Kerteminde får 15,3 millioner kroner til udvikling af marinaen

0
566

Dansk Erhvervsfremmebestyrelse har imødekommet en ansøgning fra Kerteminde Kommune om tilskud til udvikling af kyst- og naturturisme, herunder infrastruktur, på Kerteminde Marina. Kommunen skal selv betale 12,2 millioner kroner oveni, og de penge er afsat i budgettet

20230822 140444

I de senere år er der sket meget på Kerteminde Marina, blandt er der etableret autocamperplads og promenade, ligesom der er installeret både nye kraner, ny vaskeplads og nyt tankanlæg. Med det store tilskud fra Dansk Erhvervsfremmebestyrelse kommer marinaen med plads til omkring 700 sejlere for alvor til at udvikle sig i de kommende år. Foto: KJ Avis

Kerteminde Kommune har fået 15,3 millioner kroner fra det delvist EU-finansierede Dansk Erhvervsfremmebestyrelse til udvikling af infrastruktur på Kerteminde Marina.

Helt nøjagtig lyder bevillingen på 15.365.921 kroner.

Beløbet skal bruges til tre delprojekter, blandt andet multifunktionel udnyttelse af arealer, for eksempel vinteropbevaringspladsen, til events, forlængelse af tre bådebroer og promenadeforløb.

Ialt har fem steder i landet – udover Kerteminde drejer det sig om Hvide Sande, Ebeltoft, Gedser og Klintholm – fået tilsammen 82 millioner kroner til udvikling af kyst- og naturturisme, herunder turisme-infrastruktur og områdefornyelse. Kommunerne skal selv medfinansiere projekterne, men derudover er det tanken, at de skal kunne tiltrække private investorer.

Alle projekter omfatter desuden klimasikringsinitiativer.

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) bifalder den kommende investering i turismeinfrastruktur og udtaler:

– Regeringen har netop præsenteret en ny turismestrategi, som hæver ambitionerne for dansk turisme, så hele Danmark får størst mulig gavn af den vækst og de arbejdspladser, som turismen skaber. Men vi har særligt brug for private investeringer uden for de store byer, så lokale turistdestinationer kan udvikle sig endnu bedre i fremtiden. Derfor er det afgørende, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu kan give et millionløft til flere projekter på tværs af landet, siger Morten Dahlin.

Glade politikere

Kerteminde Kommunes borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) er glad for det store tilskud, som sikrer, at projekterne på Kerteminde Marina kan realiseres langt hurtigere end ventet.

– Vi har lagt en ambitiøs havne- og marinaplan, og jeg er rigtig glad for, at andre også kan se potentialet i den. Vi, der bor i Kerteminde Kommune, føler en vis stolthed over hjemegn, men det er en stor glæde, når vi også kan overbevise andre om det, siger Kasper Ejsing Olesen, der betragter tilskuddet fra Dansk Erhvervsfremmebestyrelse som en blåstempling af havne- og marinaplanen.

Kommunen skal selv medfinansiere projekterne med 12,2 millioner kroner, og de penge er afsat i budgettet, siger han.

– Vi bliver muligvis nødt til at rykke rundt på nogle midler inden for budgettet, men vi skal altså ikke først ud og finde pengene, før vi kan komme i gang, siger borgmesteren.

Henrik Madsen (K), der er formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Kerteminde Kommune, glæder sig også over det store tilskud:

– Med denne donation kan vi først og fremmest sige tillykke til os selv som kommune. Men for vores dygtige og ambitiøse forvaltning er dette også et stort skulderklap. Vores marina spiller en stor rolle i vores mulighed for at tiltrække turister, og fortsat udvikling af havneområdet vil bare gøre godt endnu bedre, siger Henrik Madsen.