Kan en halvtyk familiefar gennemføre en triatlon? Hvordan fungerer det, når han skifter fra badetøj til cykeltøj i al offentlighed? Og må man egentlig ryge i skiftezonen? Det er nogle af de spørgsmål, som denne selvudleverende klumme fra John Jäger vil forsøge at give dig et svar på. Tegning: Ole Vedby Jørgensen
Ugens klummeskribent, John Jäger.
I mange år af mit liv bevægede jeg mig som udgangspunkt nødigt. Så kom jeg til at indgå et væddemål med en bekendt om, hvorvidt jeg kunne gennemføre en halv maraton. Min første løbetur var – bogstavelig talt – 400 meter. Så var jeg ved at dejse omkuld i rendestenen. Men fire måneder efter gennemførte jeg Lillebælt Halvmaraton.
Det fik mig til at tænke… Så kan jeg vel også gennemføre en triatlon? Jeg mener altså ikke en ”ironman”. Jeg mener bare en såkaldt olympiske triatlon, hvor man – så vidt jeg husker – skulle svømme 1,5 kilometer i en sø i Silkeborg, cykle 45 kilometer og løbe 10,5 kilometer. Det kunne da være sjovt at prøve!
Jeg har altid været ret glad for at svømme, så den del frygtede jeg ikke umiddelbart. Til gengæld havde jeg ikke cyklet, siden jeg var en lille dreng, så 45 kilometer lød ret langt. Og løbe havde jeg jo lige prøvet…
Jeg købte en cykel i Munkebo, og så cyklede jeg frem og tilbage på arbejde et par gange (cirka 20 kilometer). Så måtte det være fint. Et par måneder efter gik det løs. Min søde kone og vores dengang små børn tog med til Silkeborg, hvor vi overnattede privat dagen før, så jeg ikke også skulle køre til Silkeborg på dagen.
Vi tog over til startstedet, hvor det vrimlede med herligt smarte typer med ultra-cool tri- udstyr. Vildt dyre cykler, voldsomt frækt tøj, totalt skinny og skarpe personager – og så havde de jo altså alle sammen våddragt på. Jeg havde mine fineste speedos med… Og en cigaret til at varme op med.
Det var – så vidt jeg husker – faktisk også det officielle DM på distancen, og da starten skulle gå, så stod der et par hundrede skarptskårne atleter med våddragt og hele baduljen – og så stod der en blegfed mand i badebukser og frøs lidt. Sikke et syn det har været. Men jeg glædede mig! Mon jeg kunne gennemføre?
De bedste danskere og de udenlandske stjerner hoppede i søen, så vandet piskede op, og jeg stod pænt og ventede i bagerste række. Og så traskede jeg også ud i søen. Uha – det var faktisk koldt – sådan noget søvand i september. Nå, afsted med mig. Jeg lagde ud med crawl som de andre, men det kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne holde til hele vejen, så jeg slog over i brystsvømning ret hurtigt. Da-dum-da-dum-da-dum deruda’. Det gik faktisk fint. Jeg var vist ikke engang den sidste, der kom ”i land”. Men næsten. Måske var jeg faktisk den sidste.
I hvert fald så skulle jeg jo til skiftezonen, hvor der stod hundreder af tilskuere og kiggede. Og alle de andre havde jo for længst skiftet fra svømmetøj til cykeltøj og var ude på ruten. Så jeg var ligesom den eneste, man kunne kigge på nu. Jeg kom til min lille plads. Jeg havde godt tænkt over, at det var begyndt at regne ude på vandet, og da jeg kom til mit tøj, så var det jo blevet drivvådt i den lille kasse. Det var nok derfor, de andre havde deres ting i noget tupperware. Det havde jeg ikke.
Hvad værre var… Jeg havde jo ikke helt tænkt igennem, at der jo ikke var omklædningsområder til et officielt DM. Man skulle bare skifte – lige der. Og de andre lynede jo bare våddragten af, og vupti – så havde de cykeltøj på. Jeg skulle jo altså have krænget mine små speedos af, og så skulle jeg ellers iføre mig det, jeg skulle cykle i.
Jeg måtte lidt undskyldende smile ud til publikum, da jeg stod der i bar røv. Min viv fortæller mig, at hun og børnene kiggede den anden vej som om, de ikke anede, hvem jeg var!
Men jeg fik skiftet, og jeg kom op på cyklen. Til min store skræk virkede mine dæk flade! Var jeg punkteret? Man måtte ikke få hjælp udefra til sådan et DM, og jeg havde intet lappeudstyr med. Jeg begyndte at cykle afsted. Jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre, når den sidste luft forsvandt. Lige nu var der lidt, så jeg kunne godt trampe den fremad.
Jeg overvejede, om jeg bare skulle cykle så lang tid, jeg kunne – og så ellers løbe resten af vejen. Jeg havde nemlig alligevel ”gummisko” på, da jeg ikke havde fundet det umagen værd at købe cykelsko for sådan en enkelt cykeltur.
Heldigvis viste det sig, at dækkene ikke var punkteret. Min mekaniker (min kone) havde vist bare ikke pumpet dem hårdt nok op, så mine omkring 100 kilo trykkede dem flade, når jeg sad på cyklen. De var godt nede, men jeg kunne faktisk godt få cyklen fremad. Med besvær.
Så skete det. Regnen tog til. Og regnen slog om. Til hagl. Ja, det begyndte gudhjælpemig at hagle. Der tænkte jeg: Er der nogen, der ikke vil have, at jeg gennemfører? Nogle få af de andre deltagere var stået af med problemer med udstyret eller måske i frustration over de vilde vejrbetingelser. Jeg trampede videre. På halvflade dæk. I regn og blæst og lidt hagl.
Jeg skal i øvrigt ellers lige love for, at der er nogle bakker i Silkeborg og omegn! På vej op var min fart ikke hurtigere end folk på gåben. På vej ned var jeg skrækslagen over farten, så jeg bremsede, når jeg nåede cirka 40. Jeg var nok et kønt syn. Men jeg asede og masede, og pludselig var jeg ved at være nået til skiftezonen igen.
Jeg satte cyklen på min plads, og imens jeg var meget lang tid om første skiftezone, så var jeg ret kort tid om anden, da jeg jo egentlig bare skulle hoppe af cyklen. Mit løbetøj var det samme som mit cykeltøj. Ud i skovene med mig. Og så skete der pludselig noget. Jeg blev ”høj”. Helt høj.
Jeg var da dødtræt af svømmeturen i det kolde vand, og jeg var endnu mere dødtræt af cykelturen på flade dæk og i strid modvind (hele vejen…), men det gik op for mig, at nu manglede jeg kun løb. Og løbe – det havde jeg jo prøvet før. Det kunne jeg jo godt. Minsandten om ikke også solen tittede frem.
Det var som om, at jeg nærmest ”svævede” de 10 kilometer hjem. Tempoet var vildt langsomt som altid, men jeg følte, at jeg kunne gennemføre. Og jeg gjorde det! Jeg kom i mål til en triatlon. Jeg var vitterlig ”høj” af glæde, og jeg kunne nærmest ikke forstå, at jeg havde gjort det.
Da jeg kom ud til min hustru og vores børn, var min søns første ord: ”Far? Da du skiftede fra cykling til løb, så var der præmieoverrækkelse for kvinderne, der allerede var færdige”.
– Hold din kæft, knægt.
Da jeg skulle skrive denne lille lørdagsklumme, prøvede jeg at finde resultatlisterne igen. Det lykkedes ikke. Men jeg husker det som om, at jeg ikke var den sidste, der kom i mål. Der var selvfølgelig alle dem, der stod af. Dem slog jeg jo. Og så mener jeg altså, at der var en enkelt mand, der kom i mål efter mig.
Han var vist midt i 70’erne.
