
Borgmesterkandidat Klavs Norup Lauridsen, flankeret af partiformand Søren Pape og MF’er Mai Mercado. Bagved ses den “kaffe-samtale-truck” der snart bliver koblet på den velsmurte konservative valgkampagne. Foto: Steffen Stamp
De Konservative i Kerteminde vil gerne vinde borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg, og derudover er ambitionen at skabe Danmarks bedste hverdagskommune – og så synes partiet, det er på høje tid, at ”Elses drøm” går i opfyldelse. 110 medlemmer deltog i festlighederne på Tornøes Hotel, og blandt dem var partiformand Søren Pape.
Nytårskure hører almindeligvis hjemme i januar måned, og sådan skulle det oprindeligt også have været for Det Konservative Folkepartis vælgerforening i Kerteminde, men på grund af Coronavirussen – der var den igen! – måtte man altså vente til den 9. september med at fejre sig selv, og i stedet for kulde og sne, blev det en kur i dansk sensommervejr, når det er allerbedst med solskin og lun vind.
De lune vinde har også ramt Det Konservative Folkeparti – både i Danmark generelt, og i Kerteminde i særdeleshed. På landsplan oplever partiet de bedste meningsmålinger i mange år, og i Kerteminde kan man prale med at være byrådets største parti – efter at Allan Thomsen er kommet til fra Borgerlisten som medlem nummer 8. Derudover kan liste C mønstre en kandidatliste med hele 15 kandidater til kommunalvalget den 16. november.
Klar til borgmesterposten
Medvinden nåede helt op i den store sal på Tornøes Hotel, hvor 110 mennesker var forsamlet til torsdagens festivitas. Lokalformand Henrik Madsen serverede en videopræsentation af byrådskandidaterne, og specielt de yngste på listen – William Qvick-Godthaab, Oliver Larsen og Jan Nautrup Nielsen – høstede stort bifald.
Partiets helt klare ambition er at vinde borgmesterposten i Kerteminde ved KV 21. Spidskandidaten var da også klar i mælet, da han kom på scenen.
-Jeg har stået i spidsen for det her siden 2017, og det har været en fantastisk rejse. Hvis vælgerne og de øvrige partier vil det, er jeg parat til at blive borgmester, fastslog Klavs Norup Lauridsen.
Borgmesterkandidaten er godt tilfreds med forløbet af den seneste valgperiode.
-Jeg synes, vi er lykkedes med at få vore mærkesager igennem, og har en kæmpe andel i, at vi i Kerteminde Byråd har haft et rigtigt godt samarbejde. Hvis vi kommer ind med samme styrke, tør jeg godt garantere, at vi vil arbejde på at skabe det, vi kunne kalde Danmarks bedste hverdagskommune, lød vurderingen fra Klavs Norup Lauridsen.
Velfærdsdebat
Nytårskuren havde også plads til politisk debat. Den handlede om velfærdssamfundet, og her har partiets grand old lady, Else Møller, i flere år arbejdet på, at velfærd skal bygge på borgernes frie valg. ”Elses drøm” – som De Konservative har døbt projektet – fik landspolitiske input fra både partiformand Søren Pape og folketingsmedlem Mai Mercado.
-Vi står over for politiske kampe på velfærdsområdet. Det er et område, der kommer til at trække stemmer hen over midten, og vi skal sørge for at sætte en borgerlig dagsorden, lød budskabet fra Søren Pape.
Vest for Storebælt
Partiformanden uddelte over for Kjerteminde Avis stor ros til vælgerforeningen i Kerteminde.
-Det var flot, hvad de lavede i Kerteminde op til sidste kommunalvalg, hvor de virkelig stod for en opblomstring. Der bliver arbejdet godt og positivt, og jeg må sige, jeg er imponeret over kandidatlisten til det kommende valg, hvor der er kandidater i alle aldre, roste Søren Pape.
De Konservatives førstemand har et stort ønske om, at det skal lykkes at få konservative borgmestre vest for Storebælt, og han har stor tiltro til, at en af dem kunne komme i Kerteminde.
-Det har også noget med held at gøre, og sidste gang var der flere steder, hvor vi ikke var heldige i konstitueringerne. Jeg er overbevist om, at vi får nogle denne gang. Jeg synes bestemt, kerteminderne skal stemme på Klavs Norup Lauridsen. Han vil blive en fantastisk borgmester, der kan levere det brede samarbejde, og jeg tror, han vil kunne tage Kerteminde ind i en ny tid, lød anbefalingen fra Søren Pape.
Hyldest
Sensommerkuren sluttede med prisuddeling. De Konservative stiftede sidste år prisen ”VI C’er DIG prisen”, og i år gik den til medielegenden Bo Damgaard, der, blandt sine utallige bedrifter, er lykkedes med at få Hendes Majestæt Dronningen til at bryde ud i en gevaldig latter, da han ved en anden prisuddeling fortalte majestæten, at han er en slags ”skabsgrundtvigianer”.
-Jeg har fået et par priser tidligere, men det er en dobbelt stor ære at få én fra lokalsamfundet. Det er helt vildt, sagde prismodtageren i sin takketale.
Inden de konservative gik hjem, blev der også plads til at hylde den tidligere borgmester Else Møller, som måtte nøjes med at være til stede på storskærmen. Ifølge formand Henrik Madsen, har De Konservative modvilligt valgt at modtage hendes opsigelse, på den betingelse, at hun bliver i bestyrelsen i Kerteminde.
Se flere billeder fra Steffen Stamp:


