Politiet tjekkede Kerteminde i lørdagens solskin

0
816

Det lignede en hvilken som helst solbeskinnet helligdag på landevejen mellem Odense og Kerteminde. Der blev kørt i korteger, der kun blev afbrudt af lyssignaler, og hvad skulle alle de mennesker så i den lille by, hvor Johannes Larsen Museet og Fjord og Bælt er lukket, hvor man skal holde afstand ved ishusene, og hvor der kun kan lukkes otte hold ind på minigolfbanen ad gangen, så der ikke opstår for talrige grupperinger?

 

Sådan tænkte politiet også, så de var et, nej adskillige, slag gennem byen for at sikre sig, at alle de, der ikke var på vandring i den dejlige natur, overholdt forskrifterne. På et tidspunkt opsøgte de Hans Kaas på Kerteminde Minigolf, fordi de ikke var klar over, at politiet selv skriftligt har givet ham præcise retningslinjer, som overholdes til punkt og prikke. Køller, bolde og scoreblokke afsprittes såvel før udlevering som efter tilbagelevering, og det er scoreblokkene, der afgør, hvornår der kan lukkes nye spillere ind, fordi der er præcis otte i gang. Kun, når en kommer tilbage, sendes nye spillere ud med samme blok.

 

Det gav i øvrigt en usædvanlig lang ventetid i perioder, hvor der var skriftlig venteliste. Ellers ville der måske samles for mange i ventende grupper!

Vogn fra Vaffelhuset på Renæssancehavnen

 

Vaffelhuset havde premiere på at sætte ‘messevognen’ op ved Renæssancehavnen, og det viste sig at være en god ide. Hele eftermiddagen var der køer såvel i Trollegade som ved havneløbet, men alle overholdt reglerne om afstand. Jan Møller fortæller:

– Jeg så da politiet passere mindst 3-4 gange, men fordi alle opfører sig så pænt, ser vi dem kun i butikken, når de en gang imellem vil købe is!