Kerteminde Håndboldklub har kurs mod noget stort

1
2161

Foto: Peter Hougesen

Jacob Fladegaard scorer kampens smukkeste mål, da KH vandt 25-32 ude over Tønder. Foto: Peter Hougesen

Kerteminde Håndboldklub 3. divisions herrer leverede i aftes en bemærkelsesværdig præstation, da holdet vandt sikkert på den måske sværeste udebane af alle i Tønder. Endnu engang var Christian Lynggaard i KH’s mål afgørende for kampens udfald.

“De har en kamp i hånden”. Det siger man. Egentlig er det et tåbeligt udtryk, for kampe i hånden – altså færre spillede kampe, end dem man måler sig med – er jo intet værd, hvis ikke kampene bliver vundet. Derfor var Kertemindes “kamp i hånden” på forhånd ikke meget værd. Udekampen mod Tønder så på papiret ud som om, den ville bliver overordentlig svær at vinde. Tønder havde, indtil i går, kun tabt en enkelt hjemmekamp hele sæsonen. Holdet havde sendt både rækkes førerhold fra SUS-Nyborg hjem med et 10 måls nederlag, samt slået rækkens nummer tre fra Søndersø. Det er netop de to hold, Kerteminde kæmper om oprykning med.

Nu blev kampen heldigvis spillet i en hal og ikke på papir. Det stod dog hurtigt klart, at Tønder var en stærk modstander. Hjemmeholdet spillede klogt og varierede offensiven med både tunge og afsindigt hårde skud fra distancen, smarte gennembrud og flotte fløjscoringer. Kerteminde begyndte med Casper Ejby i bagkæden. Det var en ret god idé. Ejby spillede helt forrygende i kampens begyndelse, hvor de to hold fulgtes ad til 7-7.

Som så mange gange før, viste Christian Lynggaard i Kertemindes mål, at når han rammer dagen, så afgør han kampe. Lige præcis på det her tidspunkt af kampen, fik han for alvor fat. Desværre ramlede hans storform sammen med, KH’s normalt så afslutningsstærke spillere Rasmus Nissen, Tobias Sivert og Jonas Fladegaard alle brændte store chancer på lige præcis det her tidspunkt af opgøret.

Det kunne dog ikke interessere Christian Lynggaard mindre. Han ramte en stime igen i første halvlegs slutning. Denne gang formåede hans holdkammerater at kapitalisere på målmandens indsats. Jacob Fladegaard begyndte at gå direkte mod mål og hans scoring så fornærmende nem ud. Så nem, man kunne ønske, han gjorde det endnu mere. Også Andre Hansen, der har et formidabelt skud, Tobias Sivert og Rasmus Nissen fik scoret i denne periode af kampen. Det betød, Kerteminde fik slået et lille hul og kunne gå til pause foran 12-15.

Anden halvleg begyndte lige så tæt som første. Hjemmeholdet spillede endnu engang klogt og fik sat fine scoringer ind. Kerteminde bed fortsat fra sig i skikkelse af Mikkel Schmidt-Nielsen, Alex Jørgensen og Claus Baslund. Alligevel lykkedes det Tønder at komme på 18-19 og kampen var helt åben igen.

De næste minutter blev dog afgørende. Der var for så vidt ikke en enkelt ting, der gjorde det. Det skete bare som en konsekvens af en stærk indsats fra KH. Endnu en scoring fra Ejby, en teknisk fejl fra Tønder, en Jacob Fladegaard scoring til, en redning fra Christian Lynggaard og en straffescoring fra Rasmus Nissen. De små fejl fra Tønder og den kyniske måde, Kerteminde straffede dem på, afgjorde reelt kampen, da Kerteminde bragte sig foran med fire mål til stillingen 19-23.

Det kom Tønder aldrig tilbage fra. Selvom der var alt for lang tid tilbage af kampen til, man kunne fejre noget som helst, så virkede det som om, KH på det her tidspunkt var det klogere hold. Da Kertemindes stærke venstrefløj, Tobias Sivert blev liggende skadet på banen og måtte lade sig udskifte, nåede nervøsiteten alligevel at indfinde sig. Men symptomatisk for kampen og Kertemindes præstation, kom Casper Ejby ind på fløjen i stedet og spillede, også på den position, en formen kamp.

Da Andreas Andersen blev skiftet ind i stedet for Christian Lynggaard fordi Tønder havde fået et straffekast, var det første gang, han var på banen. Det forhindrede ham dog ikke i at redde straffekastet og gå ud igen med en redningsprocent på 100. Og det var lige netop det, der var forskellen på de to hold. Hver eneste gang, Kerteminde satte en ny mand ind, så blev der leveret på højt niveau. Således også da Anders Skov, der havde afløst Jonas Fladegaard på stregen, scorede til 23-29 og dermed fjernede den sidste rest af tvivl om, hvem der ville vinde opgøret.

“SIVERT” råbte træner Rasmus Bøye pludselig. Det var lidt underligt, fordi Tobias Sivert sad ude på bænken med forbinding om sit knæ. Men Kertemindes spillere vidste præcis, hvad Bøye mente. Vikarierende venstre fløj, Casper Ejby, smed en bold på tværs af Tønders felt. Hjemmeholdets forsvar så på Ejby og havde slet ikke set, Jacob Fladegaard, der kom stormende, satte af, greb bolden og scorede inden hans fødder ramte gulvet. Scoringen til 25-31 var kampens smukkeste, og et vidnesbyrd om Kerteminde har et hold, der leverer på højt niveau, selvom det ikke nødvendigvis er førstevalget på positionen, der er på banen.

En teknisk Tønder fejl senere og en Claus Baslund, der trodsede tyngdekraften i sit kontraløb, afgjorde kampen til 25-32 til KH. En helt igennem fremragende indsats på en svær udebane, hvor alle på holdet bød ind, når der var brug for det. Selvom Andreas Andersen holdt en redningsprocent på 100, så tilfalder titlen som kampens bedste spiller alligevel Christian Lynggaard, der med sine 17 redninger, endnu engang var kampafgørende for Kerteminde.

Præstationen i Tønder i går, rangerer på højde med sejrene over DHG Odense og Søndersø. En udesejr på syv mål over et Tønder mandskab, der har slået de andre tophold og som i den grad ydede en formen indsats mod Kerteminde, er et hak i bæltet for KH i denne sæson, hvor drømmen om oprykning til 2. division i den grad fortsat lever

Med sejren konsoliderer KH sig på andenpladsen i 3. division, hvor holdet nu har tre point ned til Søndersø på tredjepladsen og tre point op til SUS-Nyborg på førstepladsen. Kerteminde har dog “en kamp i hånden” i forhold til SUS-Nyborg. Det er fugle på taget, men det er, som vi så i dag, stadig fugle.

Næste opgave for KH bliver hjemmekampen på fredag 10. marts kl. 19:00 hvor Team Nøs, Haderslev kommer på besøg i Kerteminde Idrætscenter.

Grafik: DHF