Hvis krigen kommer til Kerteminde

Civilberedskab, forsvar og krig fylder på de skandinaviske dagsordener. For mange danskere er krig en by i Rusland, men det er ikke mange år siden, at selv Kerteminde havde udførlige planer for, hvad der skulle ske, hvis krigen kom

Under Kerteminde Byskole ligger der en bunker. Mange kertemindere har gennem årtierne passeret dens indgang ved Hans Schacksvej uden at skænke trappen midt på græsplænen en tanke. På den anden side af den tunge ståldør for enden af betontrappen findes en parallelverden, som førhen var skjult for offentligheden, og som afslører det komplekse net af foranstaltninger og systemer, der ville blive sat i gang, hvis Warszawapagtens tropper dukkede op på Danmarks dørtrin.

Inde i bunkeren har tiden stået stille, siden den blev bygget i 1968. Dens interiør er som en myg fastfrosset i harpiks, uændret af tidens tand. Følelsen af at træde ind i en tidslomme er nærmest fysisk, for det øjeblik døren lukkes, skabes et overtryk, der kan mærkes i ørerne.

Skal man have luft til bunkeren, skal der selvfølgelig filtreres radioaktivt støv fra, og hvis der ikke er strøm, må man drive den underjordiske kommandocentrals store ventilationsanlæg ved håndkraft.

– Så er det lige meget, om det er Kasper borgmester eller Gerda på 68, der måske er frivillig hernede, så må man stå her og ventilere, fortæller Jens P. Sørvin, mens han drejer på det store håndtag på ventilationsanlægget og justerer på trykket i bunkeren.

Jens P. Sørvin driver Koldkrigsbunker Kerteminde og Besættelsesmuseum Fyn. Det var da han deltog i et kulturprojekt om forladte steder, at han første gang satte fod i bunkeren. Her var han forbløffet over, hvor uberørt bunkeren var, og øjnede en mulighed for at lave et museum.

Kontorlandskab til krigstid

I dag er bunkeren befolket af hvide dukker klædt i fortidens uniformer. Men havde man stukket næsen ind under den øvelse, kommunens nøglefolk og frivillige deltog i en gang om året indtil murens fald, ville man kunne se en flok frivillige skrive løs ved deres skriveborde i et rum med gule vægge.

– De kommunale tog det ikke så alvorligt. De skulle være med til en øvelse hvert år. Der kom jo også hele tiden udskiftninger i de jobs, der var inden for kommunen. Men de frivillige var meget fasttømrede. Der var nogle, der havde været i civilforsvaret i 20-30 år. De holdt nærmest ugentlige øvelser, hvor de kom herned, drak en kop kaffe og så lige lavede en lille ordinansøvelse eller signaløvelse. Det var lidt ligesom at gå til spejder, fortæller Jens P. Sørvin.

I et hjørne af det gule rum, er der et kighul i væggen ind til et tilstødende rum med lyserøde vægge. I det lyserøde rum ville alle Kertemindes nøglepersoner være samlet. Nøglepersonerne ville ikke være politikere. Nej, det ville være embedsmænd og de øverste figurer inden for byens nøglefunktioner som fjernvarme, sygehusvæsenet, socialvæsenet, politiet, civilforsvaret og så videre. Ved enden af et af langbordene er der dog reserveret en plads til borgmesteren som den eneste politiker.

På de lyserøde vægge hænger flere store kort af Fyn, og ved siden af et af dem står en konstruktion, der ligner en stor kugleramme. I stedet for kugler hænger der sorte, gule, blå og røde metalplader på konstruktionens jernstænger. Hvis Kerteminde var under angreb, ville bunkerens mandskab rykke rundt på de farvede metalplader for at holde styr på, hvilke beredskabsenheder, man havde sendt ud til hvilken brand, tilskadekomne eller fjende.

Hemmeligheden blev glemt

De årlige øvelser fes ud efter murens fald, og den underjordisk kommandocentral gik i glemmebogen. Selvom den ikke har været hemmeligholdt i mange år, er det de færreste, der kender til den.

– Jeg har haft så mange kertemindere, der har boet her og gået oppe på skolen, som har troet, det bare var en kældernedgang. Men de havde hørt, at det var et beskyttelsesrum. Når de så kommer herned og ser, at de slet ikke ville skulle være hernede, og at det kun var de fine og de frivillige, der skulle være her, bliver de lidt indignerede, fortæller Jens P. Sørvin.

Han fortæller også, at selv hvis man fik sig en plads i bunkeren, måtte man hverken tage ægtefælle eller børn med sig.

Kommandocentralen i Kerteminde er blot en ud af mange i Danmark. På Fyn var der hele 9 af dem. Når man går gennem bunkerens tæppeklædte gange, får man en snert af en fornemmelse af, hvor ufatteligt stort og komplekst et netværk af indsatser der skulle til for at føre Danmarks civile gennem en krig. Selv i de mindste byer, hvor kommunens beredskab ikke kunne nå ud, var de lokale kirkers gravere instrueret i at ringe på bestemte måder med kirkeklokkerne for at advare om det, de fjerne sirener ikke kunne.

Nedenfor kan du se et galleri af billeder fra bunkeren.