Kerteminde Kommune mister endnu en afdelingschef: Nu mangler fire ud af seks

1
1728

For tredje gang på fem måneder har en afdelingschef i Kerteminde Kommune opsagt sin stilling. I går blev det offentliggjort, at afdelingschef for Økonomi, Administrationsservice, IT og Digitalisering Anna Lise Kianzad har sagt op. Hun forlader Kerteminde Kommune 1. maj.

Aki

Afdelingschef for Økonomi, Administrationsservice, IT og Digitalisering Anna Lise Kianzad har sagt op i Kerteminde Kommune. Hun stopper 1. maj efter ni års ansættelse. Foto: Privatfoto

En ulykke kommer sjældent alene. Det er de barske realiteter for Kerteminde Kommune, efter at afdelingschef Anna Lise Kianzad har valgt at opsige sin stilling. Som blandt andet økonomichef ville hun have haft en nøglerolle i den budgetproces, der begynder lige om lidt. Den må Kerteminde Kommune imidlertid klare uden hende, da hun skal være økonomichef i FynBus fra 1. maj. Med Anna Lise Kianzads opsigelse mangler Kerteminde Kommune nu fire ud af seks afdelingschefer.

Hvorfor forlader du Kerteminde Kommune?

– Man er jo nødt til at sige op, når man har fået et nyt job. Jeg har været på udkig efter et brancheskifte i nogen tid, og så mange jobs er der jo ikke her på Fyn, så det her var en rigtig god mulighed. Jeg skal være økonomichef ved FynBus, svarer Anna Lise Kianzad.

Opsigelsen fra afdelingschef for Økonomi, Administrationsservice, IT og Digitalisering Anna Lise Kianzad kommer nogenlunde på det værst tænkelige tidspunkt for Kerteminde Kommune, der dermed skal igennem den forestående budgetproces uden en økonomichef. Selv mener hun dog ikke, at hun er uundværlig i det arbejde.

– Jeg har heldigvis mange gode medarbejdere i afdelingen, der har prøvet det mange gange før. Kommunaldirektør Inger Marie Vynne har jo også prøvet det mange gange før og en gang tidligere her i Kerteminde Kommune. Heldigvis er vi også økonomisk et bedre sted nu, end vi var for et år siden. Så det skal nok gå det hele.

Kommunaldirektør Inger Marie Vynne er ærgerlig over, at Anna Lise Kianzad siger op i det hele taget, og også over tidspunktet opsigelsen kommer på.

– Jeg er utrolig ked af Anna Lises opsigelse. Det er jo aldrig belejligt at miste nøglemedarbejdere, og vi står netop nu ved indgangen til budgetproces 2025-28. Det trøster mig at vide, at der er dygtige ledere og medarbejdere i økonomi-organisationen og generelt i organisationen, som vil hjælpe til, fortæller kommunaldirektøren.

Anna Lise Kianzad er dermed den fjerde afdelingschef, der forlader Kerteminde Kommune indenfor de seneste seks måneder. Først sagde afdelingschef for Kultur, Fritid og Faciliteter Christian Barding op i november, så gik chefjurist Lene Clausen på pension i december, så sagde afdelingschef for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen Søren Ravn-Nielsen op i februar og nu altså afdelingschef for Økonomi, Administrationsservice, IT og Digitalisering Anna Lise Kianzads opsigelse.

Det er nu den tredje afdelingschef, der har sagt op indenfor de sidste fem måneder. Har Kerteminde Kommune et problem med at fastholde medarbejdere netop nu, eller tænker du, at det er tilfældigt, at der er så mange, det stopper netop nu?

– Jeg mener ikke, vi har et generelt problem, men du har helt ret i, at vi har mistet mange chefer på det seneste. Hver eneste opsigelse har sin egen forklaring, og jeg vurderer og håber ikke, det handler om at søge væk fra os, svarer kommunaldirektør Inge Marie Vynne.

Anna Lise Kianzad vil ikke forholde sig til de andre chefers opsigelse, men understreger, at hendes egen ikke er en flugt fra Kerteminde Kommune.

– Jeg kan kun svare for mig selv. Og for mit vedkommende er det her på ingen måde en flugt fra Kerteminde Kommune, jeg har simpelthen bare fået tilbudt et job og et brancheskifte, der er superspændende, og hvis jeg skal prøve noget andet, så skal det også være nu, fortæller hun.

Anna Lise Kianzad har været ansat i Kerteminde Kommune i ni år. Hun begynder i sit nye job som økonomichef hos FynBus 1. maj.