Kristian Hald er nu løsgænger efter at være blevet stemt ude af sit parti

0
53

Socialdemokratiets hovedbestyrelse med statsminister Mette Frederiksen i spidsen skal træffe den endelige afgørelse om eksklusionen, men det regnes for en formalitet efter den ekstraordinære generalforsamling mandag aften. Gruppeformand kalder eksklusionen kulminationen på flere års samarbejdsvanskeligheder

3821300109030840910

Kristian Hald kommer til at få sin faste plads et andet sted i byrådssalen efter eksklusionen. Hidtil har han siddet til højre for gruppeformand Karen Dalsgaard, men kommunaldirektør Inger Marie Vynne skal nu have gransket reglerne for at finde en anden placering til ham. Foto: Michael Rathje

Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune besluttede på en ekstraordinær generalforsamling mandag aften at ekskludere byrådsmedlem Kristian Hald.

Eksklusionen – eller udelukkelse af partiet, som det hedder i socialdemokratisk terminologi – blev vedtaget af ni ud af ti socialdemokratiske byrådsmedlemmer umiddelbart efter byrådsmødet i januar, men skulle godkendes af to tredjedeles flertal på en generalforsamling i den lokale partiforening.

– Forslaget om at udelukke Kristian Hald blev enstemmigt vedtaget, siger gruppeformand Karen Dalsgaard, der ikke ønsker at oplyse, hvor mange medlemmer der deltog i generalforsamlingen.

Var der fem, ti, 20, 50 tilstede? Du må vel kende tallet?

– Jeg vil kun sige så meget, at vi var en god stor forsamling, og der var fin repræsentation fra både byrådsgruppen og baglandet, siger gruppeformanden.

– Nu er vi nået hertil, og jeg vil gerne sige, at det har været nogle hårde år for den socialdemokratiske gruppe. Vi er ikke skredet til eksklusion på grund af et par enkeltstående tilfælde. Jeg er udmærket klar over, at nogle gerne vil fremstille det sådan, men vi har haft samarbejdsvanskeligheder længe, også selv om vi har holdt flere møder og har vedtaget et sæt spilleregler for samarbejdet i gruppen, som vi alle har skrevet under på. Alligevel har Kristian Hald gentagne gange brudt spillereglerne og gået til angreb på folk både inden for og uden for gruppen, siger Karen Dalsgaard.

Eksklusionen blev som nævnt vedtaget af de øvrige ni socialdemokratiske byrådsmedlemmer efter et dramatisk forløb i januar, hvor Kristian Hald og Anne Fiber (K) uafhængigt af hinanden beskyldte borgmesteren for at afgive urigtige oplysninger på byrådsmødet i december. Kasper Ejsing Olesen (S) afviste i første omgang beskyldningerne og forklarede sig med, at han ville orientere ejerne af Skovløkke Frilandsgrønt inden byrådet. Siden blev det afsløret, at han ikke havde talt med ægteparret bag vejboden, og det undskyldte borgmesteren med hukommelsessvigt.

På den baggrund opfordrede Kristian Hald Kasper Ejsing Olesen til at gå af. I stedet endte det med, at borgmesteren på et hasteindkaldt møde forklarede sig for byrådets medlemmer, og flertallet stillede sig tilfreds med hans redegørelse, omend de konservative kaldte det for et gult kort til borgmesteren.

Socialdemokratiet holdt efterfølgende gruppemøde efter byrådsmødet i januar, og her blev det med ni stemmer mod én besluttet, at Kristian Hald skulle ekskluderes.

Løgne og manipulation

Hovedpersonen selv deltog ikke i generalforsamlingen mandag aften.

– Min deltagelse ville ikke have ændret på udfaldet, så jeg prioriterede at bruge min aften på andre ting. Min dør har været åben til dem, der har ønsket at se dokumentation for mine påstande, og er det fortsat, siger Kristian Hald.

– Resultatet af den ekstraordinære generalforsamling overrasker mig ikke. Kasper har i mange år kunne gøre, som det passede ham, lokalt i partiet, uden at nogen havde modet eller evnen til at sige ham imod. Nu mødte han så en, der har begge dele, og ikke vil stå model til hans talrige løgne og manipulation, og så skal jeg smides ud af partiet. Det er da tankevækkende og foruroligende for det lokale demokrati.

– Jeg synes, den almindelige borger i Kerteminde Kommune bør lægge mærke til, at borgmesteren nu pludselig igen gerne vil stille op til interviews om for eksempel åbning af nye cykelstier, men fortsat ikke ønsker at svare på kritiske spørgsmål til de løgne, han er blevet afsløret i. Hvis man var i tvivl om, hvorvidt det her blot handler om belejlige hukommelsessvigt, eller det var en lang række af bevidste løgne, så er svaret lige dér, siger Kristian Hald.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse med statsminister Mette Frederiksen i spidsen skal træffe den endelige beslutning om eksklusion, men det regnes for en formalitet efter den ekstraordinære generalforsamling i den lokale partiforening.

Img 20250303 164518

Efter byrådsgruppens beslutning om at ekskludere Kristian Hald har der på initiativ af Socialdemokratiets partisekretær Lasse Ryberg været holdt et mæglingsmøde, men det førte ingen vegne. Derfor blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i 3F-Huset i Munkebo mandag 3. marts. På dagsordenen var der kun det ene punkt, udelukkelse af Kristian Hald.