Kammas Tapas direktør: ”Det er simpelthen bare faktuelt forkert”

0
2789
IMG 0972 (2)

Direktør for Kammas Tapas, Hans Andersen og hans søn og andelshaver, David Andersen. Foto: Arkiv

Tirsdag eftermiddag kunne direktør hos Kammas Tapas, Hans Andersen, læse en artikel om at Jan Carstens skulle have købt ”Hos Michael”, og derefter sagt op hos Kammas Tapas. Det er forkert.

Da KJ Avis mandag morgen skrev historien om at Jan Carstens havde købt Michael Nielsens café ”Hos Michael” i Langeskov, interviewede vi Jan Carstens. I den forbindelse kom det frem, at han var stoppet hos Kammas Tapas, og i forbindelse med sin søgen efter et nyt arbejde, var han faldet over at ”Hos Michael” var til salg. Derfra gik det hurtigt, og købet blev offentliggjort to uger senere.

Alligevel stod der sådan her i en artikel på fyens.dk i går under overskriften “Tapas restaurant overrasket over pludselig afsked: ikke klar over cafékøb før jeg så det i avisen”: ”Mandag stod det nemlig klart, at Jan Carstens sammen med Tine-Nette Sortekilde havde købt Langeskovcaféen Hos Michael, og at Kammas Tapas derfor må vinke farvel til to ansatte”

Det er ikke korrekt. Dels er det kun Jan Carstens, der har købt ”Hos Michael”. Dels var ansættelsesforholdet mellem Jan Carstens og Kammas Tapas allerede afsluttet, da Jan Carstens købte ”Hos Michael”. Det bekræfter direktøren for Kammas Tapas, Hans Andersen, også, da KJ Avis beder om hans kommentar i den forbindelse.

”Jeg har godt set det. Og det er simpelthen bare faktuelt forkert. Jan var stoppet hos Kammas Tapas, da han købte ”Hos Michael”, forklarer Hans Andersen.

KJ Avis har forsøgt at få en kommentar fra Jan Carstens selv. Han bekræfter det faktuelle forhold omkring ansættelsesstoppet hos Kammas og købet af “Hos Michael”. Men hverken han eller Tine-Nette Sortekilde ønsker at kommentere sagen yderligere.

Jan Carstens overtager officielt ”Hos Michael” mandag 11/7.

Du kan læse den oprindelige historie om Michael Nielsens salg af caféen “Hos Michael” på dette link: https://kjavis.dk/michael-nielsen-har-solgt-hos-michael-til-tidligere-ansat-hos-kammas-tapas/