Munkebo Kro har taget hul på en ny hverdag

0
859
Munkebo Kro 4

Flaget var naturligvis oppe i dagens anledning. Foto: KJ.

Det er en meget glad og spændt Iben Germundsson, krovært på Munkebo Kro, som Kjerteminde Avis mødte den 20. maj, hvor kroen genåbnede efter lidt mere end to måneders pause.

– Den sidste almindelige dag på kroen var den 15. marts, husker Iben Germundsson. – Så lukkede vi ned.

Iben fortæller, at det har været en hård periode med ingen gæster i kroens restauranter. Alligevel har der været travlt.

– Vi har malet og renoveret blandt andet i køkken og kølerum, som jo er svære at rydde under normale omstændigheder. Det har vi benyttet lejligheden til at rette op på.  Vi har også fået etableret cykelskure og faciliteter, så cyklende gæster kan få klaret reparationer og få ny luft i dækkene.

– Men vi vil selvfølgelig helst bruge kræfterne på at holde restaurant og kro i gang.

Endelig gæster i restaurant igen

Iben Germundsson er meget glad for, at hun nu kan tage imod de første hold spisende gæster efter corona-perioden.

– Vi har haft henvendelser fra gæster, der bad os om at fortælle, når vi åbnede igen. Det har været lokale og også gæster, der gerne ville på kroophold.

På genåbningsdagen tager kroen imod 20 gæster til aftenmenuen. Kristi Himmelfarts Dag kom der endnu flere, og på lørdag den 23. maj venter Iben Germundsson rigtig mange gæster.

Egentlig kunne kroen have gået i gang mandag den 18. maj, men retningslinjerne for restauranter kom først fra Sundhedsstyrelsen torsdag aften, og der skulle en del forberedelser til.

God plads er en betydelig fordel

– Heldigvis har vi så god plads her på kroen, at det aldrig bliver sådan, at folk er nødt til at sidde op i nakken på hinanden. Vi har fjernet et enkelt bord i restaurationen, men det havde faktisk ikke været nødvendigt, forklarer Iben.

– Der kan være 42 personer i restauranten, og det bliver så vores opgave at sikre, at det bliver overholdt. En anden ufravigelig regel er, at vi ikke må tage imod selskaber på mere end 10 personer. Er der 11, så er vi nødt til at sige nej. Pudsigt nok, må vi alligevel gerne have tre selskaber med hver 10 personer i restauranten på én gang.

Restaurationslokalet ligner sig selv, og man skal kigge grundigt efter får at finde spor af corona-regler. Nyt er det dog, at en label på gulvet ved restaurationens indgangsdør beder gæsterne om at vente. Her bliver de hentet af personalet og vist på plads. Selvfølgelig er der håndsprit ved indgangen og små blå plakater giver information om corona-forholdsregler.

Lidt coronaspor er der på kroen. Spritten er obligatorisk, og på gulvet beder man  gæsterne om at vente, så de kan blive vist på plads. Foto: KJ

På toilettet er der nu små håndklæder til at tørre hænder i. De vaskes efter hver gang, de har været i brug.

– Vi har forandringer, som det især er personalet, der mærker, forklarer Iben Germundsson. – Fx har vi aftale om, hvor ofte vi skal spritte håndtag og andet af, og vi skal selv vaske hænder ofte.

– Jeg har besluttet hverken at bruge handsker eller mundbind i restauranten. Jeg tænker, at det er nemmere at sikre, at hænderne hele tiden er rene, når man ikke har handsker på. Med handsker er man nok ikke så opmærksom på, hvis man bliver nusset på hænderne.

– Når jeg serverer, er jeg naturligvis nødt til at komme tættere på gæsterne end en meter. Mine arme er jo ikke længere, end de er, og nej, vi har ikke udviklet en tang som vi kan bruge til at sætte maden på bordet, smiler Iben Germundsson.

– Grundlæggende handler det for os, om at vore gæster skal være trygge ved at være her. Samtidig med, at de skal hygge sig og nyde det og have nogle gode timer.

Ændringer, som har ført til nytænkning

– En vigtig ændring for os er, at vi ikke mere vil have så meget buffet som tidligere. I nogle tilfælde fx med hensyn til vores julearrangement betyder det, at vi har nytænkt det hele.

– Det har jeg store forventninger til, og i det hele taget er der gode eksempler på, at corona måske ændrer på nogle ting på en måde, som vi vænner os til og også bliver glade for.

Kroen beskæftiger 14 personer fuldtids- og desuden et antal løst ansatte, der bliver indkaldt, når der er ekstra travlt.

– Munkebo Kro har helt undgået fyringer og søger lønkompensation og også hjælpepakken for faste udgifter, men der er ikke kommet svar endnu.

– Vi søgte først her i maj, forklarer Iben Germundsson. – Og der er nok mange ansøgninger, der skal tages stilling til.

I corona-perioden har Munkebo Kro været nødt til at opgive en lang række arrangementer – konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage og andre mærkedage.

– Jeg tror, at cirka hvert tredje arrangement er omplaceret, men resten er annulleret, eller der kommer måske en ny dato. Det første selskab – en 70 års fødselsdag – er fastsat til den 13. juni.

– I det hele taget nærmer vi os stille og roligt mere normale tilstande. Vi har vores første arrangement efter corona med helstegt pattegris den 26. juni. Her plejer der at blive udsolgt.

– I oktober har vi vildt-aften, og så ser vi frem til det store julearrangement, hvor der også normalt er udsolgt. Alt afhænger naturligvis af, at der ikke bliver et tilbageslag med pandemien. Det håber jeg virkelig ikke sker, og vi gør i hvert fald vores for at overholde alle retningslinjer.