Malte er helt sin egen

2
2312
Malte Jäger

Som borgerlig hylder byrådsmedlem Malte Jäger individets frihed – men det gælder samtidig om at være et godt menneske, og udvise næstekærlighed over for samfundets svageste, mener han. Foto: Chris Miller

For 19-årige Malte Jäger , byrådets yngste medlem, drejer livet sig om at være et godt menneske, og vise næstekærlighed over for samfundets svageste. Og så maner han til modstand over for den politiske korrekthed, som kvæler den frie, demokratiske debat 

Kerteminde: 19-årige Malte Jäger fra Kerteminde, nyvalgt medlem af Kerteminde Byråd for partiet Nye Borgerlige, er ikke som de fleste af sine jævnaldrende. Den politiske korrekthed hænger ham ud af halsen. Han døjer med at blive begrænset i at fremføre sit syn på livet. Han hader sindelagskontrol. At man ikke kan udtrykke sine meninger uden at blive sat i bås. I det hele taget har Malte Jäger svært ved at acceptere, at det politisk korrekte parnas uhindret får lov til at styre samfundet.

Ordentlighed og næstekærlighed

Derimod mener han at livet, i bund og grund, drejer sig om at være et godt og ordentligt menneske, og vise næstekærlighed. Uanset partitilhørsforhold.

Vi lader lige billedet stå et øjeblik – en 19-årig mand. Medlem af det mest borgerlige af Folketingets borgerlige partier. Med fokus på individets frihed. Og så næstekærlighed. Kristen, eller hur?

–  Jeg er ikke kristen i den forstand, at jeg tror på, at der findes en gud. Men jeg tror på budskabet om næstekærlighed. Det at være et godt menneske, og gøre hvad man kan for de svage i samfundet. Men jeg vil ikke være et godt menneske for andres penge – det hele starter med dig selv. Individet. Hvis du vil gøre noget godt for andre, så start med at gøre en frivillig indsats selv. I stedet for at gøre det til et kommunalt projekt, og lade andre betale regningen, mener Malte Jäger.

Hylder den frie debat

Den politiske korrekthed støder han tit på blandt sine medstuderende på historiestudiet på universitetet.

– De fleste er venstreorienterede, og har ikke meget tilovers for de borgerlige værdier, jeg repræsenterer. Og da de fandt ud af mit politiske ståsted, var der flere, som lagde afstand til mig. Det forstår jeg ikke – jeg foretrækker den politiske og åbne debat. Det er jo selve demokratiets sjæl. Men det er ikke god tone blandt de fleste studerende, siger Malte Jäger.

Fra sport til historie

Egentlig er han idrætsmand – talentfuld ungdoms-håndboldspiller i GOG, med to danske ungdomsmesterskaber, og en andenplads på sit CV. Men en diskusprolaps stoppede hans videre karriere allerede som 16-årig. I stedet voksede interessen for lokalpolitik frem – især efter at han begyndte på historiestudiet.

– På studiet er det især demokratiets og Amerikas historie, der interesserer mig. Så lokalpolitikken kom hurtigt til at fylde mere i mit liv, fortæller Malte Jäger.

Derfor blev det naturligt for ham at gå ind i lokalpolitik. Og den opgave klarede han bedre, end han selv havde troet på. Med ungdommens mod stillede han op med bar overkrop på valgplakaterne – det skabte opmærksomhed. Han sprængte listen, og blev valgt ind. Og de, der trak lidt på smilebåndet over Malte Jägers ungdommelige, politiske overmod, blev snart klogere.

Politisk logik og stringens

For bag den stuntagtige overflade, viste der sig et politisk talent, som fra den første dag på tinge overraskede mange. For der er logik og stringens bag Malte Jägers styrvolte overflade. Malte Jager var ved at splitte hele den konforme politiske overflade ad, da han på det konstituerende møde foreslog den konservative Klavs Norup Lauridsen som ny borgmester, i stedet for den socialdemokratiske borgmester Kasper Ejsing Olesen.

Ud fra den simple og politisk lidt naive konstatering: Jamen, der er jo et borgerligt flertal – hvorfor så ikke pege på en borgerlig borgmester?

Nej – Malte Jäger fik ikke sit ønske opfyldt – han havde ganske enkelt ikke forstået det politiske spin om indflydelse og taburetter. Eller havde han? Det vil formentlig vise sig ved kommunalvalget om fire år.- Jeg tror, at jeg har været med til at åbne vælgernes øjne for, at det ikke er ligegyldigt, hvor man sætter sit kryds. Og at det ikke kun drejer sig om at opnå mest mulig indflydelse. Man skal også kunne se sig selv i øjnene, og vælgerne skal kunne stole på, at hvis de stemmer borgerligt, skal de også kunne regne med, at de borgerligt valgte byrådsmedlemmer stemmer for en borgerlig borgmester. Det mener jeg, at jeg har fået sat fokus på. Og jeg er sikker på, at det vil slå igennem ved næste valg, hvor jeg forventer, at mit parti får en markant fremgang, siger Malte Jäger.

Vil arbejde for borgerlige mærkesager

Indtil da vil han sørge for, at de to udvalgspladser, han har fået tildelt, kommer til at arbejde for borgerlige værdier.

– Jeg vil rent faktisk gerne diskutere politik, og jeg vil bestræbe mig på at finde emner, som der bør være et borgerligt flertal for. Og hvis de borgerlige partier i byrådet ikke vil støtte det, så er jeg sikker på, at vælgerne vil kvittere for min indsats til næste valg. Jeg tror, at jeg og mit parti får en rigtig god fremgang, fordi vælgerne ved, at de får den rene, borgerlige vare, forudser Malte Jäger.