Tine-Nette Sortekilde og Jan Carstens arrangerer i samarbejde med Natteravnene infomøde i Langeskov på caféen “hos Michael”. Foto: Arkiv Peter Hougesen
Det har sat sig dybt i Tine-Nette Sortekilde, det, der skete i Kerteminde efter havnefesten.
Det voldsomme overfald på en bare 15-årig dreng, gjorde Tine-Nette, der er mor til to drenge, dybt bekymret. Dels var hendes tanker, ligesom alle andres, hos den 15-årlige dreng og hans familie. Dels følte hun en trang til at gøre noget.
Et par dage senere skrev hun et debatindlæg her i avisen https://kjavis.dk/debat-det-kan-da-aldrig-blive-foraeldrenes-og-de-unges-egen-skyld/, hvor hun også forklarede, hun havde meldt sig ind i Natteravnene.
Nu tager hun og Natteravnene i fællesskab endnu et skridt. For mens Natteravnene har fået flere frivillige i henholdsvis Kerteminde og Munkebo efter episoderne ved havnefesten i Kerteminde, står det stadig sløjt til med antallet af Natteravne i Langeskov
Derfor inviterer Tine-Nette og hendes kæreste, Jan Carstens, nu i samarbejde med Natteravnene til infomøde på deres café “hos Michael” i Langeskov.
“På den ene side glæder jeg mig over, der er kommet flere frivillige til Natteravnene. På den anden side undrer det mig, der næsten ikke er nogen i Langeskov. Der er Kræmmermarked lige om lidt og selvom det er kendt vidt og bredt for at være roligt, så synes jeg alligevel, vi skal gøre vores, for at få flere natteravne i Langeskov” forklarer hun.
Initiativet glæder formanden for Natteravnene, Rise Eskildsen. “Det er dejligt, der kommer så mange nye Natteravne til. Vi har fået 17 nye ravne siden havnefesten. Men det er jo især glædeligt at nogle af de nye, tager initiativ til at få endnu flere med. Jo flere vi er, jo bedre kan vi dække og så er der heller ikke behov for, hver enkelt ravn skal gå så mange gange”, forklarer hun.
Infomødet på “hos Michael” i Langeskov sker på initiativ fra Tine-Nette Sortekilde. Derudover har Natteravnene selv flere initiativer linet op. Drug Rebels Roadshow, der er et oplysningsforedrag om rusmidler, kommer i samarbejde med Natteravnene til skolerne i både Langeskov 26/9, Munkebo 6/10 og Kerteminde 13/10 – alle tre dage kl. 19:00. Derudover er der booket foredrag med Julius Mygind, der også kommer og fortæller om, hvilke skadelige konsekvenser et liv med rusmidler kan have i foredraget “Unge og stoffer – vejen ind og ud af et misbrug”. Det foredrag bliver holdt i Troelskærsalen i Munkebo 3/11. kl. 19-21. Der er gratis adgang til alle foredrag.
Infomødet bliver holdt på caféen “hos Michael” den 20. september Kl. 19:00
Der vil være kaffe og kage til de fremmødte