Vil du gætte med, så skal vi have dine svar senest i morgen 6. januar.
Er du lidt af en spåkone, har du her muligheden for at vinde en fin gavekurv, hvis du kan forudsige, hvad der kommer til at ske i Kerteminde i løbet af 2025. Kom med dit svar på disse ni spørgsmål. I starten af 2026 vil vi kåre vinderen med de flest rigtige svar. Skriv ”2025” i emnefeltet på en e-mail og send dine svar til info@kjavis.dk senest 6. januar 2025
Spørgsmål 1: Får apoteket lov til at flytte?
Det har skabt stor debat i byen, at apoteket ønsker at flytte fra de nuværende lokaler i Langegade til nye lokaler i forbindelse med en tilbygning til SuperBrugsen ved havnen. På et møde i Plan-og Teknikudvalget den 3. december skulle der tages stilling til en ændring i lokalplanen, der ville bane vejen for, at SuperBrugsen kunne udvide.
Men cityforeningen frygter en flytning af apoteket vil betyde midtbyens død. Cityforeningen ville derfor gerne høres først. De har nu indgivet deres høringssvar, og på næste møde i Plan-og Teknikudvalget den 7. januar ventes det at blive afgjort om SuperBrugsen får lov til at udvide med en tilbygning, der kan rumme et apotek.
Spørgsmål 2: Får offentligheden adgang til broen mellem Langebro og Lillestranden?
I 2006 gav Kerteminde Byråd ejendomsinvestor Jens Peter Henriksen fra DS Bolig tilladelse til at opføre fire boliger i halvandet plan i baggården til sin ejendom, “Ørnen”, ved Langebro.
Under forhandlingerne med Kerteminde Kommune lovede Jens Peter Henriksen at etablere en offentlig bro ud for de fire boliger – broen skulle fungere som bindeled mellem Langebro og Lillestranden.
Broen blev bygget, men der var intet landfæste til den offentlige bro – hverken til Langebro eller til Lillestranden. Dermed kan man kun bruge broen, hvis man ankommer med skib. Det var nemlig ikke en del af aftalen, at bygherren skulle stå for landfæstet, det skulle kommunen.
Spørgsmål 3: Bliver socialdemokraten Kasper Ejsing Olesen genvalgt som borgmester?
Til november skal vi til valgurnerne og sammensætte et nyt byråd. Kasper Ejsing Olesen har siddet i Kerteminde Byråd i tre perioder, heraf to perioder som borgmester.
Allerede i oktober sidste år meddelte han i forbindelse med sin 50-års fødselsdag, at han for tredje gang bliver socialdemokratiets spidskandidat.
Spørgsmål 4: Er Kristian Hald stadig medlem af Socialdemokratiet?
Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Kristian Hald, har flere gange i løbet af 2024 været stærkt uenige med resten af den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Senest i forbindelse med godkendelsen af lokalplanen for udvidelsen af Odense Havn. Her stemte Kristian Hald imod, mens de øvrige socialdemokrater stemte for.
Den socialdemokratiske borgmester Kasper Ejsing Olesen og Kristian Hald var dog enige om, at det ikke var et tegn på splid i partiet. De udtalte begge, at de jo var enige om målet, men ikke om vejen dertil.
Spørgsmål 5: Kommer der i år en ”100 års-hændelse”, hvor havvandet ved Kerteminde vil stige med mindst 130 cm?
En rapport udgivet i oktober satte Kerteminde på landkortet, som en af de byer, der risikerer at blive hårdt ramt af stormfloder og oversvømmelser.
I den forbindelse havde Kerteminde i december besøg af syv fynske folketingspolitikere, der skulle høre mere om Kerteminde Kommunes ønsker om klimasikring. Blandt andet om etablering af en sluse ved havnen. Et dyrt projekt, der kræver ændring i lovgivningen, hvis Kerteminde Kommune skal kunne finansiere det.
Spørgsmål 6: Vil Kerteminde Cityforening få ny formand i løbet af 2025?
Da formanden for Kerteminde Cityforening, Jonas Nielsen, blev klar over, at Plan-og Teknikudvalget skulle behandle en ansøgning om dispensation til lokalplanen for havneområdet, sendte han udvalgsmedlemmerne en sms. Her skrev han, at det ville betyde midtbyens død, hvis politikerne gav SuperBrugsen tilladelse til at udvide, så apoteket kunne flytte ind i nye lokaler.
Beskeden fra Jonas Nielsen udsatte afgørelsen til udvalget har fået et høringssvar. Men Jonas Nielsen havde ikke orienteret de øvrige medlemmer af cityforeningens bestyrelse om den sms, han sendte. Det fik brugsuddeler Troels Olsen til at trække sig fra cityforeningens bestyrelse i protest mod formanden.
I november 2023 udtalte Jonas Nielsen sig til Nyborg Avis. Han blev spurgt, hvad der var vigtigt, hvis man ville have en levende by. Som første punkt lød hans svar: ”Handelsstandsforeningen skal være afstemt, så man altid har styr på de indre linjer, før man går i pressen eller til politikerne.”
Spørgsmål 7: Vil Kerteminde Biogas blive solgt i 2025?
Der har det forgangne år været skrevet mange artikler om den tidligere borgmester Hans Luunbjerg og hans biogasanlæg. En rapport fra advokatfirmaet Horten konkluderede i oktober sidste år, at stort set alle afgørelser og tilladelser, der er givet til selskabet, mens ejeren, Hans Luunbjerg, var borgmester i Kerteminde Kommune, er ugyldige.
Derfor skal sagsbehandlingen gå om. Men advokat Preben Jakobsen, der er rekonstruktør i sagen om Kerteminde Biogas, mener ikke at rapporten vil gøre det sværere at sælge biogasanlægget.
Spørgsmål 8: Rykker Kerteminde HK’s herrehold op i 2. division?
Det har de seneste to sæsoner været lige ved og næsten, men Kerteminde HK’s herrehold spiller igen i denne sæson i 3. division.
Kertemindes håndboldherre sluttede første del af sæsonen godt med blandt andet en sejr over Svendborg. Nu er der så lavet nye puljer og Kerteminde HK lægger ud med et lokalopgør mod Nyborg GIF hjemme i Kerteminde Idrætscenter den 12. januar kl. 15.
Spørgsmål 9: Vil Kjerteminde Avis stadig udkomme med nærværende og relevant lokaljournalistik, når vi skriver 1. januar 2026?
Det er ingen hemmelighed, medierne i Danmark er hårdt presset økonomisk. Det samme gælder Kjerteminde Avis. Men avisens nye bestyrelse er optimistiske.
– Kjerteminde Avis har været inde i en turbulent periode, men det lysner heldigvis, og jeg vil gerne være med til at udvikle og fremtidssikre avisen, så den også eksisterer om ti, 20 og 30 år, lød det fra den nye bestyrelsesformand, Anders Hecter, i november sidste år.
Du kan faktisk være med til at påvirke udfaldet af dette spørgsmål: Fortsæt med at abonnere på Kjerteminde Avis, og hvis du ikke har et abonnement, så skynd dig at få et. Tip din nabo om den gode lokalavis og del vores artikler på Facebook.