Kasper Ejsing Olesen har udvist dårlig dømmekraft og dækket over det ved at tale usandt over for byrådet, mener Det Konservative Folkeparti, der har givet ham et gult kort. Men sagen er for lille til at fælde en borgmester, så efter et hasteindkaldt møde onsdag mellem byrådet og kommunens førstemand betragter de konservative sagen som afsluttet, siger gruppeformand Michael Nielsen

Kasper Ejsing Olesen (S) klarer frisag og fortsætter som borgmester valgperioden ud. Torsdag aften ventes hans hårdeste kritiker, partifællen Kristian Hald, ekskluderet på et ekstraordinært møde i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Foto: KJ Avis
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) ser ud til at have redet stormen af på et hasteindkaldt møde med Kerteminde Byråd sent onsdag eftermiddag, hvor de tilstedeværende fik en redegørelse for forløbet omkring en usandhed på byrådsmødet i december og bagefter fik lejlighed til at stille spørgsmål.
Arrangementet kom i stand på foranledning af Det Konservative Folkeparti, og gruppeformand Michael Nielsen (K) erklærer sig i det store og hele tilfreds med den redegørelse, Kasper Ejsing Olesen kom med.
– Borgmesteren har fået et gult kort, fordi han har udvist dårlig dømmekraft og dækket over det ved at tale usandt over for byrådet. Jeg er ærgerligt over, at der stadig mangler svar på nogle detaljer, ikke mindst hvorfor han handlede, som han gjorde, men vi kommer det ikke nærmere nu, siger Michael Nielsen.
– I Det Konservative Folkeparti betragter vi sagen som afsluttet, med mindre der sker en ny udvikling, eller der dukker noget nyt op, som gør, at det gule kort veksles til et rødt. Under alle omstændigheder er sagen for lille til at fælde en borgmester, men i mangel af de næser, de uddeler på Christiansborg, har vi forsynet ham med et gult kort eller en advarsel, om du vil, siger Michael Nielsen.
Ærgerlig borgmester
Kasper Ejsing Olesen er ked af hele forløbet, og han ærgrer sig over, at han ikke fulgte kommunaldirektør Inger Marie Vynnes råd og orienterede om udviklingen i sagen om Skovløkke Frilandsgrønt på den lukkede del af byrådsmødet i december.
– Jeg har talt usandt, fordi jeg huskede forkert om en telefonopringning, men jeg har ikke løjet bevidst for byrådet, og det gør en stor forskel i mine øjne. Jeg har begået nogle fejl, som jeg ville ønske, jeg kunne gøre om, men det eneste jeg kan gøre, er at lære af dem, og det har jeg gjort, siger borgmesteren.
– Vi har haft et møde nu, hvor jeg har redegjort for hele forløbet, og byrådet har kunnet stille spørgsmål, som jeg har besvaret efter bedste evne. Hvis bare vi havde haft dette møde fra start, havde vi ikke stået der, hvor vi står nu, siger Kasper Ejsing Olesen, der er ked af, at kritikerne ikke tog debatten internt i stedet for at lade sagen køre i medierne.
Kritiker udelukkes
Sagen tog sin begyndelse, da Kristian Hald (S) og Anne Fiber (K) uafhængigt af hinanden beskyldte borgmesteren for at afgive urigtige oplysninger/tale sandt/lyve i forbindelse med en orienteringssag på byrådsmødet 19. december.
Kristian Hald gik skridtet videre og forlangte Kasper Ejsing Olesens afgang, mens Anne Fiber “nøjedes” med at udtale, at hendes tillid til borgmesteren kunne ligge på et meget lille sted.
Dermed ser det nu ud til, at sagen ender med, at Kristian Hald går ud af kampen som den tabende part. Efter det ordinære byrådsmøde torsdag aften holder de socialdemokratiske politikere et ekstraordinært gruppemøde med eksklusion af Kristian Hald som eneste punkt på dagsordenen.
Forslaget om udelukkelse af af den oprørske læge, som før har gået enegang i den socialdemokratiske byrådsgruppe, er kommet fra John Eriksen (S), der netop er indtrådt i Kerteminde Byråd som afløser for Sebastian Nielsen (S).
Eksklusion af Kristian Hald kan dog ikke effektueres, før to tredjedele af partiforeningens medlemmer på en generalforsamling har stemt for det. Bagefter skal Socialdemokratiets hovedbestyrelse med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen træffe den endelige beslutning.