Hotel Kerteminde Strand åbner om et år

0
2359

En total ombygning af den store bygning, hvor Kammas Tapas lå tidligere, går i gang efter påske. Når byggeriet står færdigt næste år, vil der være 29 hotellejligheder, en café/reception og en restaurant med plads til 100 gæster.

Img 3348 3

Om et år er denne bygning ved Kerteminde Nordstrand totalt ombygget og vil hedde Hotel Kerteminde Strand. Foto: Arkiv

Om et år har Kerteminde et nyt hotel i første række ved Nordstranden. Hotel Kerteminde Strand planlægger at åbne 1. marts næste år. Den omfattende ombygning af hele bygningen går i gang lige efter påske.

– Vi starter først i april. Så er vi færdige med bygge 1. februar 2025, og vi håber derefter på at kunne åbne 1. marts. Det er en total ombygning af hele bygningen, forklarer ejer af bygningen Hans Andersen til KJ Avis.

I løbet af det år, som den totale ombygning forventes at tage, skal der laves både hotellejligheder/værelser, café/reception og en restaurant med plads til 100 gæster.

– Der bliver 29 hotellejligheder/værelser, når det hele står færdigt. En tredjedel af stueetagen bliver hotellejligheder/værelser, og det samme gør hele førstesalen. Op mod Nordstranden bliver der en café/reception. Der hvor Kammas Tapas lå, bliver udvidet til det dobbelte, så der kommer en restaurant med 80-100 siddepladser, siger Hans Andersen.

Der er endnu ikke lavet aftaler med restauratører til hverken café eller restaurant. Byggetilladelsen og en aftale med en entreprenør, der skal stå for byggeriet, er først lige faldet på plads.

– Det er klart, at vi har store forventninger til området, når vi foretager den slags investeringer dernede. Vi tror på, det kan blive til et sted, der kan tiltrække mange mennesker især i sommerperioden, svarer Hans Andersen.