17 var det stadig, trods alle vinduer åbne, meget varmt i byrådssalen. Og det var tydeligt, at det var det sidste byrådsmøde inden sommerferien. Hele syv byrådsmedlemmer havde meldt afbud på grund af ferie eller andre grunde, og sjældent er der set så mange stedfortrædere til et byrådsmøde.
Dagsordenens første 11 punkter blev da også hurtigt gennemgået og godkendt uden mange kommentarer eller behov for afstemninger.
Men da byrådet kom til punktet ”Beslutningssag: Flagregulativ”, steg temperaturen yderligere et par grader.
Fra starten så det ellers ud til at være en ren ekspeditionssag. Administrationen blev bedt om at lave en opdatering af kommunens flagregulativ fra 2018. Flagregulativet angiver hvor og hvornår kommunen skal flage. I det opdaterede flagregulativ var der ikke de store ændringer, bortset fra at Kerteminde Kommune ikke længere vil flage ved det tidligere rådhus i Langeskov, men kun ved administrationen i Munkebo og foran rådhuset i Kerteminde.
Men Økonomiudvalget sendte flagregulativet retur med et ønske om at undersøge mulighederne for at flage med Dannebrog på alle dage, og ikke kun på de særlige mærkedage. Det vurderede administrationen dog ville kræve for mange ressourcer at hejse flaget hver morgen og tage det ned igen hver aften, som de officielle flagregler foreskriver.
I stedet blev det foreslået at flage med vimpel på almindelige dage. Det nye flagregulativ blev nu godkendt af Økonomiudvalget og sendt videre til byrådsmødet for en endelig godkendelse.

Allerede inden det nye flagregulativ var blevet vedtaget, var administrationen begyndt at flage døgnet rundt med en vimpel. Foto: Michael Rathje
Men fem dage før byrådsmødet meddelte SF og Enhedslisten, at de ville stille ændringsforslag til flagregulativet på byrådsmødet. De ønskede, at Kerteminde Kommune én dag om året flagede med regnbueflaget, for ”at markere støtte til mangfoldighed, tolerance og retten til at være den, man er.”
Den udmelding har de seneste dage skabt en voldsom debat i de lokale Facebookgrupper, og debatten fortsatte på byrådsmødet. Alle var enige om at holde meget af Dannebrog, men Dansk Folkeparti og Liberal Alliance så absolut ingen grund til at begynde at flage med regnbueflaget.
Liberal Alliances Malte Jäger, der tidligere har udtalt, at han mener, at der kun findes to køn, fandt, at forslaget om at flage med regnbueflaget ville diskriminere andre minoritetsgrupper og ville blive en glidebane.
– I forhold til det alternative beslutningsforslag, så mener vi, at Dannebrog rummer alle, Dannebrog inkluderer alle, og diskriminerer ingen. Derudover er det en glidebane, at man vælger at tillade bestemte minoritetsflag, men ikke andre, argumenterede Malte Jäger (LA).
Men så kom der endnu et ændringsforslag på bordet fremsat af de Konservative, Hverdagens Stemme og løsgængeren Charlotte Campen.
– Vi har et andet forslag, fordi vi synes sådan set godt, at vi vil anerkende, at der eksempelvis flages med regnbueflaget, eller for den sags skyld andre flag. Det må bare aldrig overgå Dannebrog, lød det fra Kent Valsøe (K)
For at tilfredsstille alle gik det nye forslag ud på at rejse endnu en flagstang ved siden af den nuværende. Her kunne så regnbueflaget eller andre flag hejses ved siden af Dannebrog.
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var heller ikke begejstrede for det forslag. Socialdemokratiet ville heller ikke stemme for, da partiet mente, at man skulle have kommunens politik om LGBT+ på plads først. Et emne lokalpolitikerne havde taget hul på i et andet møde, der sluttede lige inden byrådsmødet skulle begynde.
Det endte dog med, at SF og Enhedslisten trak deres forslag tilbage og stemte sammen med de Konservative, Hverdagens Stemme og Charlotte Campen for forslaget om de to flagstænger, og dermed endte sagaen om opdateringen af Kerteminde Kommunes flagregulativ.
Kristian Hald (HS) skriver på Facebook, om sin personlige holdning til Dannebrog og regnbueflaget:


