Kommunekassen er halvtom: Risikerer at bryde egen politik

6
2385
Rådhus I Kerteminde

Den økonomiske situation i Kerteminde Kommune er nu så alvorlig, det ikke længere er realistisk at overholde den økonomiske politik. Foto: Arkiv Emil Andresen

Økonomien i Kerteminde Kommune er under massivt pres. Kassebeholdningen kan de kommende måneder blive så lav, Kerteminde Kommune ikke længere kan leve op til den økonomiske politik, der er vedtaget og derfor kan være tvunget til at lave den om.

Der var ingen, der var i tvivl om, der står skidt til med økonomien i Kerteminde Kommune, da der i aftes var pressebriefing efter Økonomiudvalgsmødet.

“Skal vi have ondt i maverne over det her? Ja, det skal vi,” – Kasper ejsing olesen

”Likviditeten er faldet meget. Det kan man selvfølgelig også regne ud, den gør, når der er stigende prisudvikling i samfundet, gennemførte anlægsprogrammer og merforbrug på driften i 2022. Det æder jo likviditeten”, forklarer kommunaldirektør Inger Marie Vynne.

Kassebeholdningen er halveret siden 1/1-2022. Fra næsten 160 millioner kroner i begyndelsen af 2022 til under 80 millioner per 28/2-2023. Det er naturligvis et problem i forhold til de mange brugte penge. Men problemet bliver forstærket af, Kerteminde Kommunes økonomiske politik dikterer, der altid skal stå 75 millioner kroner til rådighed.

Hvis det skal lykkes, så må der nærmest ikke ske yderligere negative påvirkninger fra nu af.

”Jeg vil sige, selv i en situation hvor alle overholder deres budgetter og begynder at betale det tilbage, som de skylder til kassen, så er det urealistisk, vi kommer til at overholde vores økonomiske politik. Ja så skal vi i hvert fald vedtage en ny økonomisk politik”, forklarer borgmester, Kasper Ejsing Olesen.

Der er allerede sat gang i flere udgiftsreducerende tiltag i Kerteminde Kommune. Men fordi man ramte indgangen til 2023 med et alt for højt aktivitetsniveau, fordi regningen for 2022 blev så stor, som den blev og fordi, der ikke er den negative udvikling i sygefraværet, som man havde håbet på, så skal der ekstraordinære løsninger til, hvis Kerteminde Kommune skal komme i mål med budgetterne for 2023.

”Skal vi have ondt i maverne over det her? Ja, det skal vi. Det er for det første slet ikke en mulighed, budgetterne ikke bliver overholdt. Det er hele grundlaget for at drive en kommune. Vi har brug for fællesskabet nu. Vi har brug for, alle hjælper til, hvis vi skal arbejde os ud af det her. Politikerne, organisationen og borgerne”, slutter Kasper Ejsing Olesen