Hydac i Langeskov er gået i corona-mode

0
311

Hydac Langeskov ligger ud til motorvejen over Fyn. Inden for er der stille i disse dage. Så meget som  muligt kører videre på trods af krisen, men administrerende direktør Jens Haugaard forudser, at krisen vil sætte sine spor på Hydacs økonomiske bundlinje. Foto: Arkiv

Hos virksomheden Hydac i Langeskov, med 55 medarbejdere, tager man situationen meget alvorligt, og allerede for et godt stykke tid siden begyndte administrerende direktør Jens Haugaard at forberede sig på, hvad der skulle ske. Senere har han fastlagt nogle corona-retningslinjer for virksomheden.

Adm. direktør Jens Haugaard vurderer, at krisen vil sætte sig spor på bundlinjen hos Hydac Langeskov. Foto: Arkiv

Der er uvirkeligt  stille i disse dage hos virksomheden Hydac i Langeskov. En stor del af medarbejderne arbejder hjemme og dem, der er tilbage, kommunikerer på telefon eller mail. Det gør de for at overholde de retningslinjer, som alle på Hydac skal følge under corona-krisen.

 Retningslinjerne for Hydac ser således ud:

– Vi søger at forsinke at Corona-virussen rammer Hydac.

Vi må formindske risikoen for at smitte hinanden.

Vi må formindske risikoen for, at vi smitter andre.

Og vi skal holde hjulene i gang.

Derfor er vi enige om, at:

Vi besøger ikke kunder, leverandører eller andre samarbejdspartnere.

Vi inviterer ikke nogen til at besøge os på kontorerne og på virksomheden i Langeskov

Alle, der kan arbejde hjemme, gør det.

Lageret og produktionen fortsætter som planlagt

Transportører bliver uden for området

Buffeten i kantinen er lukket, men der bliver forberedt individuelle portioner af mad, som kan hentes mellem  kl. 09.00 og 11.45.

På kontoret er hvert andet bord ikke i brug og nogle rum er lukket af.

Der bliver gjort ekstra rent.

Rengøringsholdet gør rent før kl. 07., og vi venter til de er ude.

Vi holder til enhver tid en afstand på mindst en meter.

Vi vasker hænder og bruger hånddisinfektion ofte.

Vi deler ikke telefoner, computere eller værktøjer.

Hvis man føler sig syg, bliver man hjemme.

Vi fortsætter arbejdet så godt som muligt ved at bruge telefoner og mail internt såvel som eksternt.

Vi viser omtanke og tager vare på hinanden.

Jens, administrerende direktør er på kontoret hver dag og Lars, Vicedirektør er hjemme. Hvis Jens bliver syg, bytter de.

Kjerteminde Avis har talt med administrerende direktør Jens Haugaard om Hydac i Corona-mode.

Hvornår etablerede I “corona-tilstande”, som dem retningslinjerne giver udtryk for?

Den 26. februar startede vi med for alvor at informere internt om Corona.

I starten især om hygiejne og afstand til hinanden og fra 9. marts blev reglerne meget mere tydelige.

Det her handler meget om timing.

Kommer vi for tidligt ud med retningslinjer, så siger folk, at vi er gået i panik. og kommer vi for sent ud, så er vi ikke ansvarlige. Det samme sker for regeringen, hvor nogle har en utilsigtet adfærd, fordi de ikke har forstået alvoren.

Og regeringen får kritik for at lukke grænserne, hvilken jeg syntes er den helt korrekte beslutning

Der er meget forskellige tilgange til Corona i de forskellige lande. I har mange internationale kontakter. Er der forståelse for, hvad der sker i Danmark? 

Nej og ja. Igen har det med timing at gøre.

Vi i Danmark syntes jo også, at de gik over gevind i Kina, da de var på vej op ad kurven.

Nu ser vi lidt mere nuanceret på det. Jeg talte med en af mine kolleger i det sydlige Tyskland i går, mandag. Han havde ikke indført nogle retningslinjer endnu. Det er jeg helt sikker på, at han gør i dag.

Kan I opretholde produktion og salg? 

Ja, indtil videre.

Der er tre forhold der kan ramme os.

Det ene er, hvis vores afsætning falder bort. Og det vil den gøre, hvis kunder som MHI på Lindø og Kverneland i Kerteminde lukker ned. Det andet er hvis vores leverandører ikke kan levere råvarer til os. Det sker, fx hvis grænserne lukker for varebevægelser.

Og det tredje er, hvis vores medarbejdere bliver syge, så vi ikke kan fortsætte vores processer.

Vil det kunne ses på bundlinjen, når året er omme?

Ja, det vil det.

Det er for tidligt at spå, om i hvilken grad det kan ses på bundlinjen. Jeg tror, det er vigtigt at have sine prioriteter på plads her.

Vores er klare:

  1. Vores medarbejderes sikkerhed
  2. Vores medmenneskers sikkerhed
  3. Vores forretning

Vi skal nok overleve. Så må vi se hvor mange medarbejdere vi har om et år.

Hvordan forholder kunderne sig til det, der sker?

Alle de virksomheder, vi handler med, om det er kunder eller leverandører arbejder med de samme udfordringer: Hvordan håndterer man den nuværende virus risiko i forhold til medarbejdere og hvordan sikrer man sin virksomhed igennem krisen, og hvad sker der bagefter. Så, der er en overlevelsestrang og tro, vi skal bygge på.